Du, jeg må lige betro mig til dig om noget, som man ikke sådan lige siger højt til hvem som helst. Jeg er virkelig ved at sprænge af frustration, og jeg håber bare, at andre mødre, hvis børn pludselig er blevet voksne, forstår, hvordan jeg har det. Grib det med lidt humor, ikk?
Man går igennem ild og vand, ikke? Føder sit barn, opdrager ham, forlader hans far fordi det bare blev for umuligt, tager ham med overalt, gør alt så han ikke skal føle sig mindre værd selv om han kun ser sin far hver anden uge, arbejder over, passer madpakker og aftensmad, slider videre for at give ham en god skole, betaler for det nyeste mobil, og så:
Mor, Signe flytter altså ind hos os.
Med hvem? I vores lille lejlighed på 44,2 kvadratmeter? Skal Signe bo inde hos min søn? Skal hun spise med? Sætter hun også en vask over? Er der så to, der styrer husholdningen nu?
Min søn smilede så lykkeligt, da han serverede nyheden, nærmest forventede, at jeg ville klappe i hænderne, hoppe i luften og begive mig ud for at rydde skabet, så Signe kunne putte sine trøjer derind. Men nej…
Hun er egentlig en sød pige, der er ikke noget der. Men altså, det er ikke ensbetydende med, at jeg skal have en ekstra beboer i min lille lejlighed. Hvis de er så voksne, så må de sgu tage et lån eller leje et værelse på Nørrebro eller Østerbro, eller hvor de nu vil bo! Hvad er meningen med at spare penge, hvis det bare går ud over min nattesøvn? Gider virkelig ikke, at mine nerver skal betale prisen.
Men nå, jeg bøjede mig, lod hende komme ind. Min søn har jo faktisk ret til lejligheden her, så selvfølgelig kan han tage kæresten med hjem. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg mener det men ærligt, jeg lyver! Da jeg brokkede mig til veninderne, skældte de mig ud: Tænker du ikke på din søns bedste? Hvad er du for en mor?
Og nu? Når jeg træder ind ad døren, mærker jeg irritationen boble op med det samme. Sko flyder i entreen, komfuret er fedtet i køkkenet (der har Signe selvfølgelig været i gang med madlavning). Og ja, så har hun brugt indkøbene, jeg lige har slæbt hjem. Ikke fordi jeg er nærig men prøv lige at stå og bage og så opdage, at der ikke er mere mel, fordi der har været nogle fancy bananpandekager undervejs Og så de evige kampe om at komme først til badeværelset!
Helt ærligt, jeg vil altså bare snart gerne have Signe ud af min lejlighed. Der er IKKE brug for endnu en husmoder i den her husholdning.
Det slog mig forleden: hvorfor har jeg aldrig bare fundet en mand og inviteret ham ind? Hvorfor har jeg i årevis rendt rundt og gjort mig umage for min søn, og holdt det for mig selv, når jeg havde en flirt? Min søn har jo sit plads her, så hvorfor ikke prøve at sige: Nå, jeg har også lige taget nogen med, vi skal da alle sammen hygge på de 44,2 kvadratmeter.
Sjovt, ikke? Den her slags tanker havde jeg aldrig troet, jeg ville gå med. Jeg kunne slet ikke forestille mig, før nu, hvordan det mon føles når ens barn pludselig bliver voksen og rykker en halv familie med sig ind.
Hvad synes du egentlig? Har dine børn også været i den alder, hvor du har haft kærester eller venner flyttende ind? Er du bare blevet dus med dem, hvor det hele gik som smurt, eller har du også tænkt, at det måske var på tide de prøvede at bo for sig selv? Bør jeg egentlig have ret til at smide Signe ud, selvom det er MIN lejlighed og jeg står for størstedelen af udgifterne lejen er trods alt på 8700 kroner om måneden!
Ej, jeg vil virkelig gerne høre, hvad du tænker om det her, ven.
