Naboen stjal mit kompost om natten med sækkevis, endda. I går kom jeg så til at hælde rigelige mængder gær ned i bunken.
Du har vel ikke igen været henne ved min bunke med dine spande? Det var ikke et spørgsmål; jeg konstaterede bare det indlysende.
Birgitte, naboen to huse hen ad vejen, ragede sig ikke det mindste. Hun stod dér midt i kartoffelbedet, lænet over sin hakke, og stirrede på mig med et blik, som om det var synd for hende, at hun atter blev beskyldt for noget.
Jamen Helle, lad nu være med at hidse dig sådan op, lød det. Du har jo alligevel en hel bakke fuld! Er det virkelig så slemt at dele lidt med barndomsveninden?
Det er ikke, hvad jeg kalder at dele, Birgitte. Det er fem tusinde kroner for en trailerfuld, plus levering, sagde jeg og nikkede over mod den tydeligt mindre bunke nede bag huset. Og det er altså min egen sag.
Nøj, spis du den selv da! Hun rullede teatralsk med øjnene. Så tog jeg et par spande til agurkerne. Min folkepension rækker ikke til sådan nogle store køb, som du kan gøre.
Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, for at ramme. Birgitte havde altid været god til at gøre sig selv til offer. Skylden var altid hos nogen andre: regeringen, vejret, eller den slags. Ofte mig, bare fordi mine tomater blev røde før hendes.
Jeg gik ind i huset og pressede vrede ned i halsen. Det handlede ikke om et par kroner eller nogle spande kompost det var frækheden, den dér selvfølgelige måde at tage ting på, som om jeg var dum.
Om natten, omkring klokken to, kunne jeg næsten altid høre nogle bestemte lyde ovre ved bunken. Ingen tvivl: Birgitte brugte ikke bare en spand, men fyldte sorte sække og slæbte afsted med dem, som om hun forberedte sig på en hel krig.
Poul sad som altid i køkkenet over sit krydsord og en rugbrødsmad.
Var hun der igen? spurgte han uden at tage blikket op.
Ja. Og nu er jeg også blevet kaldt nærrig.
Sæt en fælde, mumlede han.
Ja, så må jeg forklare, hvorfor nabokonen halter bagefter Nej, det skal gøres klogt, ikke med vold.
Jeg kiggede ud over terrassen til Birgittes drivhus gør det ondt at indrømme det, men alle i kvarteret misundte hende. Birgitte praler altid af, at hun har grønne fingre og særlige frø. Jovist, men lette fingre har hun i den grad, når det gælder min kompost.
Det blev sent den nat, inden jeg faldt i søvn. Nogenhundrede meter væk gøede en hund, natsvalerne sang. Og så det stille, tørre raslen igen. Birgitte arbejdede troligt: ind med skovlen, op med sække, væk bag hækken.
Tidligt næste morgen gik jeg ud; Birgitte puslede allerede ved sine rækker.
Godmorgen, Helle! kvækkede hun. Dine squash ser lidt gule ud, er de syge?
Hun glimtede nærmest, og i de våde spor i græsset kunne jeg se, at hun havde været aktiv i nat. Tre sække, mindst.
Morn, Birgitte. Det skal du ikke regne med.
Inde i skuret faldt blikket på hylden med havegrej: frø, gødning og en stor gul pose tørgær. Så gik det hele op for mig. Birgitte pakker stjålet kompost i sække og stiller dem ind i drivhuset for at få dem til at modnes. Lige nu er der lunt og fugtigt ja, perfekte forhold for gæring.
Jeg tog min spand, hældte lunkent vand og de sidste sukkerrester i, og så hele posen gær. Det begyndte straks at bruse og lugten mindede om hjemmelavet snaps.
Om aftenen, før Birgitte gik på rov, listede jeg om på den anden side af hækken. Jeg vidste, hvor hun plejede at krybe ind under hegnet. Præcis der hældte jeg min bryg ud og blandede lidt i overfladen med en pind.
Vil du stjæle, så vær så god med lidt ekstra fra hjertet, tænkte jeg.
Tilbage i sengen vaskede jeg hænderne grundigt og glædede mig nærmest, mens jeg puttede mig.
Hvorfor smiler du? spurgte Poul søvnigt.
Jeg tror, det bliver en god nat, svarede jeg.
Natten var stille. For første gang hørte jeg ikke hende rumsterer. Måske var Birgitte forsigtig.
Men morgenfreden blev næppe brudt af kaffe eller fuglefløjt. Den blev revet itu af et skingert hyl, som om nogen havde fanget en ræv.
Poul og jeg fløj op. Han i underbukser, direkte til vinduet.
Hvad sker der? råbte han.
Jeg tog badekåben på og gik ud. Luften var skarp og frisk, men med et mærkeligt surt strejf. Birgitte stod ovre ved sit nye drivhus af plast dørene stod vidt åbne.
Hun så… speciel ud. Hele kroppen var dækket af brune pletter, som om nogen havde sluppet en sur kage i hovedet på hende. Jeg gik hen til hækken og lod, som om jeg var rystet.
Hvad er der sket, Birgitte? Sprang et rør?
Hun vendte sig og så rædselsslagen ud og snavset.
Den… den eksploderede! Helle, den er levende!
Jeg kiggede ind, og måtte bide mig i tungen for ikke at fløjte. Inde i drivhuset herskede kaos. Hvor der aftenen før lå fem pæne sække, var der nu et sandt festfyrværkeri.
Gærblandingen havde gasset og pustet sækkene op, og så sagde fysikken stop plastiksækkene sprængtes, og komposten eksploderede ud over vægge, tag og selv hendes elskede bede.
Hvad sprang? spurgte jeg roligt.
Sækkene! hylede hun. Jeg gik ind, og så sagde den ene BANG! Og så den næste. Helle, hvad har du haft nede i dem?
Mig? Jeg åbnede øjnene som den uskyldigste sjæl. Birgitte, det er min kompost. Der er ikke puttet andet i end, hvad koen har lavet.
Hvordan det havnede i dit drivhus i sække det må du da vide.
Birgitte stivnede. Jeg kunne nærmest høre hendes tanker køre: Hvis hun indrømmer, det er mit, så er det tyveri. Hvis det er hendes eget? Tja, hvorfor eksploderede det så? Hun stod bare og løb ud både i konkret og overført betydning.
Det er sabotage! fik hun til sidst fremstammet. Du ville forgifte mig!
Med naturlig kompost? Jeg trak på skuldrene. Måske er det bare dårlige vibrationer i drivhuset? Du sagde jo selv, du har lette hænder.
Poul kom ud, så på sceneriet, fnøs og smuttede hurtigt ind igen for ikke at grine højt. Birgitte greb haveslangen og skyllede sig, men lugten blev siddende. Det var ikke bare gødning; det var nederlag det duftede af nu.
Resten af dagen rygtedes det vidt og bredt, at der havde været eksplosion hos Birgitte. Nogle mente, hun lavede hjemmebrændt, andre talte om meteorittenedslag. Birgitte nægter, skrubber drivhuset til sent, og må flytte alt ud og skifte jord med dyrt købte sække.
Hun undlod endda at komme forbi senere på te hvilket var første gang.
En uge senere fik jeg bragt ny kompost. Ingen rørte den. Om natten var der stille. Om morgenen var bunken urørt, kold og uden spor omkring.
Da Birgitte gik forbi min hæk, vendte hun demonstrativt hovedet bort. Nu køber hun selv gødning i butikker, i fine poser, for sine egne penge.
Hej, nabo! råbte jeg. Hvordan går det med peberfrugterne?
Hun standsede, kiggede på mig og i hendes blik var der ikke ét gram skyld, men til gengæld en velbegrundet frygt for uforudsigelige kemi-eksperimenter.
De vokser, mumlede hun. Jeg klarer det selv. Uden dine gaver.
Godt, sagde jeg. Så ved du jo opskriften på min særlige gødning, hvis du skulle få brug for den.
Hun fnøs surt og gik hurtigt ind. Jeg lavede en god kop stærk sort te og satte mig ud i morgensolen.
Indeni var der ro ingen skadefryd, ingen særlig sejrsglæde. Alt faldt på plads. Mit forblev mit, og ingen brød sig om det mere.
Hegn handler ikke kun om plankeværk, men om tydelige grænser og klare beskeder. Man skal ikke rode i andres kompost, hvis man ikke er klar til konsekvenserne.
Og tørgær? Det har jeg stadig på øverste hylde man ved jo aldrig. Skulle en ny skadedyr få lyst til at prøve min gavmildhed, må man jo gå til værks med både snilde og et glimt i øjet.
