Min kone forlod mig og vores spæde barn
Jeg og Lise levede i ægteskab i 10 år. Vi arbejdede sammen på et laboratorium, så vi tilbragte meget tid sammen. Da hun fortalte mig, at hun var gravid, var jeg i syvende himmel af glæde. Jeg havde drømt så meget om et barn, at jeg knap kunnde beskrive min begejstring.
Men min kone var en ægte karrierekvinde. Hun drømte ikke om moderskab. Lise ønskede sig en lederstilling og økonomisk velstand. Men da hun følte sig dårlig under graviditeten, måtte hun trække sig fra hendes elskede arbejde. Så indså hun, at barnet ville sætte en stopper for hendes karriere.
Vores lille pige kom til verden præcis til tiden. Min kone blev straks ramt af postnatal depression. Hun hadede simpelthen barnet. Hun ville efterlade hende på fødegangen og udslette hende fra hukommelsen. Lise råbte gennem hele afdelingen, at hun på grund af datteren havde mistet et helt år og var faldet bagud i udviklingen.
Og som man siger, blev det kun værre. Da jeg fik en forfremmelse, eksploderede min kone i raseri. Hun nægtede at røre vores datter, selv at give hende mad. Jeg måtte hyre en psykolog, for jeg vidste, det ikke ville ende godt. Beroligende medicin hjalp – men kun kortvarigt. Min kone beskyldte mig for, at hun spildte sine unge år, mens jeg klatrede på karrierestigen på hendes bekostning. Ikke nok med det, Lise insisterede på, at stillingen burde have været hendes, ikke min.
Da jeg blev sendt til Sverige for at åbne en ny afdeling, foreslog jeg, at vi alle rejste sammen. Men Lise sagde nej. Hun indgav skilsmissepapirerne og forlod os. Jeg rejste udenlands med vores datter. Lidt senere kom min mor også, for der skulle jo passes på den lille. Lise vendte tilbage til sit gamle job og prøver den dag i dag at bevise for alle, at hun er mere værdig end mig.
Ja, hun er klog og ansvarlig – men familie er ikke hendes kall. Hun vil en dag indse, at lykken ikke ligger i karrieren, men det vil være for sent.
