Ej, Mads, vær nu sød! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, der fosser vand ud, jeg oversvømmer snart underboen, og du kender jo Mette dernede hun bliver jo vanvittig, hvis det løber ind til hende! Mine hænder ryster, jeg kan ikke engang finde stophanen! stemmen i telefonen lød så hjerteskærende, at selv jeg, på den anden side af bordet, kunne høre det klart og tydeligt, selvom Mads mobil absolut ikke var på højttaler.
Signe lod gaflen hvile på tallerkenen med et suk. Lyden af metal mod fajance rungede som startsignalet til endnu en runde af denne opslidende boksekamp, som hun efterhånden havde bokset med i tre år. Overfor sad hendes mand, Mads, og så på én gang skyldbetynget på kølig flæskesteg og på det opkald, der lyste op fra hans mobil.
Freja, rolig nu, mumlede han ind i røret Hvilken ventil? Under vasken eller i badeværelset? Luk for hovedhanen!
Jeg ved ikke, hvor den er! Mads, vær sød at komme! Jeg er bange, tænk nu hvis det er kogende vand! Jeg er helt alene og det er virkelig uhyggeligt!
Mads sendte et blik til Signe en blanding af bøn og opgivenhed, der var blevet hans standardsvar, hver gang veninden ringede i det sidste lange stykke tid.
Sig, du kan jo høre det, sagde han lavt. Det går jo galt, hvis hun ikke får hjælp. Freja ja, hun er jo helt uduelig sådan noget. Jeg er nok nødt til at køre
Selvfølgelig må du det, svarede Signe tørt, stemmen som 3 grader under frysepunktet. Det er jo ikke vores bryllupsdag alligevel. Vi har da slet ikke planlagt den her aften i to uger, jeg har da ikke stået i køkkenet i tre timer. Kør du, Mads. Red Freja. Hvem skulle ellers?
Signe, lad nu være Mads sprang op og rodede febrilsk efter bilnøglerne. Hun er jo en gammel ven. Hun er i knibe. Jeg er lynhurtigt tilbage. Sæt bare stegen i ovnen, så den ikke bliver kold.
Den hoveddør lukkede sig som et præcist punktum. I køkkenet blev Signe siddende omgivet af duftende aftensmad og en eftersmag af bitterhed. Hun stod og kiggede ud ad vinduet og så Mads bil forsvinde ind i den danske aftengrå himmel.
Freja. Navnet var efterhånden blevet det tredje hjul i ægteskabet. Barndomsveninden, klassekammeraten, altid en af gutterne Mads havde mange navne for hende. Hun dukkede op igen som lyn fra en klar himmel, umiddelbart efter sin skilsmisse, og har hængt ved dem siden. Det startede med små tekniske tjenester: flytte en kommode, hjælpe med computeren. Og selvfølgelig ville Mads verdens flinkeste mand med hænderne skruet rigtigt på altid gerne hjælpe.
Men sulten vokser, som man siger på dansk. Før man fik set sig om, havde Frejas nødråb form og frekvens som en oversvømmet hovedvej. Fladt dæk midt på motorvejen, hylde, der drattede ned, reol, der skulle samles. Og det faldt som regel lige oveni Mads og Signes planer, som var det timet og tilrettelagt med sekundur.
Signe, der aldrig havde været jaloux anlagt, kunne udmærket kende forskel på venlighed og bagtanker. Men den der indre, snedige kvindelige mavefornemmelse kunne ikke holde kæft: Der var mere i det her end en dryppende vandhane. Freja var pæn, altid nyfriseret og med det dér blik og snak, som om hun talte til Thor himself. Hun kunne lure, hvad mænd havde brug for, og spille hjælpeløs så Mads voksede en halv meter.
Signe satte resterne i køleskabet uden appetit. Mads kom først hjem tre timer senere træt, beskidt, men i sit es.
Puh, nåede det heldigvis lige! Hun havde næsten svømmefødder, tror jeg. Sifonen var færdig, jeg måtte i Silvan efter ny pakning. Freja var helt ude at skide, hun måtte drikke kamillete for at falde ned igen.
Gav hun dig så en kop kaffe som tak for redningsaktionen? spurgte Signe og låste blikket på sin avis.
Fik kaffe og, ja, hun havde bagt en æblekage. Og hun sender dig hilsen og undskylder, at hun smadrede vores aften.
“Kage også,” konstaterede Signe for sig selv. “Så mens der fossede vand ud over hele lejligheden, passede ovnen da sig selv. Hun når sandelig at tænke på det hele.”
Men hun sagde intet højt. At nøjes med at skændes førte ingen steder Mads ville bare sige, at hun var smålig. Strategien måtte være mere subtil. Næste gang, tænkte Signe, bliver jeg ikke hjemme. Jeg tager med.
Næste gang kom overraskende hurtigt. Der var solskinslørdag, og bilen var ved at blive pakket til sommerhus. Signe drømte allerede om grillpølser og rosé på terrassen med Mads.
Så bimlede Frejas ringetone ud fra bilen, netop som Mads skulle til at lægge kul i bagagerummet.
Ja, Freja? Hvad? Det sprutter fra el-tavlen? Lugter af røg? Okay, gør ingenting bare sluk for strømmen ved hovedafbryderen! Ja, jeg kommer nu.
Han afsluttede samtalen og så undskyldende på Signe, der stod med bakker af stedmoderblomster.
Signe, det er lidt akut denne gang
El-skab? gættede hun.
Værre. Det hele knitrer og emmer af røg. Hun tror, ledningerne brænder. Elektrikeren i boligforeningen gider ikke rykke ud, og private tager kassen og kommer først dagen efter.
Javel, Signe satte resolut blomsterne fra sig. Vil det sige, at sommerhuset er aflyst?
Arh, ikke aflyst. Vi svinger da bare forbi hende, jeg fikser det på fem minutter, og så kører vi videre. Det er jo nærmest på vejen. Max en time.
Det er smukt, Signe nikkede. Men jeg kører med.
Mads så ud som om nogen havde fortalt ham, at folkedans var blevet genindført som tvungen fredagstradition.
Med? Jamen du er jo ikke elektriker.
Jeg vil da gerne hilse på Freja. Det er længe siden. Og desuden bliver det rart at kunne hjælpe til, hvis du mangler.
Han kunne intet sige til det. De kørte sammen. Hele vejen trommede Mads med fingrene, hvor Signe påkaldte sit mest majestætiske, uudgrundelige pokerface.
Freja modtog dem indhyllet i silkekåbe og fejlfri makeup. Da hun så Signe komme ud af bilen, flimrede hendes smil i en brøkdel, men hun hev det straks tilbage igen.
Signe! Gud, hvor uventet! Jeg ligner jo noget, katten har slæbt ind helt forpjusket! Kom ind, kom ind. Mads, min redningsmand, der er elektrisk storm i entreen!
Der lugtede ganske vist lidt af smeltet plastic, men det var ikke noget, der hverken krævede brandvæsen eller kold blod.
Kom ind på køkkenet og få kaffe imens mændene arbejder, sagde Freja, sødt og insisterende.
Nej tak, jeg hjælper gerne hvis det bliver nødvendigt, Signe smilede med sammenpressede læber.
Åh Signe, du er sjov! Mads har helt styr på det. Ikke, Mads?
Han gryntede og rodede målrettet med skruetrækker og tester.
Men hvorfor ringede du ikke til viceværten? De har jo akuttjeneste, sagde Signe.
Ej, det er SÅ ubehageligt, de mænd. De sviner og er uartige. Mads er jo familie. Jeg føler mig tryg med ham!
Ja, Mads gyldne hænder, Signe pressede ordene ud, skulle ellers have vendt grillpølser nu. Vi havde planer.
Åh sorry! Jeg roder altid alt til! Jeg klare ikke ting alene, Signe. Det er hårdt at være single, du er så heldig.
Efter kvarter var Mads færdig.
Bare en løs forbindelse Men Freja, du bør få installeret en ny tavle.
Kan du gøre det, Mads? Køber du den rigtige, og så betaler jeg bare?
Nej, Mads kan ikke. Vi tager i sommerhus i dag. Og næste weekend skal vi i teateret. Ring til en elektriker, Freja, Mads kan skrive mærket ned til dig.
Freja sendte Signe et blik, der kunne have dræbt græs på en fodboldbane, men gik straks over i nuttet-flirten til Mads.
Nu skal I lige sidde og ha kaffe jeg har købt eclairs, dine yndlings, Mads!
Nej tak, vi har mad nok, Signe lagde en fast hånd på sin mand og trak af. Tiden kalder.
Da de igen sad i bilen, sukkede Mads.
Signe, du var lidt hård Hun mener jo det godt.
Kun hvis man synes godt er at suge opmærksomheden ud af dig. Sådan et sødt lille hjælpeløst lam men et lam i silkekåbe. Hun trænger ikke hjælp. Hun trænger opmærksomhed.
Arh, du ser spøgelser.
Jamen, du er jo så nem for hende. Og lidt for nem nogle gange.
De kom til sommerhus trods alt, men Signe vidste, det her ikke var slut.
Det blev bekræftet to uger efter, hvor Mads var til kursus i Aarhus og forventet hjemme over middag fredag. Signe havde maden klar, men inden han nåede hjem, ringede Mads.
Signe, jeg er forsinket, jeg kører lige forbi Freja. Hun har slået sin fod med et gardinstang, og nu hænger stangen ud midt på gulvet, og hun kan ikke røre sig. Hun bad mig hente creme til foden og lige flytte gardinstangen.
Signe talte koldt og roligt:
Mads, kør hjem. Jeg ordner Freja.
Hvad?! Hvorfor?
Jeg har forstand på fødder, du har kørt hele ugen og jeg kan købe den rigtige creme. Kom hjem og slap af. Jeg tager mig af Freja.
Øh ja, ok. Bare ikke skændes, vel? Hun har det dårligt.
Signe havde dog ikke tænkt sig at lappe en fod, så meget som at lappe på hele situationen.
Hun googlede straks Handyman på timebasis København, og bookede den mest anmelderroste, robuste fyr, hun kunne finde, og bestilte medicin fra et online apotek direkte til Frejas adresse.
Da hun ankom, stod apotekets cykelbud allerede i døren. Hun tog pakken, smuttede op ad trappen og gik ind. Døren var åben Freja ventede tydeligvis sin helt.
I stuen var der dæmpet belysning, duftlys, et åbnet vin, to glas. Freja lå henslængt på sofaen med benet oppe, og gardinstangen lå, som var den lige blevet arrangeret på præsentabel vis.
Mads? Hvis du har salven, så kom ind! kvidrede hun dramatisk.
Signe ramte lyskontakten og blæste alt romantik væk med toplys.
Freja fór op, men satte sig hurtigt igen skadet fod og det hele.
Signe?! Hvad laver DU her?
Jeg har cremen. Og jeg har også sørget for hjælp til stangen.
Det ringede på døren. Signe gik ud, og kom tilbage med en Tømrer fra Handyman på timebasis.
Så, hvor hænger gardinstangen? spurgte han professionelt.
Derinde, tak henvendte Signe sig til Freja.
Håndværkeren gik straks i gang. Freja rystede, lige så meget af raseri som smerte.
Hvad bilder du dig ind? hvislede hun til Signe.
Jeg hjælper! Nu får du både plaster og handyman. Og Mads får en aften hjemme, for en gangs skyld.
Freja prøvede det sidste, desperate forsøg:
Ud! skreg hun. Ud, din moralens vogter!
Helt roligt. Arbejdet er betalt. Bon appétit med vinen. Pas nu foden.
Signe kunne ikke huske sidst, hun har følt sig så let.
Da hun kom hjem, stod Mads allerede klar med nervøse spørgsmål:
Hvordan gik det? Blev hendes fod slået helt af?
Hun fungerede da ganske fint. Og gardinstangen blev hængt op professionelt.
Ej, hvorfor ringede du efter en fremmed? Jeg kunne da
Mads, sæt dig ned.
Han satte sig.
Ser du det virkelig ikke? Lyset, vinen, de to glas Hun trækker dig ind gang på gang altid, når det generer os mest.
Mads blev ildrød.
Sig undskyld Jeg var en klovn. Hun trækker vist nok energien ud af mig, men jeg har aldrig tænkt på det sådan.
Du prøvede at være sød for hende og glemte os. Fra nu af: Når Freja har brug for hjælp, ringer hun til Handyman på timebasis. Ikke længere til dig.
Det lover jeg. Og tak fordi du tog den.
Freja ringede aldrig igen. Ikke efter en uge, ikke efter en måned. Måske var det stoltheden, måske den genfundne forståelse af, at fremmede håndværkere også kan bore huller.
Et halvt år senere så Signe Freja i Magasin smilende arm i arm med ny mand, bærende kilometervis af poser fra dyre butikker. Deres blikke mødtes, Freja løftede hovedet og gled forbi med et næsten imponerende overskud.
Signe smilede. Endelig havde Freja fundet én, der kan bore, samle og skrue på lovlig vis. Og i Signe og Mads hjem var der igen ro ingen panikopkald, ingen utætte rør. De drak te, planlagde Skagen-tur til sommer og vidste én ting: Grænser i ægteskabet skal man holde fast på især overfor folk, der altid føler sig hjælpeløse, når det passer dem.
Og hvis du kan lide historien, og også synes at venskab har sine grænser, så smid et like og skriv, hvad du ville have gjort i Signes sted!
