Jeg var 16 år, da jeg blev gravid med en dreng, jeg elskede meget højt. Jeg havde været kæreste med Mads i et år, og så skete det. Mads gik i klasse med mig. Vi blev begge skrækslagne, da vi fandt ud af, jeg var gravid, og vi sagde ikke noget til mine forældre. Da mine forældre fandt ud af det, blev de rasende.
Vores familie blev set som lidt af et forbillede. Jeg var enebarn, og jeg klarede mig rigtig godt i skolen. Både Mads og jeg var mindreårige, så vores forældre tog beslutningen for os.
Vi var begge dygtige i skolen, og vores forældre drømte om, at vi skulle ind og afslutte gode universitetsuddannelser, så vi kunne få gode job. Et barn ville bare ødelægge de planer.
Derfor tvang min mor mig til at få en abort. Heldigvis var det ikke for sent. Det hele gik glat.
Efter aborten vendte Mads og jeg tilbage til det normale liv. Vi så stadig hinanden og gjorde skolen færdig, kom ind på universitetet og giftede os et år efter. Mine forældre blandede sig ikke mere. Så blev jeg gravid igen, og denne gang var alle glade.
Men i sjette måned begyndte jeg pludselig at bløde. Min lille dreng kom til verden alt for lille, kun halvandet kilo. Og tre timer efter fødslen døde han.
Der var komplikationer. Lægerne kunne ikke stoppe blødningen, og de måtte fjerne min livmoder. Jeg kan aldrig få børn igen. Min mor kom på hospitalet og græd og sagde, hun fortrød dybt, at hun tvang mig til abort dengang. Men det hjælper ikke på min smerte.
Man kan ikke lave fortiden om, og fejlene kan ikke rettes op. Nu kan jeg aldrig blive mor, og jeg får aldrig børn. Jeg ved ikke, om Mads og jeg kan holde sammen og finde lykken. For børn betyder så meget for en familie her i Danmark.
