Min nabo, Kristian (51 år), har boet alene i tolv år. I går spurgte jeg: “Hvorfor leder du ikke efter en kvinde?” Han gav seks grunde. Jeg forstod, hvorfor han har ret.
I går gik jeg op til naboen for at spørge, om jeg kunne låne hans boremaskine. Han åbnede døren iført joggingbukser og t-shirt.
Kom ind bare, jeg har lige spist aftensmad.
Jeg gik indenfor. Lejligheden var pæn og ren, og der duftede af stegt kylling fra køkkenet. På bordet stod hans bærbare og et glas rødvin.
Kristian er 51 år gammel. Skilt for tolv år siden. Har boet alene siden. Han arbejder som ingeniør og tjener ca. 43.000 kroner om måneden.
Jeg har boet i opgangen i fem år og har aldrig set ham sammen med en kvinde ikke engang som gæst.
Han gav mig boremaskinen, hældte to glas whisky op:
Sæt dig ned, nu står du jo her. Det er længe siden, vi har talt sammen.
Vi sad os i køkkenet og drak.
Jeg spurgte:
Kristian, hvorfor er du alene? Er du slet ikke interesseret i at finde nogen?
Han smilede skævt:
Jeg gør det ikke bevidst. Ved du hvad, Rasmus, jeg har boet alene i tolv år, og jeg har fundet ud af, at jeg trives bedst sådan.
Hvorfor?
Han hældte lidt mere op og satte sig godt tilbage i stolen.
Jeg skal sige dig seks grunde, som jeg har erfaret på egen krop.
Første grund risiko for at miste alt ved skilsmisse
Kristian begyndte:
Jeg blev skilt for tolv år siden. Havde været gift med Mette i atten år. Vi har en datter, hun er otteogtyve, bor for sig selv nu.
Han tog en tår:
Vi blev skilt på grund af hendes utroskab. Tog hende på fersk gerning. Jeg ansøgte om skilsmisse.
Og så?
Retten delte lejligheden ligeligt, selvom jeg havde betalt hovedparten af lånet. Til sidst: vi solgte lejligheden, delte pengene, og jeg købte denne etværelses.
Han så på mig:
Rasmus, jeg mistede halvdelen af alt, jeg ejede, fordi hun var utro og det er endda lovligt. Kan du forstå det? Jeg knoklede, betalte for boligen, og hun gik bag min ryg og fik halvdelen.
Ja, sådan er det jo med skilsmisse…
Præcis. Og nu: hvorfor skulle jeg risikere det igen? Lad os sige, jeg finder en kvinde. Vi flytter sammen. Bliver gift. Vi køber måske en bil eller noget mere sammen. Hvis hun så går, mister jeg igen. Hvorfor tage chancen?
Jeg var tavs. Kristian fortsatte.
Anden grund kvinder bakker ikke op om mandens drømme
Ved du, Rasmus, jeg har en drøm. Jeg vil købe en gammel motorcykel og sætte den i stand. Køre ture i weekenderne.
Fed drøm!
Ja. Jeg sparer op, og om et halvt år køber jeg en Yamaha fra 70erne. Og skruer selv på den.
Han drak et glas vand og skyllede whiskyen væk:
Da jeg var gift, havde jeg også drømme. Ville lære at spille guitar. Købte en guitar, meldte mig til. Mette sagde: “Det er da fjollet, du er fyrre, du bliver ikke Kim Larsen.” Jeg stoppede. Ville på kanotur i Sverige. Hun: “Har du slået hovedet? Vi har lån, og du vil lege barn.” Kom aldrig afsted.
Han kiggede ud af vinduet:
Kvinder bakker ikke op om mænds drømme, de synes, de er tåbelige. Nu bor jeg alene og gør, hvad jeg vil. Køber motorcyklen ingen siger, jeg er idiot.
Tredje grund kvinder stiller for høje krav
Kristian fortsatte:
For tre år siden, prøvede jeg datingsider. Skrev ærligt: alder, job, løn, interesser.
Og hvordan gik det?
Skrev sammen med flere. Én, Johanne, 46 år, receptionist, tjener 14.000. Hun skrev: “Du virker spændende, men jeg leder efter en, der mindst tjener 60.000 om måneden.”
Han lo:
Jeg svarede: “Hvor meget tjener du selv?” Hun blev fornærmet og blokerede mig.
Er det rigtigt?
Fuldstændig. Rasmus, mange kvinder tror, de er prinsesser. De bor til leje og tjener ikke meget, men kræver en mand med mange penge, bil og ejerbolig. Tilbyder kun deres “kvindelige energi”.
Han tømte glasset:
Jeg tjener 43.000 om måneden. Har min egen lejlighed. Bil. Men for mange kvinder er jeg en taber for jeg er ikke millionær. Hvorfor bruge tid på nogen, der ikke sætter pris på mig?
Fjerde grund de kan ikke lave mad eller holde hus
Jeg spurgte:
Savner du ikke hjemlig hygge, mad, det praktiske?
Kristian grinede:
Rasmus, se dig omkring. Rent, ikke? Jeg gør selv rent en gang om ugen. Det tager en time. Jeg laver mad? Kylling og grøntsager tog en halv time i dag. Vasker? Ja. Maskinen klarer arbejdet, jeg læsser bare tøjet ind.
Han rejste sig og viste køkkenet frem:
Jeg har ikke brug for en kvinde til praktiske ting. Jeg ordner det hele selv. Halvdelen af de kvinder, jeg kende og møder kan ikke engang lave mad. De køber takeaway eller færdigretter.
Men der må da være huslige kvinder
Det sker, men sjældent. Og hvis hun så forventer, jeg skal forsørge hende, så klarer jeg mig hellere selv.
Femte grund frygten for at blive manipuleret eller snydt
Kristian skænkede lidt mere whisky:
Rasmus, efter skilsmissen datede jeg to kvinder. Kortvarigt. Begge løj.
Hvordan det?
Den ene, Katrine, påstod hun var skilt. Vi sås en måned fandt ud af, hun stadig var gift. Hun var blot ude efter opmærksomhed, fordi hendes mand ikke tjente så meget.
Han tog en slurk:
Den anden, Mille, sagde hun ikke havde børn. Efter to måneder dukkede børnene op to styk. Hun havde skjult det for ikke at skræmme mig væk.
Sikke noget
Præcis. Jeg blev træt af løgnene. Kvinder lyver uden blusel. De virker, som om det er naturligt at skjule ting, hvis de bare kan få manden hængende. Og så forstår de ikke, hvorfor vi mænd ikke stoler på dem.
Sjette grund mænd bliver straffet for at tage initiativ
Kristian lænede sig tilbage:
Sidste gang jeg prøvede at tage kontakt, var for et år siden i Arnold Busck. Der stod en kvinde blandt klassikerne, omkring femogfyrre år. Pæn.
Og?
Jeg gik hen: “Hej, jeg kan se, du kan lide klassisk litteratur. Må jeg foreslå noget godt?” Hun kiggede på mig, som om jeg var sindssyg, svarede køligt: “Tak, jeg ser selv på det,” og gik.
Han smilede trist:
Rasmus, i dag tolkes ethvert initiativ fra en mand som et forsøg på at score. Taler du til en? Så er du en freak. Skriver du på sociale medier? Stalker. Inviterer på kaffe? Gold digger.
Men alle er da ikke sådan
Nej, men det er de fleste. Jeg er træt af afvisninger og kolde blikke. Nu tager jeg aldrig initiativ. Hvis en kvinde er interesseret, må hun vise det. Jeg vil ikke ydmyge mig selv.
Hvad jeg tænkte og forstod
Kristian tømte glasset og så på mig:
Rasmus, jeg siger ikke, at alle kvinder er ens. Der findes fine kvinder. Men at finde dem er som at lede efter nålen i høstakken. Prisen for fejl er stor: penge, nerver, tid.
Han rejste sig:
Jeg er 51. Har et godt job, egen lejlighed, bil, hobbyer. Venner. Jeg er enkel og glad. Hvorfor risikere det for et forhold, der alligevel sandsynligvis ender med skilsmisse og tab?
Jeg gik hjem og lagde mig. Hans ord blev ved med at køre i hovedet på mig.
Jeg er niogfyrre, har været gift i treogtyve år. Vi har det godt. Men var jeg alene havde jeg valgt, som han har gjort?
Muligvis.
Er han en klog mand, der holder sig for sig selv af frygt for tab eller en fej en, der ikke tør binde sig?
Er det sandt, at mænd går fra hus og hjem efter skilsmisse også selvom kvinden er utro eller overdriver han?
Er det rimeligt at afslå forhold som 50+, fordi “prisen for fejl er for høj” eller er det egoisme og frygt?
Støtter kvinder mandens drømme eller vælger mænd bare de forkerte?
