Jeg var hjemme hos Regitze, da hendes far dukkede op som en silhuet i døråbningen, med en indkøbspose fyldt med rugbrød, leverpostej og rullepølse. Han fandt os i stuen, hvor lamperne var tændt selv midt på dagen og planter hang i luftige kurve. Hans kindben løftede sig som om han slugte en sur lakrids, og han slentrede ind med en løftet næse som en sur svane i Tivoli. Regitze trak ham mod køkkenet, hvor kaffeduften svævede som tåge over linoleummet, men jeg kunne tydeligt høre den knækkende stemning bag døren han hviskede højlydt, at jeg var en sølvknægt fra provinsen, der styrede mod Regitzes lejlighed som en storm på Amager.
Han påstod han havde set mig kredse rundt om deres hus gentagne gange, næsten som en hjemløs cyklist i Vesterbro, og antydede, at jeg nærmede mig stalkeren på en drømmeagtig og usynlig måde.
Det mærkeligste var, at Regitze fortalte ham med et køligt dansk smil, at vi blot mødtes på universitetsbiblioteket én gang om måneden var det virkelig sådan hun så vores to måneders forhold? Jeg havde kun nået at fortælle Regitze, at selvom mine forældre har et hus på forstaden ved Frederiksberg, så er jeg egentlig ikke fra landet. Vi bor meget tæt på byen, i et flot to-etagers hus, og min far driver egen virksomhed. Ja, jeg kører ikke rundt i dyre tyske biler, og råber ikke jeg kommer fra en rig familie! midt på Strøget, men det er bedre sådan. Det sorterer folk fra, ligesom Regitze og hendes familie.
Min mor har altid sagt, at man ikke skal tale om penge, for den man elsker bør ikke se på ens konto først. Og der er ingen grund til at skamme sig over mig, selvom jeg ved første blik ikke ligner en millionær men det gør mig til en, der svømmer som en fisk i Københavns kanaler.
