Jeg var blot 16 år gammel, da jeg blev gravid med en dreng, som jeg elskede højt. Jeg havde været sammen med Mads i et år, og så skete det. Mads gik i klasse med mig. Da vi fandt ud af min graviditet, blev vi begge rystede og bange. Derfor fortalte vi intet til mine forældre i starten. Da de alligevel fandt ud af det, blev de meget vrede.
Min familie var kendt som mønstereksemplar her i Aarhus. Jeg var deres eneste datter, og jeg klarede mig rigtig godt fagligt. Både Mads og jeg var stadig mindreårige, så vores forældre tog den endelige beslutning for os.
Vi havde begge store drømme om fremtiden, og vores forældre ønskede, at vi skulle på universitetet og få gode karrierer. Et barn nu ville sætte en stopper for planerne, mente de.
Derfor tvang min mor mig til abort. Det var stadig muligt på det tidspunkt, og alt gik som planlagt uden komplikationer. Derefter vendte både Mads og jeg tilbage til den hverdag, vi kendte. Vi blev ved med at ses, afsluttede gymnasiet, kom på universitet og blev gift året efter. Denne gang lod mine forældre os selv tage styringen i livet. Kort tid senere blev jeg gravid igen, og hele familien jublede.
Men lykken blev kort. Halvvejs inde i graviditeten begyndte jeg pludselig at bløde, og vores lille dreng blev født før tid og vejede kun halvandet kilo. Tre timer efter fødslen døde han det var svært at forstå og utroligt smertefuldt.
Der opstod komplikationer, og det lykkedes ikke lægerne at standse blødningen. Til sidst måtte de fjerne min livmoder. Det betød, at jeg aldrig kunne få børn igen. Min mor kom på hospitalet og græd ved min side. Hun undskyldte dybt for at have tvunget mig til aborten for år tilbage. Men undskyldningen dæmpede ikke smerten den gjorde bare fortiden tungere.
Vi kan ikke viske fortiden væk og vi kan ikke gøre op med de fejl, der allerede er begået. Jeg må nu leve med visheden om, at jeg aldrig kan blive mor og aldrig vil opleve den glæde ved børn, som jeg ønskede mig. Fremtiden med Mads er usikker jeg ved ikke, om vi kan bevare vores ægteskab og stadig finde lykken sammen.
En familie bliver ikke komplet bare med børn. Livet handler også om at finde mening i det, vi har, og støtte hinanden, selv når drømmene ændrer sig. Jeg har lært, at tilgivelse er vigtig, men selvaccept er endnu vigtigere og at kærligheden skal stå sin prøve, når livet ikke følger den bane, man havde forestillet sig.
