Sidste år fandt min mor på noget ret uventet hun besluttede sig simpelthen for at begynde at sælge grøntsager fra sin have til os. Jaja, du læste rigtigt: SÆLGE. Hun påstod, at vi aldrig dukkede op for at hjælpe, så nu ville hun have betaling. Og hvem havde egentlig hældt penge i vanding, drivhuse, og alle de folks hænder, som havde gravet og rykket ting op med rode? Den detalje havde hun ret hurtigt glemt.
Altså, frugt og grønt kunne vi jo alligevel købe billigt i Brugsen.
Vi har faktisk aldrig haft noget sommerhus. Vi voksede op i byen, og jeg tror mest, min far troede, kartofler blev født i Nettos grøntafdeling. Min mor derimod hun kom jo fra landet, så hun havde egentlig fået nok af havelivet som barn og ung, og havde aldrig haft lysten til at slæbe rundt på endnu en omgang grøntsags-romantik.
Da far levede, var der aldrig tale om, at vi skulle hjælpe til med køkkenhaveri. Han sørgede for det hele, også når det egentlig var umuligt. Mor arbejdede godt nok også, men det var altså far, der var den store pengepung.
Der var faktisk ikke noget, der ændrede sig, selv efter hans tid. Indtil jeg blev voksen og arbejder så hjalp jeg selvfølgelig til. Da vi stadig boede hjemme, delte vi udgifterne, og jeg flyttede først fra mors lejlighed for to år siden, da jeg blev gift.
Sidste år gik mor så på pension og begyndte pludselig at dagdrømme om en lille kolonihavehus, à la den hun huskede fra barndommen hos sin mormor. Hun hævede nogle opsparede kroner og købte straks et lille, skævt grønthyttehus. Altså ikke just luksus, men hvis mor er tilfreds, er det vel det vigtigste, ikke?
Selvfølgelig skulle min mand og jeg så være med til at betale for lidt forbedringer og det var fint nok, vi havde ingen pengeproblemer. Palads blev der ikke råd til, men vi kunne da trylle nok penge frem til el, rindende vand, og glas på verandaen.
Men at knokle derude, det trak vi os fra lige med det samme. To udprægede bymennesker gider altså ikke bruge weekenden på at grave ukrudt op. Vi vil sove længe, hænge ud med venner du ved, større ambitioner.
Mor ærgrede sig selvfølgelig højlydt over vores manglende entusiasme for bondelivet, men så snart hun havde brug for flere penge, så døde klagesangene ud igen og det var faktisk ikke så sjældent. Der skulle bygges drivhuse, sættes højbede, graves jord, og flyttes buske. Vi betalte, så mor slap for at få jord under neglene.
Jeg bookede endda taxa, når hun halvsnaldret tumlede ud fra Føtex med alt for mange poser, som hun selvfølgelig ikke selv gad slæbe i S-toget og hen ad villavejen.
Engang imellem viste mor billeder fra haven blomsterstrøet grøntsagsparadis i alle regnbuens farver. Jeg kunne slet ikke fake den rette begejstring, for har altid været helt blank på det med have. Men så kom billedet med jordbærrene.
De var store, søde, røde jeg kunne nærmest smage dem bare af at se på billedet. Jeg spurgte mor, om hun ikke ville lægge nogen til side, så jeg kunne hente dem efter arbejde. Det slog mig overhovedet ikke, at hun straks ville sende billeder af plastikbøtter og fluks skrive prisen i danske kroner bagefter.
Jeg måtte læse beskeden igen troede, jeg misforstod, da hun begyndte på det nye emne. Til sidst ringede jeg for at spørge, om det virkelig var meningen, at hun ville SÆLGE mig jordbær. Det var det minsandten.
“Og hvad troede du egentlig?” vrissede min mor, “Jeg render rundt og kæler om hver eneste bær, mens du og din dovne husbond aldrig gider komme og hjælpe! Hvorfor skulle I få noget gratis? Den der ikke arbejder, han skal ikke spise,” sagde hun.
Jeg mindede hende pænt om, at vi, så vidt jeg huskede, havde spyttet pænt i kassen til hele projektet. Mor blev mere fornærmet end en mandag morgen på Hovedbanegården: “Kan du virkelig finde på at nævne PENGE overfor din mor?”
Jeg købte selvfølgelig ikke bær fra min egen mor. Lad hende da prøve at lave et bærmarked vi køber bare vores frugt og grønt på torvet for fremtiden. Hun prøvede ellers også med agurker og squash, men det blev et høfligt nej tak.
Så nu er der hverken praktisk eller økonomisk hjælp til haven fremover. Hvis det drejer sig om medicin eller elregninger selvfølgelig, ingen tvivl. Men gulerødder på køl? Det bliver uden vores bidrag!
