Det siges ofte, at vi selv bærer ansvaret for alt, der sker i vores liv at vi selv er skyld i vores skæbne gennem vores valg. Hvilket valg vi træffer på en dag, former bagefter vores videre liv.
Jeg tænker tit på det, når jeg ser tilbage. For jeg traf et forkert valg, da jeg i mine yngre dage besluttede at binde min skæbne sammen med en mand, der slet ikke var seriøs. I min ungdom var jeg så forelsket i Mikkel, at jeg selvom jeg godt vidste, han var letfærdig bildte mig ind, at han ville ændre sig for min skyld. Jeg håbede og drømte. Men sandheden er jo, at folk sjældent ændrer sig inderst inde. Selv da vores søn Anton kom til verden, blev Mikkel ved med sine udskejelser.
Hver måned hørte jeg nyt om hans eventyr. Min nabo Hanne, nogle venner og endda flere i familien fortalte mig om det. Skam og ydmygelse blandede sig inden i mig det hele på én gang. I fem år holdt jeg ud, men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg blev skilt. Én god ting var der dog Mikkel var ikke grådig, han gik med til at lade mig beholde hans lejlighed, hvis jeg ikke krævede børnepenge. Jeg ville ikke bo der med Anton. Vi lejede den ud og flyttede hjem til min mor, da hun havde brug for omsorg. Sådan gik årene.
Lejeindtægten brugte jeg på Anton tøj, skole, udflugter og oplevelser. Jeg ville give ham en ordentlig barndom. Resten gik til regninger, mad og medicin til min mor, der i mange år var sengeliggende på grund af sygdom. Hele tiden tænkte jeg, at Anton ville værdsætte kærligheden og omsorgen. Og nu sidder jeg her, 57 år gammel, med diabetes, giver mig selv insulin hver dag og kæmper for at holde mig i live længst muligt.
Jeg kan ikke arbejde mere, og hvem vil dog ansætte mig nu? Jeg har ingen pension, for jeg har skiftet stillinger ofte og har sjældent haft fast ansættelse. Det meste arbejde har jeg haft sort bare for at kunne forsørge os bedst muligt. Så realiteten er, at jeg i dag lever af de penge, jeg får fra udlejningen af lejligheden.
Men nu er Anton blevet 31. For ikke så længe siden fortalte han, at han skulle giftes, og at han og hans kommende kone vil flytte ind i netop den lejlighed. Da jeg nævnte, at jeg så ingen penge ville have at leve for, svarede han blot, det var mit eget problem. Og nu aner jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har ingen opsparing, skal have mine daglige mediciner, jeg skal have mad på bordet og betale el og varme ligesom alle andre.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan min egen søn dog gøre det mod mig? Hvorfor?
