Min mor forlod vores hjem, da jeg var 11 år gammel.
En dag pakkede hun sin taske og gik bare.
Min far sagde til mig, at hun havde brug for at finde sig selv og at vi ikke ville høre fra hende i et stykke tid. Det et stykke tid blev til flere år.
Jeg blev boende hos min far. Vi ændrede vores rutiner, flyttede til en anden lejlighed, skiftede skole. Hendes navn gled langsomt ud af vores samtaler.
Hele min ungdom anede jeg ikke, hvor hun var. Ingen opkald, ingen breve, ingen forklaring. Hverken til fødselsdage, eksamensafslutninger eller andre særlige dage dukkede min mor op. Min far sagde aldrig et ondt ord om hende, men han ledte heller aldrig efter hende. Når jeg spurgte, sagde han bare, at hun selv havde valgt at gå, og at det skulle jeg indse og acceptere.
Jeg voksede op uden hende. Kendte ikke klangen af hendes stemme. Hun blev ikke andet end nogle gamle billeder i en skuffe.
Da jeg fyldte 28, besluttede jeg mig for at lede efter hende. Ikke fordi nogen opfordrede mig, men fordi jeg havde brug for svar.
Jeg spurgte min far direkte, om han vidste, hvor hun var. Han sagde ja. Han havde altid haft nogenlunde styr på, hvilken by hun boede i. Han forklarede, at han dengang havde en adresse, og siden hen havde hørt igennem nogle bekendte, at hun stadig var i området. Han gav mig en adresse, skrevet ind i en falmet notesbog, men advarede mig om, at hun måske ikke boede der længere.
Jeg tog til den lille by i Jylland en lørdag. Spurgte efter hende hos købmanden og i bageren, indtil en pegede mig hen til et lille hvidt hus med hegn og en støvet jernport.
Jeg bankede på.
Hun åbnede. Hun spurgte ikke engang hvem jeg var. Hun kiggede bare på mig, ventende. Jeg sagde mit navn og at jeg var hendes datter. Hun så hverken overrasket eller rørt ud. Bad mig om ikke at komme ind, og vi blev stående i døråbningen.
Jeg sagde, jeg bare gerne ville se hende og forstå hvorfor hun gik. Hun sagde, hun ikke ønskede kontakt og bad mig om ikke at opsøge hende igen. Hun forklarede, at hendes egen mor havde forladt hende, da hun var 11, og at hun derfra kun havde lært én ting at forlade andre, før hun knyttede sig for meget. Hun sagde, hun aldrig havde ønsket at være mor. At blive var en beslutning hun ikke var klar til at gå var det eneste, hun følte, hun kunne.
Jeg spurgte, hvorfor hun aldrig havde søgt kontakt, da jeg blev voksen. Hun svarede, at min far altid havde vidst hvor han kunne finde hende men han ringede aldrig for at opfordre hende til at prøve at genoptage kontakten. For hende var det nok et tegn på, at hun skulle holde sig væk. Hun ønskede ikke at åbne op for fortiden eller bygge en relation, ikke efter alle de år.
Samtalen varede knap femten minutter. Ingen kram, ingen farvel. Hun sagde, hun håbede, jeg forstod hendes valg, og lukkede døren bag sig.
Samme dag forlod jeg byen igen.
Jeg har ikke kontaktet hende siden. Har ikke skrevet, ikke hørt nyt.
Tror du, jeg gjorde forkert ved at opsøge hende?
