Jeg befandt mig hjemme hos Freja, da hendes far pludselig dukkede op, balancerende på et par enorme poser med indkøb fra Irma, som lugtede af grønne æbler og rugbrød. Han opdagede os i stuen, hvor vi sad og løste kryds og tværs umiddelbart ved siden af en hund, der hedder Holger, og som meget langsomt bevægede sig rundt om bordet, som om han egentlig var et gammelt rugbrødsbillede fra en reklame.
Frejas far trak alvorligt vejret ind, hans hage blev så skarp som en østersskaller og han begyndte straks at signalere, at min tilstedeværelse var like uvelkommen som en regnsø på Købmagergade. Freja listede ham ind i køkkenet, hvor han, med et toneleje så højt at selv termokanden vibrerede, hviskede at jeg var “provinsknægt”, der prøvede at charmere mig ind i Frejas lejlighed. Han hævdede, at han havde set mig snige mig omkring deres hjem, som om jeg var en bortkommet cykel eller en glemt pølsevogn, næsten beskyldte mig for at være stalker.
Det mærkeligste var, at Freja svarede ham på samme måde; hun forklarede, at vi bare arbejdede sammen på universitetsbiblioteket én gang om måneden, selvom vi faktisk havde været kærester i to måneder. Alt, jeg havde nået at fortælle Freja, var, at selvom mine forældre har et hus i Glostrup, betyder det ikke, at jeg kommer fra landdistrikterne. Vi bor tæt på København, i et pænt toetagers hus, og min far er selvstændig erhvervsdrivende. Jeg kører ikke rundt i dyre udenlandske biler, og jeg råber ikke ud i verden, at jeg er fra en velhavende familie og det er bedre sådan. Sådan sorteres folk som Freja og hendes familie fra.
Ikke for ingenting sagde min mor altid, at jeg ikke skulle tale om penge eller rigdom, for den jeg elsker, skal ikke gå op i den slags først. Og på ingen måde skulle hun skamme sig over mig, selvom jeg ikke tilsyneladende virker rig ved første øjekast…
