Lykke, kan du ikke give mig bare en kvart franskbrød? Jeg giver dig pengene i morgen, jeg er helt ør i hovedet af sult…
Det går altså ikke, svarede hun, det her er jo et bageri. Vi tager ikke imod flasker her, kan du ikke læse? Der står tydeligt: flasker skal afleveres i pantautomaten, og så kan du bruge pengene på brød bagefter. Hvad er det egentlig, du vil?
Jeg vidste jo ikke, at pantstedet kun havde åbent til klokken tolv. Jeg var simpelthen for sent på den. Jeg havde aldrig prøvet at samle flasker før, så jeg var virkelig på bar bund, helt fortvivlet, og gik bare videre uden at vide, hvordan i alverden jeg skulle skaffe pengene.
Tja, sagde hun, du må altså stå tidligere op i morgen, så du kan nå at aflevere flaskerne og komme herover igen.
Lykke, giv mig nu en kvart franskbrød, jeg betaler dig i morgen, jeg er helt rundt på gulvet af sult…
Man kunne sagtens se, at den ældre dame var meget flov over at spørge, men hun prøvede at holde hovedet højt.
Nej, svarede ekspedienten, jeg har ikke råd til at lave velgørenhed, jeg har dårligt nok selv til dagen og vejen. Der er mange tiggere her i byen, lad være med at holde på de andre i køen.
Goddag, sagde damen så til en mand, der stod længere henne ved disken. Dit yndlingsrugbrød er kommet, og der er fersken-stang helt frisk, men kirsebærstangen er fra i går.
Goddag, svarede han fraværende. Jeg skal have et brød med nødder og tørret frugt. Og seks wienerstænger med kirsebær.
Med fersken, gentog ekspedienten. Så tager jeg fersken.
Han kiggede lidt i retning af vinduet, uden rigtigt at lægge mærke til den ældre dame, som stod tæt på og betragtede ham.
Ekspedienten rakte over disken og gav ham posen med brødet. Han tog sin store pengepung op og betalte med en stor seddel. Hans blik hvilte et øjeblik på den ældre dame og på den store broche på hendes gamle jakke.
Den ældre dame lignede overhovedet ikke en tigger. Hun var rank og havde et kultiveret udtryk, pænt klædt på, selvom tøjet var gammelt.
Poul satte sig ind i sin bil, lagde brødet på forsædet og kørte mod sit kontor, som lå ude i udkanten af København.
Da han trådte ind, blev han mødt af sin sekretær, Marlene.
Poul Christensen, din kone ringede og bad dig ringe tilbage.
Åh nej, Marlene, hvad er der nu galt? spurgte han bekymret.
Poul havde bygget sit eget firma op, der solgte hårde hvidevarer. Han havde startet op for sig selv i starten af halvfemserne, og på grund af sit gode hoved og sin snuhed voksede forretningen hurtigt.
Poul havde et kontor uden for centrum han brød sig ikke om at smide penge efter dyre adresse.
Han boede i et dejligt hus i forstæderne med sin kone og to drenge, og snart skulle han være far igen om to uger ventede de en lille pige, og det gjorde ham endnu mere bekymret for opkaldet fra konen.
Pernille, skat, hvad er der sket? spurgte han.
Poul, skolen har ringet. Emil har igen været oppe at slås med en klassekammerat.
Åh, jeg ved ikke, om jeg kan nå forbi skolen jeg har faktisk møder hele dagen, og jeg kæmper for at lukke en stor aftale lige nu.
Poul, du må forstå, det er svært for mig at tage alene derhen, jeg er jo gravid…
Nej, du skal ikke tænke på det, du skal bare passe på dig selv. Jeg finder tid til det, det lover jeg.
Emil får altså en alvorlig snak eller måske mere end det, hvis han ikke snart hører efter! Undskyld søde, jeg bliver nødt til at arbejde sent i aften, så spis bare uden mig.
Åh, du er jo næsten aldrig hjemme. Børnene savner dig du kommer hjem, når de sover og tager afsted, før de vågner. Jeg er bekymret, du får aldrig ro til dig selv.
Det er sådan, det er lige nu, jeg håber bare, der er ro på om en uges tid, når vi har styr på den store handel. Men hvem skal passe børnene, mens du er på hospitalet?
Jeg finder på noget, vi kan altid skaffe en barnepige.
Jeg vil bare ikke have en fremmed til at passe dem hele dagen…
Pernille, lad os tage den, når der bliver mere ro på for os begge.
Det føles bare, som om du er ligeglad med os.
Du ved jo godt, alt det jeg gør, det gør jeg for dig og børnene for dig, Emil, August og lillepigen, der snart kommer.
Undskyld, jeg skulle ikke have sagt det sådan. Jeg savner dig bare.
Poul arbejdede videre til langt ud på aftenen. Da han kom hjem, var drengene puttet, og Pernille sad og ventede i stuen.
Undskyld, jeg kom til at sige nogle dumme ting før.
Det er helt okay, hedder det bare, og du skal ikke vente på mig. Kom, jeg varmer lige noget mad.
Nej, tak, jeg har ikke appetit. Jeg fik lidt mad på kontoret i dag, og så har jeg bragt nogle wienerstænger med fersken med hjem dem får du ikke bedre andre steder end hos bageren derude. Og så brødet med nødder…
Ja, wienerstængerne er gode, men brødet var altså ikke lige os.
Poul blev stille og tænkte på den ældre dame ved bageren, han havde set tidligere.
Skat, nu skal du altså i seng, du skal jo tidligt op igen i morgen. Poul, hvad går der på dig? Har du problemer med firmaet?
Nej, alt er fint. Hvis jeg lukker den der aftale, så bliver det helt vildt godt.
Du er totalt smadret, du kunne snart sove stående.
Nej… jeg prøver bare at huske… Du ved, jeg så den der ældre dame ved bageren. Jeg var helt væk i tanker og hørte ikke, hvad der blev sagt. Det er først nu, det går op for mig. Hendes ansigt virker bare så bekendt… Og den store broche på hendes jakke…
Poul var virkelig et godt menneske, altid klar til at hjælpe andre.
Han kunne ikke få den ældre dame ved bageren ud af hovedet han skammede sig over, at han ikke havde hjulpet hende. Og det plagede ham næsten endnu mere, at han ikke kunne komme i tanke om, hvor han kendte hende fra.
Næste morgen satte han sig tidligt på kontoret for at tage hul på dagens regnskab og opgaver.
“Måske sover jeg for lidt eller også er der bare noget helt galt med min hjerne,” grinede han lidt for sig selv.
Pludselig slog det ham: “Det er jo fru Mikkelsen!” og han kunne straks se brochen og jakken for sig. Det var 17 år siden, han sidst havde set hende, og hun var blevet meget mere skrøbelig.
Fru Mikkelsen havde undervist i matematik på hans folkeskole, og alle holdt af hende. Også forældrene kom til hende for råd.
Hun blev gift sent, som 38-årig, og fik en datter men datteren døde, kun tre år gammel, og fru Mikkelsen gik fra sin mand i sorgen.
Fru Mikkelsen lagde så al sin kærlighed i sine elever. Poul havde haft en svær barndom hans forældre døde i en trafikulykke på vej på arbejde, og mormoren tog sig af ham.
Han var en flittig og begavet dreng, lærerne satte pris på ham specielt fru Mikkelsen, og hun tog ham tit med hjem for at hjælpe lidt i haven eller rundt om huset.
Hun vidste, Poul og mormoren havde svært ved at få pengene til at række, og ofte var der ikke mad nok. Hun inviterede ham flere gange til frokost, men han ville ikke tage imod uden at gøre gengæld, så hun tilbød ham småopgaver, og så blev han altid budt på solid, hjemmelavet mad bagefter.
Fru Mikkelsen kunne selv bage brød hun arvede en brødform fra sin egen mormor. Det brød, hun bagte, var mere luftigt og smagfuldt end noget andet, Poul nogensinde havde smagt.
Sig du ikke kan finde bedre brød, så skal du tage noget med til din mormor, sagde fru Mikkelsen og skar et ekstra stort stykke til ham.
Poul var så optaget af minderne, at han glemte alt om dagens arbejde, og kom ikke engang i tanke om, at medarbejderne var kommet på kontoret.
Han vidste, at huset, hvor fru Mikkelsen havde boet, nu var revet ned til fordel for nye lejligheder. Så han ringede til en gammel bekendt i politiet for at finde ud af, hvor hun var flyttet hen. Efter halvanden time havde han adressen.
Men arbejdet hobe sig op, og besøget måtte vente.
Senere på aftenen fortalte han Pernille om fru Mikkelsen.
Jeg tænkte, hun er jo en utrolig varm og intelligent kvinde. Du var jo bekymret for, hvem vi skulle få til at passe børnene, når du er på hospitalet hvad nu, hvis vi spørger fru Mikkelsen? Hun har givet mig så mange gode ting med fra barndommen jeg ved ikke, hvor jeg var endt uden hende. Jeg kan ikke bære, at hun har det så hårdt nu, sagde Poul.
Selvfølgelig, tag afsted og hent hende. Det ville være fantastisk måske kan hun også få styr på Emil, så han stopper med at slås, svarede Pernille.
Du kender ikke fru Mikkelsen hun kan altid overtale hvem som helst på den sødeste måde, grinede Poul.
Han og Pernille var på bølgelængde, og om søndagen havde han endelig tid.
Han købte en stor buket blomster og besøgte sin gamle lærer.
Poul trykkede nervøst på dørklokken. Fru Mikkelsen åbnede. Hun så ældre ud, virkeligt slidt.
Goddag, fru Mikkelsen, det er Poul Christensen jeg gik ud af skolen for 17 år siden.
Hej Poul. Selvfølgelig kan jeg kende dig. Jeg så dig allerede derovre ved bageren.
Jeg er ked af, jeg ikke genkendte dig. Jeg var helt væk i tankerne… Troede du, jeg blev forlegen?
Den gamle lærer begyndte at græde.
Nej, nej. Jeg ledte virkelig efter dig, jeg er så glad for, jeg fandt dig.
Han overrakte blomsterne genert.
Tak. Sidst jeg fik blomster, var til skolestart for fire år siden. Bagefter måtte jeg stoppe eller rettere sagt, de bad mig om det.
Undskyld, jeg har ikke meget at byde på pensionen kommer først om to dage.
Jeg er kommet for at hente dig. Jeg har et stort hus, og jeg er gift og har to sønner, og om lidt får vi en lille datter.
Nej nej, det kan jeg ikke tage imod. Din familie vil da ikke have en fremmed boende.
Fru Mikkelsen jeg tilbyder dig et job. Pernille er kun glad. Vores børn mangler et fornuftigt menneske omkring sig. Hvem skulle det ellers være end dig?
Emil, min store dreng, er begyndt at slås meget i skolen. Vi blev endda kaldt til møde forleden.
Tror du, du kan klare ham, fru Mikkelsen?
Jeg bliver 70 næste år, men jeg skal nok få styr på det.
Så pak du sammen, vi kører hjem til os med det samme.
Fra den dag flyttede fru Mikkelsen hjem til Christensen-familien og lagde bekymringerne fra sig.
Pernille var lykkelig for at have så klog og erfaren en kvinde at tale med. Hun viste sig hurtigt at blive familiens skat.
Efter knap to uger kom den lille datter endelig hun fik navnet Freja. Mens Pernille var på hospitalet, hyggede drengene sig sammen med fru Mikkelsen, der både lavede god mad og hjalp med lektier.
Poul og Pernille var helt rolige, for de vidste, at deres børn var i trygge hænder.
Selv Emil, der plejede at være en værre uromager, var som forvandlet sammen med fru Mikkelsen hun havde aldrig hævet stemmen, men han kunne slet ikke finde på at slås mere. Måske havde hun virkelig en særlig evne, for det hjalp.
Og så kom endelig dagen, hvor Poul hentede Pernille og Freja på hospitalet.
Jeg har sådan savnet jer, mine kære! udbrød Pernille og krammede drengene.
Alt er helt fint herhjemme, smilede August.
Mor, vi har bagt brød sammen med fru Mikkelsen! pralede Emil.
Det var rigtig lækkert, men hun siger, det bliver helt anderledes i ovnen end det gjorde i hendes gamle brændefyrede ovn. Det var nu bedst dengang, fortalte han.
