Jeg hedder Anders.
Jeg skriver dette, fordi jeg ikke længere kan holde det inde.
Mit hjerte er tungt.
Jeg er ulykkelig.
Jeg føler mig som en fange i mit eget liv.
Hele mit liv er blevet besluttet for mig – af mine forældre, mit familie og traditionerne.
Nu bor jeg med en kvinde, jeg kun føler had overfor.
Hver dag forbander jeg det øjeblik, jeg ikke sagde “nej”.
Mit hjerte tilhørte en anden.
Jeg elskede hende.
Hende jeg selv havde valgt.
Hende, jeg var lykkelig med.
Hun hed Annika, og når jeg var sammen med hende, følte jeg, at jeg havde fundet min sjæleven.
Seks måneder med lykke.
Seks måneder, hvor jeg for første gang følte mig som en rigtig mand og ikke som en marionet i familiens hænder.
Men lykken var kortvarig.
Så snart min far fandt ud af det, blev han rasende.
— Hvordan kunne du vælge en udenfor vores kreds?!
Han ville ikke høre på mig.
Kun én ting betød noget for ham – at hun ikke var del af vores verden.
Han besluttede, at jeg ikke skulle have noget valg.
Han gjorde alt for at bryde mig ned.
Min bror og hans venner fulgte hvert skridt jeg tog.
Og så…
Så fandt de os.
Jeg kunne ikke beskytte min kærlighed
Den dag gemte vi os i parken.
Vi sad på en bænk og holdt hinandens hænder.
Vi troede, ingen ville finde os.
Men pludselig stod de der.
Min bror.
Og hans tre venner.
Jeg så hadet i deres blik.
De sagde ikke noget – de angreb bare.
Jeg husker, hvordan jeg tumlede til jorden, mærkede slagene mod mit ansigt og mave.
Jeg hørte Alesia skrige.
Hun forsøgte at trække dem væk fra mig.
Men jeg kunne intet gøre.
Jeg blev slået.
Jeg blev ydmyget.
Jeg blev knust.
De tog mig med hjem.
Alesia så jeg aldrig igen.
Jeg blev gift væk, som var jeg en vare på markedet
Dagen efter blev jeg gift.
Så simpelt.
Uden mit samtykke.
Uden mit valg.
Som om jeg var en genstand, der kunne byttes med.
Jeg råbte.
Jeg protesterede.
Men ingen ville høre mig.
Familien mente, de vidste bedst.
Jeg endte i et hus med en fremmed kvinde, jeg ikke kendte.
Som jeg ikke ønskede at kende.
Jeg blev en fange i mit eget hjem
Jeg boede ved siden af hende, men så hende aldrig som min kone.
Jeg talte ikke med hende mere end nødvendigt.
Jeg sov ikke i samme seng med hende, medmindre der ikke var andre muligheder.
Men så sagde hun en dag:
— Jeg er gravid.
Og jeg indså, at min binding blev endnu stærkere.
Nu havde jeg ikke kun et ægteskab.
Jeg ville få en familie, jeg aldrig ønskede.
Men Gud havde andre planer.
En aften kom jeg hjem træt, vred, skuffet.
Jeg så hende bevæge sig rundt i huset med et utilfredst ansigt, mumlende til sig selv.
Jeg sagde et par skarpe ord til hende.
Hun svarede igen.
Jeg kunne ikke styre mig.
Jeg skubbede til hende.
Hun faldt.
Og få timer senere mistede hun barnet.
Ved du, hvad det værste er?
Jeg føler ingen skyld.
Jeg fortryder ikke.
Jeg er lettet over, at barnet ikke kommer.
For jeg ønskede det aldrig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre
Jeg lever med en kvinde, jeg ikke elsker.
Jeg tænker på en anden, som jeg mistede.
Jeg ser mig i spejlet og ser en knust mand, der ikke gjorde noget for at redde sit eget liv.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ser ingen udvej.
Men en ting ved jeg:
Jeg vil ikke resignere.
Jeg vil finde en måde at komme væk.
Jeg vil finde en måde at bryde fri.
Og så kan jeg ånde igen.
