Kære dagbog,
I dag blev jeg mindet om, hvor hurtigt børn vokser, og hvor let man kan overse de små skridt, der fører dem væk fra os. Jeg husker, da min lille dreng Emil pludselig begyndte at kravle og løbe hen imod sin far, uden at jeg rigtig lagde mærke til det. Vi har altid forsøgt at give vores førstefødte det bedste, selvom det ofte har betydd, at vi skulle stille vores egne ønsker til side.
For et stykke tid havde vi en fin, kompakt klapvogn, der passede perfekt i bagagerummet på vores lille VW Golf, som vi havde købt i København. Vognens årtier i vores hjem var præget af omhyggelig brug, fordi vi altid havde tænkt på at sælge den videre.
Da Emil endelig voksede ud af den, lagde jeg den på DBA og satte den til salg. Min mand, Mikkel, foreslog at nedsætte prisen med tredive procent, men jeg følte, at tiderne var hårde, og folk havde knappe kroner. Så jeg gik videre og satte den til halv pris, i håbet om at den hurtigt ville finde et nyt hjem og gøre en lille god gerning.
Kun få timer efter, jeg havde lagt annoncen, ringede en sød pige på telefonen og spurgte, om hun kunne komme forbi og se vognen. Jeg sagde ja, og et halvt kvarter senere bankede det på døren.
Da jeg åbnede, stod min niece Freja på dørtrinnet den samme Freja, som vi har haft ingen kontakt med i to år, efter vi engang skændtes om drenge. Jeg blev overrasket og glad på én gang; jeg havde længe ledt efter en undskyldning for at genoprette forholdet.
Vi satte os med en kop sort te, og hun fortalte, at hun nu boede i Århus med sin kæreste Søren, og at de netop havde fået en lille dreng, Magnus. Indkomsten var beskeden, men de var lykkelige.
Efter en åben snak gik vi sammen ud til klapvognen. Den faldt i god jord hos Freja, og jeg tilbød at sælge den til hende for endnu mindre, end jeg havde annonceret.
Næste dag gik jeg i gang med at forberede et lille måltid til deres besøg. Jeg lavede frikadeller med kartoffelsalat og serverede rødvin, mens vi som familie sad omkring bordet og genoptog gamle minder. Stemningen var varm, og jeg mærkede, at genforeningen var velkommen.
Da vi skulle afslutte handlen, sagde Freja, at hun håbede, jeg ville give hende klapvognen i gave til Magnus’ første fødselsdag. Jeg følte mig ubehageligt ved tanken om at give sådan en dyr gave, så jeg sagde ærligt, at jeg ikke kunne gøre det.
Hun blev meget såret, kaldte mig nærig og gik ud af døren i tårer. Senere fortalte hun sin familie, at hun var ked af, at barnet skulle undvære en god vogn, og de støttede hende. Det endte i, at vi også brød kontakten til hendes forældre.
Det har gjort mig klar over, at det er umuligt at forsøge at gøre alle glade, og at forretninger med slægtninge kan ende i sårede hjerter. Jeg har besluttet, at fremover vil jeg holde mig til at købe og sælge uden at blande familie ind.
Kirsten.
