**Dagbogsnotat**
Den dag, hvor Lasse giftede sig, kendte jeg knap nok min kommende svigerdatter. Der var kun gået to uger, siden de mødtes, og mit første indtryk var bekymrende. Vulgar makeup, et udfordrende kjole, fyldte læber – alt skreg ikke om femininitet, men om dovenskab. Om en vilje til at tage, men ikke give.
Hendes forældre så jeg lige uden for rådhuset. De talte påtaget høfligt og kom i en dyr bil, men senere fandt vi ud af, den var lejet – en taxa var åbenbart ikke statussymbol nok. Min mand og jeg udvekslede et blik: der var ingen tvivl om, at der ikke var generøsitet at vente. Brylluppet, forresten, betalte vi. Fuldt ud.
Vi flyttede til byen et par måneder før Lasse blev født. Han voksede op som en følsom, blid dreng. Han skrev digte, blev ked af småting. Måske var han blevet en robust mand på landet, men bylivet gjorde ham sårbar. Før han fyldte seksogtyve, havde han kun været sammen med tre piger, og selv dem kendte jeg kun fra brudstykker af telefonsamtaler. Åben var han aldrig.
Han opførte sig som alle andre: kom engang imellem hjem fuld, stank af cigaretter, men droppede det igen. Efter brylluppet boede de hos os. Vi har en treværelses, så min mand og jeg tog det lille værelse og gav de unge det store. Vi klagede ikke – bare de levede fredeligt. Men fred var der ikke. Konstante skænderier. Eller rettere – én stemme: skingert, krævende, barnagtigt. Det var hende – Mie.
Hvad hendes forældre gav dem, aner jeg ikke. Vi gav en kuvert med en god sum penge. Slægtningene, fik jeg senere at vide, gav også penge. Men taknemmelighed fik jeg ikke.
Mie forlod nærmest ikke værelset. Spiste kun takeaway. Arbejdede som negletekniker i en salon og rørte ikke en finger derhjemme. Husarbejde var “ikke hendes ting”. Min søn spiste, hvad han selv købte, eller tog rester fra os – tavst, med sænkket blik. Han skammede sig. Dette var ikke kærlighed – det var slaveri.
Så flyttede de. De lejede en lejlighed tæt på hendes salon. Og der – den “store sjæl” – satte hun sig for første gang i måneder ved bordet med os, drak te og spiste kage. Jeg blev overrasket – var hun ikke på slankekur? Da hun satte sig i bilen, så jeg foragt i hendes blik. Måske var det indbildning. Men følelsen – som en kniv i siden. Den sad i mig.
I går besøgte jeg dem. Mie var selvfølgelig på arbejde. Lasse mødte mig. Træt, sløv. Tilbød te – han var lige kommet hjem fra arbejde, der var ingen mad. Heldigt, at jeg havde fyldt en taske med mad – nu var køleskabet i det mindste fuldt.
Det viste sig, at han nu tog bussen på arbejde. Bilen var Mies – “hun skal have den til kunder, hvordan skulle hun ellers komme rundt?” Til salonen er der 400 meter. Men det er for hårdt for hende, for besværligt. Mens han går, i regn og frost. Fordi det passer hende.
Så slippede han det – han har lån. Flere. Et af dem er til en ferie i Spanien. Men ikke for dem begge. Kun for hende. Hun var “træt” og fløj på ferie med en veninde. Jeg spurgte ikke, hvem “veninden” var. Jeg så, hvordan han lukkede sammen ved sådanne spørgsmål. Så, hvordan han tavs led.
Jeg kom hjem og græd. Fortalte det hele til min mand. Han trak bare på skuldrene: “Jeg vidste fra starten, det ville ende sådan.” Men jeg er ligeglad. Jeg er mor. Jeg fødte og opdragede ikke min søn for, at han skulle blive en skygge af en anden kvinde.
Nu tør jeg ikke engang sige noget åbent. Bange for, at Mie laver endnu en scene. Og jeg – at jeg mister ham helt. Det gør ondt. Jeg føler mig magtesløs. Hvor missede jeg øjeblikket? Hvorfor lærte jeg ham ikke at være sin egen mand? Hvorfor er min søn under hælen?
Det værste – jeg kan ikke ændre noget. Kun se, hvordan min dreng bliver en skygge, og vente. Vente på, han selv indser, at han ikke lever sit eget liv. Bare det ikke er for sent…
**Lærdom:** Nogle gange må man lade dem, man elsker, begå deres egne fejl, selvom det gør ondt at stå og se til.
