Man siger, at vi selv er ansvarlige for alt, hvad der sker i vores liv, og at vi må bære skylden for de valg, vi træffer. Hvad vi vælger en dag, sådan kommer vi til at leve.
I mit liv traf jeg en forkert beslutning, da jeg valgte at knytte mit liv til en mand, der ikke tog tingene alvorligt. I min ungdom var jeg så forelsket i Søren, at jeg, selvom jeg godt vidste, han var et udsvævende menneske, bildte mig ind, at han ville ændre sig for min skyld. Jeg håbede og troede på det, men sandheden er, at folk dybest set er, som de er. Så selv efter vores søn, Mikkel, blev født, ændrede Søren ikke sit liv.
For hver måned, der gik, fik jeg flere historier om Sørens eventyr at hørebåde fra naboer, venner og endda familie. Jeg følte mig både ydmyget og flov. Jeg holdt ud i fem år, men til sidst kunne jeg ikke mere og gik fra ham. Vi blev skilt. Den eneste fordel ved det var, at Søren ikke var smålig. Han lod mig beholde hans lejlighed mod at jeg ikke krævede børnepenge. Mikkel og jeg havde dog ikke lyst til at bo der, så vi lejede den ud og flyttede hjem til min mor, som havde brug for min hjælp. Sådan blev vores hverdag.
Lejeindtægterne brugte jeg på Mikkel: tøj, skoleudgifter, lejrture og lidt sjov i hverdagen jeg forsøgte at give ham en ordentlig barndom. Det, jeg tjente ved sidearbejde, gik til regninger, mad og medicin til min mor, der i mange år lå syg i sengen. Jeg troede, Mikkel satte pris på alt det, jeg gjorde for ham. Nu er jeg 57 år, har diabetes og skal tage insulin hver dag jeg kæmper for bare at holde mig oppe.
Min sygdom gør, at jeg ikke kan tage et arbejde og hvem vil alligevel ansætte mig nu? Jeg har heller ingen pension, for jeg har haft mange forskellige ansættelser og aldrig været det samme sted længe. Ofte arbejdede jeg sort for at få det hele til at løbe rundt. Kort fortalt lever jeg nu af det, jeg får ind fra lejligheden. Mikkel, min søn på 31, har for nylig besluttet at gifte sig og har sagt, at han og hans kone nu vil bo i lejligheden.
Da jeg forklarede, at jeg så ikke havde råd til at leve, sagde han bare, at det måtte jeg selv finde ud af. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op nu. Jeg har ingen opsparing, jeg skal bruge medicin hele tiden, jeg har brug for mad på bordet og regningerne skal jo betales. Hvad pokker skal jeg gøre? Hvordan kan min egen søn behandle mig sådan? Hvorfor gør han det her mod mig?
