Min søn har altid haft en fantastisk hukommelse. I børnehaven kunne han uden videre hele teksten til alle teaterstykkerne, så vi vidste aldrig før sidste øjeblik, hvilket kostume han faktisk skulle have på, for de små poder blev ofte syge, og han kunne uden problemer springe ind og spille en hvilken som helst rolle.
Til julefesten i børnehaven fik min femårige søn tildelt rollen som agurk. Da jeg opdagede det aftenen før, skyndte jeg mig at købe en grøn T-shirt og noget farvet karton, og med stor iver sad jeg halve natten og syede små grønne shorts, mens jeg lavede en lysegrøn hat af karton med en fin stængel lavet af ståltråd og grøn stof.
Det var far, der skulle følge ham, hvilket ikke ligefrem indgød mig med tryghed, så jeg gav ham om morgenen en grundig instruktion i, hvordan drengen skulle klædes på og hatten sættes fast, inden han tog på arbejde.
Midt i min egen vagt på hospitalet ringede pædagogen og, tydeligt presset, fortalte at hovedrollen var blevet syg, så i morgen skulle vores søn spille… bollemanden (den runde kage fra eventyret). Jeg spurgte fortvivlet, om bollemanden kunne være i agurkekostume, og der blev meget sigende stille i røret.
Jeg ringede straks til min mand på arbejde for at fortælle om situationen. Han lød overdrevent glad (det burde måske have advaret mig) og sagde, at der ingen ko var på isen – han ville tage to venner med, begge kirurger, og tre kirurger sammen, det var jo et drømmehold, der kunne løse alt! De ville tage hjem til os for, som han sagde, kirurger er opfindsomme folk og så ville de finde en løsning (jeg tror, min intuition måtte have været på orlov den dag!).
Klokken ni om aftenen ringede jeg hjem, midt i travlhed fra barselsgangen. Min søn tog telefonen og fortalte, at de havde købt en hvid T-shirt, faren sad og limede gult karton, onkel Vagn var i gang med at lave mad, og onkel Vilhelm grinede.
En time senere ringede jeg igen, og nu lå sønnen klar til at sove onkel Vilhelm havde klippet en stor cirkel ud i gult karton og malede øjne på den, onkel Vagn åbnede et glas syltede agurker, og faren lå og hikstede af grin.
Ved midnat ringede jeg igen. Min mand sagde, at nu sov både Vagn og Vilhelm de var helt udmattede af bollemand-projektet. Dog, der var lige et par detaljer… Helt tilfældigt var bollemanden limet skævt fast på den hvide T-shirt med superlim af onkel Vagn. Da onkel Vilhelm så skulle lære den løs, gik der hul i trøjen. Så til sidst havde de syet hele bollemand-cirklen med kirurgsilke fast på den grønne agurke-T-shirt.
Men resultatet var meget sjovt sagde han, så jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan. De havde også givet bollemanden hele tredive tænder, så han smilede med åben mund – dog manglede der karton til de sidste to tænder.
(Det gør nok ikke så meget, sagde jeg – med så mange tænder opdager ingen et par stykker mangler.)
Så jeg skulle ikke bekymre mig, bare passe mit arbejde og vide, at min dreng ville få det bedste kostume af alle. Den, der snorkede baggrunden, var selvfølgelig onkel Vilhelm, der efter at have klippet tænderne så omhyggeligt var faldet i søvn i lænestolen.
Indtil morgenen var jeg urolig og efter min vagt fik jeg tigget mig til at blive løsnet fra hospitalet, bare for en time, så jeg kunne nå min søns fest.
Jeg kom lidt for sent… Fra festsalen lød latteren blandet med gråd og hvin. Jeg kiggede forsigtigt ind…
Rundt om juletræet forsøgte bollemanden at hoppe. Det gigantiske, runde, gule bolle-ansigt dækkede min søns overkrop fra hagen helt ned til knæene. Øjnene pegede i hver sin retning, og de tre lange, vandrette kirurgtråde over øjnene lignede rynker på panden på en kage, der havde oplevet lidt af hvert.
Det var især bemærkelsesværdigt, at de to tænder, der manglede, selvfølgelig var de to øverste fortænder midt foran! Den bollemand så bestemt ud, som om han både var gammel, træt, havde haft et hårdt liv og nok var kommet ud på den anden side af lidt for mange julefrokoster… Og oven på alt det der var den fine, lysegrønne agurkehat med ståltrådsstilk.
Netop da begyndte min søn højtideligt at fremsige verset: Hvor finder I én som mig?… (der var en fortsættelse om, at det kun er i eventyret og til julefest, men det var der ikke rigtig nogen, der hørte…) pædagogen måtte sætte sig ned af grin, og hele salen græd af morskab…
