For mange år siden, på en kølig efterårsdag, stod jeg og ventede på bussen ved stationen i Aarhus. Regndråberne begyndte at falde blidt, og der var kun fem minutter til bussen skulle køre. For at finde ly for regnen gik jeg ind i ventesalen og satte mig ned med min telefon for at læse dagens nyheder. En energisk, ældre kvinde, Gertrud Rasmussen, satte sig ved siden af mig, og vi faldt hurtigt i snak. Hun virkede tydeligvis glad for selskab, og vores samtale tog den sædvanlige drejning om vejret og dagens små glæder.
Snart begyndte Gertrud at dele lidt af sin livshistorie med mig. Det var tydeligt, at hun ikke havde haft det nemt. Hun fortalte om en tragisk hændelse, der havde gjort hende hjemløs hendes dobbelthus, som hun havde delt med en anden familie i Odder, blev under en vild fest ramt af brand, som startede hos naboen og bredte sig til hendes del af huset. Selvom hun med nød og næppe fik reddet nogle få ejendele, gik resten tabt.
Efter katastrofen søgte hun tilflugt hos datterens familie i Randers. Men allerede efter en uge sagde hendes datter, Lærke, at Gertrud måtte finde et andet sted at bo, da hun følte, at hendes mor var en byrde. Det gjorde ondt at høre, hvordan Gertrud blev behandlet af sin egen familie især efter alt det, hun havde gjort for dem gennem årene.
Da jeg spurgte, hvor hun opholdt sig nu, sagde hun, at hun havde fundet en tom landejendom ude på landet ved Ebeltoft. Jeg tilbød min hjælp, men Gertrud afviste venligt; hun sagde, at hun klarede sig, og at hun havde, hvad hun skulle bruge. Jeg fulgte hende hen til bussen og tog et billede af hende foran bussen med navnet på hendes landsby.
Da jeg kom hjem til mit hus i Skanderborg, kunne jeg ikke slippe tanken. Jeg tog kontakt til landsbyens formand, og en uge senere vendte jeg tilbage sammen med mine gode venner et hold dygtige håndværkere. Med råd fra formanden og Gertruds foto af det lille hus, havde vi en plan. Da vi kom frem, blev vi overraskede over, hvor dårligt huset stod til. Der var hverken gulv eller tag, og det strømmede med regnvand ind, fordi saniteten og økonomien haltede.
Vi arbejdede hårdt dag og nat i en uge, støttet af generøse donationer og glade kunder. Vi fik lagt nyt tag, pudset væggene og lagt gulv. Vand og en ordentlig toiletforhold kom hurtigt på plads. Da vi var færdige, sagde Gertrud tak med tårer i øjnene og et varmt kram til hver af os. Hendes taknemmelighed rørte os dybt.
Men hjælpen stoppede ikke der; hele landsbyen trådte til. De hjalp os med at bygge hegn, rydde gårdspladsen og bød os velkommen som gæster. De serverede mad og tilbyder endda små boliger til os. Når jeg ser tilbage, bliver jeg rørt over den store samhørighed og varme, der findes i små danske samfund. Oplevelsen lærte mig om styrken i medfølelse og fællesskab en sand dansk værdi, der binder os sammen.
