Min mor, Mette, stod altid bag sin nye mand, Jens. En dag knækkede jeg, og jeg besluttede, at nok var nok.
Længe boede jeg sammen med Mette og min lille søster Bodil. Bedstemoren, Karla, boede i nærheden i et rækkehus i Gentofte og kom ofte forbi med kage. Min biologiske far er væk fra mine erindringer, men jeg kan stadig huske, at Bodils far engang sagde noget om en fisketur.
I starten var Jens rar, men efter jeg var flyttet ind, så det ud til, at de begge glemte, at jeg overhovedet eksisterede. Han løftede ofte hånden mod mig, og jeg græd i stilhed, fordi jeg ikke ville såre Mette. Det var først, da hun selv så, hvordan Jens slog mig, at hun fik nok.
Der fulgte et lille skænderi mellem Mette og Jens, og han pakkede sine ting og forsvandt for altid. Så levede vi tre Mette, Bodil og jeg lykkeligt. Karla holdt ofte øje med Bodil, især når vi skulle på skolefrokost i Roskilde. Da jeg afsluttede gymnasiet, besluttede jeg mig for at læse på universitetet i København, selvom jeg drømte om at studere i udlandet. Jeg kunne simpelthen ikke forlade familien.
En dag foreslog Mette, at vi skulle sælge vores to lejligheder den vi boede i og Karlas lille andelslejlighed og i stedet købe en treværelseslejlighed i et nyt boligkompleks på Østerbro. Sådan kunne vi bo sammen, og der var plads til alle. Vi sagde ja, flyttede ind, og jeg fik mit eget værelse, Bodil boede i Karlas gamle værelse, og Mette indrettede det tredje. Alle var glade.
I den nye bygning mødte Mette vores nabo, Erik, en pensioneret lærer fra Vejle, som allerede var skilt. Fra den dag begyndte han at vise Mette ekstra opmærksomhed, og hun blomstrede som en forårsblomst i en vindueskarm.
Senere inviterede Mette min onkel Rasmus på besøg. Han havde besluttet at leje sin lejlighed ud, så alt syntes i orden i hvert fald troede jeg. Pludselig begyndte han at kaste hårde kommentarer, især over for mig. Der var hyppige uenigheder, men Mette gik altid på hans side.
Det gjorde mig utilpas, så jeg besluttede at flytte til Aarhus for at læse på universitetet. Mette var ligeglad, men jeg kunne se lettelsen i hendes øjne, fordi hun ikke længere skulle vælge mellem mig og onkel Rasmus. Det hjalp mig ikkejeg følte mig stadig som om jeg havde sat mit eget barn på bytte for en fremmed mand. Hvorfor skal man bytte sit eget barn ud med en anden?
