Ved du, jeg har tænkt meget over det med ansvar her på det seneste, og jeg tror virkelig ikke, der er så meget, der bare sker helt tilfældigt i livet. Vi bærer jo hver især et ansvar for det meste vi skylder os selv og hinanden så meget. Alle de valg, man har truffet tidligere, former ligesom den hverdag, man har nu. Hvis du kender mig bare lidt, ved du, jeg har truffet nogle ret uheldige valg. Et af de værste var nok, da jeg bandt min fremtid til en mand, der aldrig var til at stole på.
Jeg blev simpelthen så forelsket i Peter, selvom jeg godt vidste, han var en charmør sådan en, der altid kiggede efter nye eventyr. Jeg bildte mig ind, at han ville ændre sig for min skyld. Men folk ændrer sig jo ikke bare, og selv da vores søn, Mikkel, kom til verden, blev Peter ved med at jagte damer.
Det gik ikke længe, før rygterne begyndte at florere. Venner, naboer, og endda folk i familien, de hviskede om Peters nye kærlighedsaffærer. Jeg følte mig helt knust, og det var virkelig pinligt jeg kan ikke engang sige, om det var sorgen eller skammen, der gjorde mest ondt. Jeg holdt ud i fem år sådan, inden Peter til sidst flyttede fra os. Han overlod sin lejlighed til Mikkel, bare for at slippe for at betale børnepenge, og jeg endte med at leje et lille sted fra ham. Så flyttede jeg sammen med Mikkel og min mor, som jeg skulle passe på.
Jeg har altid kæmpet for at give Mikkel det bedste liv, jeg kunne. Hver eneste krone, jeg fik for udlejningen, gik til hans skole, tøj og alt det, han havde brug for. Jeg ville jo bare sikre, at han fik en tryg og god barndom. Samtidig var jeg nødt til at bruge det, jeg fik ind, på regninger, mad og medicin til min mor. Jeg var overbevist om, at han engang ville forstå alt, jeg havde opgivet for ham. Men nu, hvor jeg sidder her som 57-årig med diabetes, er det hele blevet lidt svært. Jeg skal jo konstant holde øje med mit blodsukker og tage insulin hver dag for bare at kunne fungere.
På grund af sygdommen kan jeg ikke længere arbejde, og hvis vi skal være ærlige, så får man altså ikke nemt et job som ældre kvinde med diabetes her i Danmark. Det eneste, jeg har af indkomst, er det, jeg får fra at udleje lejligheden. Nu er Mikkel fyldt 31, og han kom for nylig og sagde, at lejerne i Peters gamle lejlighed skal ud, for han og hans kone vil bo der. Da jeg sagde, at jeg så ville stå uden et sted at bo, sagde han bare, at det var mit problem.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan jeg har knoklet hele mit liv og alligevel ikke har fået sparet op til min pension. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre… Der er jo regninger, mad og medicin, der skal betales, og nu står jeg pludselig helt alene. Hvordan kunne min egen søn gøre det mod mig? Hvem tror han egentlig, han er?
