For nylig begyndte min mor at bo alene. Hun blev skilt fra min far, og min bror boede hos hende et stykke tid, men flyttede derefter sammen med en pige. Så hun klagede til mig over, at det er svært at være alene i et stort hus. Det er både skræmmende og ensomt. Hun savner nogen at tale med. Jeg fik ondt af hende og foreslog derfor, at hun måske kunne flytte sammen med sin søster. Hun bor jo også alene. Men min mor brød sig ikke rigtigt om den idé. Hun sagde, at i den alder kan det være svært at tilpasse sig hinandens vaner og temperament.
Efter min bror flyttede, begyndte min mor at besøge os meget mere. Nogle gange kom hun i weekenderne, andre gange midt på ugen. Vi har altid budt hende hjerteligt velkommen, og det har glædet os, når hun kom. Vi besøger selvfølgelig også hende, når vi har lejlighed til det. Når vi skal ud til vores svigerfamilie i sommerhuset på Møn, tager vi hende ofte med. Vi gør alt, hvad vi kan, for at hun ikke skal føle sig så alene.
Alt fungerede egentlig godt, indtil min kone og jeg fik vores søn. Med den begrundelse, at hun ville hjælpe med sit barnebarn, spurgte min mor, om hun kunne blive hos os. Det var lige efter, vi kom hjem fra Rigshospitalet. Hun havde mange gode argumenter, og vi tænkte meget over det. Til sidst sagde vi ja. Det viste sig faktisk, at hun hjalp os meget. Hun passede lille Niels og hjalp til i hjemmet. Men vi havde ikke regnet med, at hun nærmest ville blive boende permanent. Nu er der gået to måneder, og hun overvejer slet ikke at tage hjem igen. Hun foreslog endda at leje sin lejlighed ud i Vordingborg, for det var da fornuftigt, at den ikke bare stod tom…
Både min kone og jeg er virkelig taknemmelige for alt den hjælp, hun giver os. Hun gør meget, det gør hun virkelig. Men vi begynder også at blive lidt trætte af, at hun altid er der. Vi savner privatliv. Hun er jo pensionist og forlader sjældent hjemmet. Hun er der hele tiden og begynder at lave sine egne systemer og ordninger. Hun omrokkerer alting i køkkenet. Min kone og jeg føler ikke helt, at vi har plads til at være os selv. Det er jo også netop derfor, vi har valgt at bo for os selv vi er et ungt par. Vores lejlighed på Frederiksberg er ikke stor nok til én mere. Vi kan heller ikke gå rundt i hjemmet, som vi vil. Det føles stressende. Min mor begynder desuden at fortælle os, hvordan vi skal leve, og hvordan vi skal bruge vores penge. Hun kommer med stikpiller til min kone og antyder, at hun ikke får hjælp nok af mig.
Jeg forsøgte at tage en åben snak med min mor. Jeg prøvede at forklare hende, at unge familier har brug for at bo for sig selv. Men hun er ikke enig. Ifølge hende er det helt normalt, at man bor sammen med sin mor, og ingen forældre kan klare det ansvar det er at have en baby alene. Hun siger, at det er for meget for unge at stå med selv. Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal få min pointe igennem, eller hvordan jeg får hende til at forstå, at hendes tilstedeværelse føles for meget nu. Jeg har ondt af hende og hun er jo alene som ældre.
Men det er jo ikke nogens skyld, at hun blev skilt fra far. Hun kan jo altid møde en ny mand, hvis hun vil…
I dag skrev jeg det her ned for at minde mig selv om, at det er vigtigt at finde balancen mellem at hjælpe sine forældre og passe på sin egen lille familie. I Danmark sætter vi stor pris på vores privatliv, og det er okay at sige fra også over for sin mor.
