Jeg møder min mand på universitetet. Dengang er vi begge 18 år og studerer. Jeg lægger straks mærke til ham, min kommende mand, for han skiller sig ud med sin styrke, intelligens og vigtigst af alt sin venlighed. Vi starter som venner, men det går hurtigt op for mig, at mine følelser for ham er langt dybere end blot venskab. Efter et par måneder bliver vi kærester. Jeg tænker stadig med glæde tilbage på den tid, og jeg er sikker på, at studietiden var nogle af de bedste år i mit liv. Et år senere frier Jakob til mig, og vi bliver gift. Vi har ikke råd til et stort bryllup, så vi fejrer det i en lille kreds med kun den nærmeste familie.
I andet studieår begynder Jakob at arbejde. Vi bor først på kollegium, og egen lejlighed er kun en fjern drøm, men vi er begge overbeviste om, at det nok skal lykkes før eller siden. Det går i opfyldelse. Da min mormor dør, arver jeg en mindre sum, og Jakob har lykkedes med at spare lidt sammen. Pengene rækker til at betale udbetalingen på en andelslejlighed med to værelser, for vi planlægger at stifte familie på et tidspunkt.
Vi bor sammen i ti år, men får aldrig børn. For et par år siden får Jakob problemer på sit arbejde: Da virksomheden får økonomiske vanskeligheder, giver ejeren ham, som er regnskabschef, skylden for både gæld og sort bogføring. Efter en retssag bliver Jakob fuldstændigt uretfærdigt dømt til fire års fængsel. Vi kæmper længe, søger advokater, men kommer ingen vegne. Dokumenterne er udformet, så al skyld falder på Jakob, selvom han blot fulgte sin chefs instrukser. Det er en hård tid, men jeg støtter min mand alt det jeg kan. Et år senere går det dog op for mig, at jeg også har brug for støtte
Min svigermor tropper op hjemme hos mig og siger, at jeg ikke må bo der længere. Hun giver mig skylden for det, der er sket med Jakob, og hævder, at det udelukkende er hans penge, der er brugt til lejligheden, og at jeg derfor ikke har nogen rettigheder over den. Jeg bliver helt paf, for jeg havde aldrig troet, at min svigermor kunne handle så koldt imod mig.
Det viser sig, at før retssagen gav min mand sin mor en fuldmagt, og hun har brugt den til at hente en kontoudskrift, der viser, at alle betalingerne til lejligheden er trukket fra Jakobs konto. Hun insisterer på, at disse papirer er nok til, at retten vil dømme, at jeg ikke har bidraget til købet af lejligheden. Jeg er så forvirret; jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille opJeg sidder alene på mit lille værelse i venindens lejlighed og ser ud over byen. Alt det, jeg troede var mit hjem, mit liv, er nu blevet revet væk under mig. Tårerne har for længst tørret ind, og jeg føler mig mærkeligt klar indeni. Der står ikke længere noget på spil for mig så hvad har jeg egentlig mistet? Ikke min værdighed. Ikke det minde, jeg har om de gode år med Jakob, de små glæder vi delte, latteren i køkkenet, lyset i de tidlige morgener.
Da dommen endelig falder i boligretten, mister jeg officielt min andel i lejligheden. Jeg forlader retten rank, ikke fordi jeg har vundet, men fordi ingen dom kan tage mine år, min kærlighed eller min styrke. Min svigermors sejr hviler på papir men klangbunden af et tomt hjerte.
Senere får jeg et brev fra Jakob. Det er skrevet med rystende hånd, men ordene er klare: “Undskyld, at jeg slap dig. Jeg håber, du finder ro og et sted, hvor ingen kan tage noget fra dig igen. Tak for alt.” Jeg lægger brevet tilbage i kuverten og mærker en blid lettelse brede sig.
Og sådan begynder mit nye liv. Jeg siger ja til jobtilbuddet i den anden by, flytter med min natblå cykel og et halvt bogskab under armen. Jeg indretter mig sparsomt, men vennerne griner højt, når de hjælper med gardiner og te. Om aftenen tænder jeg for radioen og danser alene. Fremtiden er usikker, men for første gang i lang tid føles hver nat som sin egen begyndelse og jeg ved, at alt, jeg har, er mit, for det er ført til mig gennem modgang, tab og en vilje til at holde ud.
Mens foråret bryder gennem vinduet, hører jeg en stemme fra gaden nedenfor, et barn der ler, og jeg smiler og tager imod dagen fri, hel, og fyldt med håb.
