Kære dagbog,
I dag oplevede jeg noget, der satte sig i mit sind. Jeg stod foran bagerboden på Østerbrogade og ventede på at købe rugbrød. Pludselig kom en ældre dame hen til ekspedienten og sagde sagte:
Hør, min pige, kunne du ikke sælge mig bare et kvart brød? Jeg giver dig pengene i morgen. Jeg er så svimmel af sult.
Ekspedienten rettede hurtigt ryggen og svarede tydeligt:
Sikke noget, frue. Dette er altså en bager, vi tager ikke imod flasker! Har De ikke læst skiltet? Flasker afleveres i pantstation, så får De deres penge. Hvad vil De her?
Jeg vidste slet ikke, at pantstationen kun havde åbent indtil klokken tolv. Jeg kom for sent. Jeg har aldrig før prøvet at samle flasker. Frustreret gik jeg videre hvor skulle jeg dog få penge til brød?
Ekspedienten kiggede lidt træt på mig:
Man må stå tidligere op. Aflever dine flasker i morgen tidlig og kom så tilbage.
Men den ældre dame stod stolt videre og sagde sagte:
Kære pige, bare et kvart brød, jeg betaler i morgen. Jeg er så sulten at jeg ikke kan tænke.
Hun skammede sig tydeligvis over at spørge, men hun bibeholdt sin værdighed.
Ekspedienten rystede på hovedet:
Nej, jeg driver ikke velgørenhed. Jeg har dårligt selv råd til at få det til at løbe rundt. Vi har mange tiggere her, undskyld mig, hold plads til de andre.
En mand stillede sig op foran disken. Ekspedienten rettede hurtigt blikket mod ham:
Goddag, hr. Madsen! Jeres yndlingsbrød er lige kommet hjem. Frisk wienerbrød med abrikos, men kirsebær er fra i går.
Goddag, svarede manden fraværende. Jeg vil gerne have nøddebrød med tørrede frugter. Og seks wienerbrød med kirsebær.
Med abrikos? gentog hun.
Tja, så med abrikos.
Han så slet ikke på den ældre dame, som stod nærmest skjult i skyggen, med blikket rettet mod ham.
Ekspedienten rakte ham posen med brødet. Han tog sin store læderpung frem og betalte med en hundredekroneseddel. Hans blik faldt på damens fine broche, der sad på hendes gamle, men pæne uldjakke.
Hun så ikke ud som en hjemløs tværtimod, ydmyg men rank og med et skarpt intellektuelt blik. Hendes tøj var slidt, men ordentligt.
Jeg købte mit brød og gik derfra, men hendes blik havde fæstnet sig i min hukommelse.
Senere denne formiddag, da jeg Jesper Malmstrøm ankom til mit kontor i udkanten af København, blev jeg mødt af sekretæren, Laura.
Jesper, din kone har ringet og bedt dig ringe tilbage.
Åh nej, Laura, det lyder ikke godt. Hvad mon der er sket?
Jeg ejer en virksomhed, der sælger hvidevarer. Jeg begyndte i starten af 90erne, og firmaet voksede hurtigt, takket være lidt held og hårdt arbejde. I dag bor jeg sammen med min hustru, Lise, og vores to sønner i en stor villa nord for byen. Om to uger skal vi have vores tredje barn.
Jeg ringede straks til Lise.
Hvad sker der, skat?
Jesper, vi er blevet kaldt til samtale ovre på skolen. Frederik har været oppe at slås igen.
Åh, jeg ved ikke om jeg kan nå det. Jeg skal have møde med en stor leverandør i dag.
Det ved jeg, men jeg magter ikke at gå derover alene i min tilstand.
Lise, pas på dig selv. Jeg finder tid det lover jeg.
Hvis Frederik ikke kan høre fornuft, ender han med at få en opsang hjemme. Jeg må løbe, vent ikke på mig til aftensmad.
Jeg savner dig, Jesper. Dine børn ser dig aldrig du går før de står op, og kommer hjem, når de sover. Jeg er bekymret for dig.
Det her er kun for en periode, skat. Når projektet er færdigt, bliver alt bedre. Men hvad med børnene, når du skal føde?
Jeg finder ud af noget vi må vel finde en barnepige.
Jeg bryder mig ikke om tanken om en fremmed hele dagen med dem…
Lad os tage den snak senere, Jesper. Du har travlt jeg har også.
Nogle gange tror jeg ikke du tænker på os.
Jeg gør det her for dig og børnene, Lise. For dig og Frederik, William og den lille pige i maven.
Undskyld. Jeg har bare brug for at mærke, du er hos os.
Den aften kom jeg sent hjem. Drengene sov, og Lise sad og ventede i stuen.
Undskyld, skat. Det var forkert af mig før.
Det er okay, elskede. Gå i køkkenet, jeg varmer noget mad.
Nej, tak. Jeg fik lidt i firmaet, og købte wienerbrød med abrikos fra bageren på Østerbrogade de er de bedste i byen. Nøddebrødet med tørret frugt er dog måske ikke sagen for børnene.
Jeg syntes faktisk ikke det var så godt, lo Lise.
Jeg kom pludseligt til at tænke på den ældre dame ved bageren.
Hvad tænker du på, skat? Er der problemer på firmaet?
Nej, det går fint. Jeg prøver blot at lukke en aftale med en stor leverandør. Men jeg kan ikke slippe tanken om en dame, jeg stødte på ved bageren i dag. Jeg var så opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke så hvad der foregik. Nu kan jeg ikke slippe hendes ansigt og den broche.
Jeg lagde mig til at sove, men billedet af hende forsvandt ikke.
Næste morgen mødte jeg tidligt op på kontoret, men jeg kunne ikke tænke klart. Så træt eller bare dårlig til tal? grinede jeg lidt for mig selv.
Pludselig gik det op for mig det måtte være fru Margrethe Hald, min gamle matematiklærer, jeg havde set. Brochen og pelsen, alt passede. Jeg havde ikke set hende i over 17 år.
Margrethe Hald var den mest elskede lærer på vores skole. Selv forældrene spurgte hende til råds. Hun giftede sig sent, som 38-årig, og fik en pige, som desværre døde, inden hun blev fire. Margrethes ægteskab gik efterhånden i stykker, men hun gav alt sin omsorg til eleverne.
Mit eget barndomshjem var præget af tab. Mine forældre døde tidligt, og jeg blev opdraget hos min bedstemor. Vi havde ikke mange penge. Fru Hald forstod det og ansatte mig til små ærinder rundt om huset. Hun insisterede altid på at give mig mad bagefter brød, hun selv havde bagt fra form hun arvede fra sin bedstemor. Jeg har aldrig smagt bedre brød.
En dag sagde hun:
Hvis det er så godt, så tag noget med hjem til din bedstemor.
Jeg forsvandt helt i barndomsminderne. Snart vidste jeg, at fru Hald nu boede i en ældrebolig ude på Amager.
Arbejdet forhindrede mig i at tage afsted samme dag, men hjemme fortalte jeg Lise om hende.
Hun kunne måske hjælpe os med børnene, når du skal på sygehuset? Hun har betydet utroligt meget for mig. Jeg kan ikke lade hende stå i nød.
Afsted med dig! Måske kan hun give Frederik lidt bedre manerer! Hun virker som en vidunderlig kvinde.
Vi var enige. Søndag havde jeg tid, købte en buket blomster og tog på besøg.
Da jeg ringede på, åbnede hun døren selv. Margrethe var ældet, øjnene havde mistet lidt af deres liv, men smilet var det samme.
Goddag, fru Hald, jeg ved ikke om De kan kende mig Jesper Malmstrøm.
Jesper, min dreng, selvfølgelig. Jeg så det var dig ved bageren.
Undskyld, jeg genkendte Dem ikke straks. Jeg var optaget af mine egne tanker.
Hun græd.
Jeg har ledt efter Dem, fru Hald. Må jeg invitere Dem hjem til os? Jeg har kone og to drenge, og om lidt en lille pige.
Det kan jeg da ikke byde jer jeres familie vil da ikke have en fremmed ældre kvinde på slæb?
Jo, I høj grad! Jeg har aftalt det med Lise. Kan De give Frederik lektiehjælp og måske lidt opdragelse?
Ja, jeg bliver 70 næste år, men jeg kan stadig klare lidt!
Jeg pakkede hendes ting og tog hende med hjem. Margrethe Hald blev straks en gave for os alle sammen. Lise havde endelig én hun kunne tale fornuftigt med, og drengene elskede hende.
To uger senere fødte Lise en sund, stærk lille pige, som vi kaldte Grethe. Drengene nød at bage brød med Margrethe, og hun hjalp med lektierne.
Mor, jeg har bagt brød med Margrethe! råbte Frederik, da vi kom hjem fra hospitalet. Det er vildt lækkert, men ikke helt som dengang Margrethe bagte i sin gamle brændeovn. Det var endnu bedre, siger hun.
Sådan blev Margrethe en del af vores familie, og hendes visdom og ro lagde låg på Fredes vilde temperament. Tænk, at gamle bånd kan blive så vigtige, netop når man mindst venter det.
