Min mor er 89 år gammel. For to år siden flyttede hun ind hos mig. Hver morgen hører jeg hende stå op omkring klokken halv otte. Hun begynder med at snakke sagte med sin gamle kat, Frida, og giver hende morgenmad. Derefter laver hun selv sin morgenmad og sætter sig ud på den solrige altan med en kop kaffe, indtil hun får øjne.
Herefter tager hun moppen og går rundt i hele huset, som er omkring 240 kvadratmeter hun siger, at det er hendes daglige træning. Hvis hun er i humør til det, laver hun lidt mad, rydder op i køkkenet eller gennemfører sine faste gymnastikøvelser.
Om eftermiddagen er det tid til hendes skønhedsritual, som altid skifter. Indimellem gennemgår hun sit enorme garderobeskab dyrt og næsten som en museumsudstilling. Nogle af kjolerne giver hun til mig, andre sender hun videre, og enkelte sælger hun videre som en sand forretningskvinde. Jeg siger tit til hende:
Mor, hvis du havde investeret de penge, så kunne du leve som dronning nu!
Hun griner:
Jeg elsker mine kjoler. Desuden skal du have det hele en dag. Din søster, stakkels Ane, har jo ingen smag.
For at få lidt luft går vi omkring fem gange om ugen en trekilometers tur langs søen. Én gang om måneden har hun tøseaften med veninderne. Hun læser meget og graver sig ofte ned i min bogreol. Hver dag taler hun i telefon med sin søster, Agnes, som er 91 og bor i Aarhus, og kommer på besøg hos os to gange om året. (Agnes arbejder forresten stadig som bogholder for en privat kunde.)
Bortset fra katten Frida, er hendes største fornøjelse faktisk den tablet, jeg gav hende til jul sidste år. Hun læser alt om sine yndlingsforfattere og komponister, ser nyheder, balletter, opera og meget mere. Ved midnat hører jeg hende tit mumle:
Nu bør jeg altså gå i seng, men YouTube satte lige selv i gang med lidt Kim Larsen.
Min mor og hendes søster har virkelig trukket det lange strå i den genetiske lotteri. Alligevel klager min mor:
Jeg ser forfærdelig ud! siger hun.
Jeg prøver at opmuntre hende:
Mor, i din alder er de fleste for længst gået bortMen for mig er hun den smukkeste kvinde i verden. Hver aften før hun går i seng, spørger jeg hende, om hun er tilfreds med dagen. Hun tager et øjeblik, ser ud i mørket gennem altandøren, og svarer med et lille smil:
Det var en god dag. Jeg er stadig her. Katten er tilfreds, og du er her. Alt andet er pynt.
Så går hun ind på sit værelse, lukker døren og jeg kan høre hende nynne svagt. Sådan slutter vores dage, med taknemmelighed i stilheden, og med visheden om, at det er de små ting, der gør livet stort.
