Min kommende bryllup, som skal stå om få dage, er fuldstændig overskygget af min mors urimelige krav og luner. Hun insisterer på, at jeg kun inviterer min far uden hans nye kone, som hun nærer stor modvilje imod. Selvom mine forældre har været skilt i årevis, har min far fundet lykken på ny og giftet sig igen, men min mors vrede er stadig frisk som i går. Stridens kerne har altid været hans nye kone, Helle. Hun må have følt, at min far kun blev i ægteskabet med min mor på grund af mig, for pludselig konfronterede Helle simpelthen min mor og sagde: Han elsker dig ikke, han bliver kun for jeres datter. Slip ham fri, og lad ham komme til mig. I et øjebliks raseri, smed min mor min far ud.
På et tidspunkt forbød min mor mig endda at have kontakt med min far, men jeg kunne ikke klare tænke på et liv uden ham og hans nye familie. Far og Helle fik sidenhen en søn sammen, min lillebror, og jeg besøgte dem jævnligt for at være sammen med ham. Nu er han ti år gammel. Da jeg nyligt fortalte min far om mit forestående bryllup, blev han enormt glad og ønskede at give mig en helt særlig bryllupsgave: en lejlighed i det kvarter, jeg selv havde udvalgt. Han vil gerne sikre både mig og min kommende mand, og skabe trygge rammer for vores fremtid. Jeg blev utrolig lykkelig for gaven, men mors opførsel har kastet en tung skygge over det hele.
Min mor nægter kategorisk at lade min far og Helle komme til brylluppet. Hun kalder Helle for en ægteskabsbryder, og gør det klart, at hvis Helle dukker op, vil hun selv udeblive. Da mor ovenikøbet hørte om fars gave, tordnede hun mod mig og kaldte mig forræder, fordi jeg kunne finde på at tage imod noget fra dem. Nu står jeg klemt mellem kærligheden og støtten fra min far og ønsket om at gøre min mor glad.
Jeg græder næsten hver dag og ved ikke, hvordan jeg skal håndtere alt det her. Min forlovede prøver at tale fornuft med min mor og forklarer hende, at hendes holdning ikke er rimelig. Desværre har det bare ført til, at min mor også er blevet sur på ham. Jeg forstår ikke, hvorfor hun handler, som hun gør. Godt nok har min far såret hende, men jeg synes, det er nødvendigt at tilgive og komme videre, hvis man skal have et godt liv. Hele situationen gør mig dybt ulykkelig, og jeg ønsker kun, at vi alle sammen kunne finde en løsning, der kunne give os glæde og fred.
