Kommer de igen på lørdag? Vi havde da aftalt, at vi ville have weekenden for os selv og tage ud af byen, jeg er virkelig helt færdig efter den her uge med kvartalsregnskaber!
Sofie stod henne ved vasken, gnubbede sæben af tallerkenen lidt for ivrigt, og kiggede over skulderen på Morten, som sad ved bordet med blikket nede i den halvlunkne te. Han pillede lidt ved kanten af den gamle dug.
Sofie, hvad skulle jeg sige? sukkede han, prøvede at lyde forsonende. Katrine ringede, sagde at de savnede os. Det er jo længe siden vi så hinanden, og min nevø Emil vil så gerne besøge onkel Morten. Jeg kunne da ikke bare sige nej til min søster. De glædede sig jo.
Sidst vi så dem? Sofie slukkede for vandet næsten så hårdt, at vandhanen brokkede sig. Hun tørrede hænderne i viskestykket og stillede sig overfor ham, armene over kors. Det er to uger siden, de var her sidst. Og til påske var de her også hele tre dage. Og det er altid det samme: de dukker op med tomme hænder, sætter sig til bords, gnasker alt hvad jeg har knoklet med hele lørdagen, efterlader et bjerg beskidt service og smutter igen.
Morten trak utilfreds på skuldrene. Den slags snak kunne han virkelig ikke lide. I hans familie tog man det som en selvfølge, at familie altid kunne komme på besøg og blive forkælet, uanset ens planer eller træthed.
Hvorfor begynder du at tælle efter på den måde? mumlede han, skubbede koppen lidt væk. Det er jo min søster. Familien skal man hjælpe. De har det lidt stramt for tiden, Peter fik mindre i løn denne måned, Katrine brokker sig over penge. Lad dem nu bare komme, vi hygger os lidt. Jeg skal nok selv købe ind og vaske op bagefter, det lover jeg.
Sofie grinede kun tørt. Hun hørte det løfte hver eneste gang. Morten gik virkelig i Netto, men kom altid hjem med kun grovbrød, Danskvand og den billigste salami, og troede det var det festmåltid, hun havde brugt timevis på. Alt det store ansvar landede altid på hende: fra madbudget og maraton ved komfuret til opvasken når Morten havde taget sig en lur på sofaen efter maden.
De havde været gift i seks år. Lejligheden boede de i, fordi Sofie havde arvet den fra sin mormor, før de mødte hinanden, så juridisk var det hendes. Morten tjente OK, men det meste røg på billånet og lidt til hans forældre, der var pensionister. Sofie arbejdede som apotekerassistent, tjente faktisk godt, og det var hovedsageligt hendes penge der dækkede hverdagen: mad, regninger, elektronik, ferier.
Sofie var egentlig gæstfri og generøs. I starten af ægteskabet bagte hun altid til svigerfamilien, lavede stege, prøvede nye retter. Men efterhånden blev det mere tydeligt, at Katrine og hendes familie bare udnyttede situationen. Katrine, som altid kom ind med selvsikre manerer, tog huset for givet som en slags gratis restaurant med servering.
Fredag efter arbejde lavede Sofie sit sædvanlige ræs gennem Føtex. Skubbede indkøbsvognen, krydsede af på listen: lækkert kød til wienerschnitzel Katrine hadede kylling, for det var fattigmands-mad. Rød laks til smørrebrød, flere slags ost, friske grøntsager der var dyrere end guld lige nu, og selvfølgelig Emils yndlings lagkage.
Hun betalte med sit Visa dankort, og så næsten fortabt på kvitteringens beløb: næsten 900 kroner. De penge hun egentlig havde sat af til nye vinterstøvler de gamle var nærmest i opløsning. Nå, de må vente til næste måned.
Hun slæbte sig hjem med to tunge poser. Morten var vist stadig på værkstedet, så hun måtte selv bakse dem op på tredje sal uden elevator.
Da hun i entréen smed poserne på gulvet med et lettelsens suk, hørte hun dæmpet stemme fra soveværelset. Han var allerede hjemme og talte i telefon. Sofie greb poserne igen, men tøvede, da hun gik forbi døren, der stod på klem.
Morten havde højttaler på. Katrines skingre stemme lød tydeligt i rummet.
Bestil nu rejsen mens der er early bird rabat! Vi vil så gerne prøve det hotel i Tyrkiet. Alt inklusiv, lige ved stranden. Peter fik løn i går, vi lagde hele beløbet ud fra start. Det blev alligevel næsten 25.000 men man lever jo kun én gang!
Wow, sejt, sagde Morten lidt beundrende. Men I sagde jo pengene var små, og Peter fik skåret i bonus?
Katrines latter rungede ud i værelset.
Ej nu stopper du. Selvfølgelig sparer vi! Vi har spist det billigste hele måneden. Ingen restauranter, ingen delikatesse. Jeg har kogt pasta til Peter med pølser. Men i weekenden kommer vi jo til jer! Der er altid overdådigt dækket op, Sofie laver jo mad som til et bryllup. Der er altid både laks og steg og alt muligt. Vi spiser igennem hele lørdag og søndag, så kan vi klare os på yoghurt helt til onsdag. Virkelig smart! En kæmpe budgetbesparelse. Sig til Sofie at købe godt med rød laks, Emil elsker det. Nå, vi ses i morgen ved frokosttid vi er sultne!
Samtalen blev afsluttet. Morten sagde et eller andet og smed mobilen på sengen.
Sofie stod tilbage i entréen. Poserne skar i hænderne, men det var intet mod den sag, der voksede indeni. En isnende bølge af vrede og skuffelse skyllede op i hende.
Så de har ikke råd til andet end pasta men brænder 25.000 kroner af på syden og sparer på deres madbudget ved at spise sig mætte hos hende, Sofie, der må opgive nye støvler og slæbe indkøbene selv bare for at gøre dem glade.
Hun gik roligt på køkkenet, satte poserne, og tændte lyset. Så kiggede hun på de varer hun lige havde brugt sine hårdt tjente penge på, tog en stille beslutning det her stopper nu.
Ikke noget drama. Ingen råben. Hun handlede roligt.
Hun pakkede det gode kød ned i fryserens bagerste hjørne. Osten, laksen og alt det lækre blev pakket i en uigennemsigtig boks på nederste hylde i køleskabet, dækket af gryder. Lagkagen skar hun over, lagde halvdelen til side til delikatesserne, resten stod på tallerken med låg.
Køkkenbordet var helt tomt. Vasken skinnende ren.
Resten af aftenen gik som den plejede. Sofie lavede aftensmad grød og de frikadeller der var tilovers fra i går. Morten spiste, bemærkede ikke rigtig det enkle måltid, og så tv. Han nævnte ikke familiens besøg gik sikkert ud fra at Sofie havde styr på det.
Lørdag morgen var fuld af ro! Sofie sov længe, strakte sig, gik i bad. Morten sov endnu. Normalt ville hun på dette tidspunkt fare rundt i køkkenet og lave salat og sauce og bage. I dag lavede hun bare en stærk kaffe, skar sig lidt ost, spiste i fred og satte sig med en bog ved vinduet.
Ved frokosttid kom Morten omsider ud i køkkenet. Han så sig forvirret omkring ingen stege-lugt, ingen bagværk.
Søde, har du ikke lavet mad? Katrine og dem kommer om lidt. Har vi ikke brug for ovnen længere siden?
Den virker fint, sagde Sofie roligt, stadig med næsen i bogen. Men i dag holder jeg fri og slapper af.
Morten frøs. Det tog lidt tid før han forstod det.
Øh, hvad så? Hvad skal vi give dem at spise?
Tja, du kan lave grød til dem. Der er vist et par frikadeller i køleskabet. Ellers er der en Netto overfor din pung ligger i entréen.
Han lo usikkert, troede hun lavede sjov.
Kom nu, drop det pjat, jeg har jo lovet at tage opvasken! Hvor er poserne, de tunge du slæbte hjem i går? Jeg så dem jo.
Maden er købt til ugen ikke til at nogen kan spare op til Tyrkiet på min bekostning, sagde Sofie og så ham direkte i øjnene. Stemmen var kold og bestemt ingen slinger i valsen. Jeg hørte hele din samtale med Katrine hvert ord. Fra nu af er der lukket for den gratis familie-restaurant her i huset.
Morten fik straks røde pletter i ansigtet, ville prøve at forklare, men så ringede det på døren. Flokken kom selvfølgelig præcis til middag.
Morten fór hektisk ud. Så lød døren og så var huset fyldt af stemmer, trampen og billigt parfume.
Endelig! Hvor var der dog meget kø på vejene! buldrede Katrine. Morten, hvor er vores hjemmesko? Emil, pas nu på væggene med din jakke!
Katrine ankom i farverigt joggingtøj og rodet hestehale. Bag hende maste Peter sig ind, stor og vranten, og Emil hele tiden trykkende på mobilen.
Katrine fejrede ind i køkkenet, snuste ind og rynkede bryn.
Hej Sofie. Hvorfor dufter der ikke af mad? hun så sig forvirret om på den tomme, renskurede bordplade, hvor der kun stod en serviet-holder. Har I ikke spist endnu? Vi har ikke fået morgenmad for vi glædede os til din wienerschnitzel!
Sofie lukkede langsomt bogen og lagde den fra sig. Vendte sig mod dem.
Hej, Katrine. Hej, Peter. Vi har hverken spist eller lavet frokost. Bordet er tomt.
Katrine blinkede dumt. Hun så spørgende på Morten, der stod klemt i døren, som en skoledreng der blev taget i at pjække.
Hvad mener du? Morten sagde jo det hele var parat! Vi er sultne, og Emil er jo vokseværk han skal have mad nu!
Så måtte I nok have givet ham morgenmad hjemmefra eller snuppet en croissant på et bageri, svarede Sofie fredeligt. Man kan ikke satse det hele på min madplan.
Peter satte sig tungt ned.
Er det en joke? Vi har kørt igennem hele København, for at side ved et tomt bord? Sofie, nu må du stoppe pjat, hvor er salaterne. Jeg er sulten.
Ordet sulten sagde han på en måde, der fik Sofie til at spænde kæberne, men hun ignorerede det. Trådte tættere på, så indgående på Katrine.
Der er ingen salater, Peter. Og ingen schnitzel. Ingen laks. For i går hørte jeg tilfældigt en overraskende interessant telefonsamtale om hvor smart det er at spise sig mæt hos os, så I kan spare penge til Tyrkiet.
Katrine blev nærmest lilla i ansigtet, skulede til Morten.
Var du på højttaler imens jeg snakkede, Morten?! næsten skreg hun.
Han trak på skuldrene.
Jeg vidste ikke hun var hjemme troede hun var i køkkenet
Nå, men så ved vi det! Katrine gik nu i forsvar. Ja, vi sparer! Ja, vi skal til Tyrkiet! Og hvad så? Vi er familie, det er jeres pligt at tage imod os og sørge for mad. I har jo ingen børn, I har penge, vi har familie og udgifter! Din bror kunne godt hjælpe sin søster, det ville da ikke ruinere jer med lidt steg og laks! Gnier!
Sofie rettede sig op.
For det første skylder ingen hinanden noget her. Det her er MIN lejlighed. For det andet, er min økonomi ikke sat i verden for at finansiere jeres ferier. På de sidste tre måneder har jeres besøg kostet mig omkring 5.000 kroner. Penge jeg har tjent selv og dem bruger jeg på mig selv fremover. Ikke på folk, der griner i telefonen over hvordan de lever af mine frokostborde.
Tager du mad fra min søn?! Katrine prøvede at spille på følelserne, lagde hånden på hjerte. Peter, hører du hvordan hun ydmyger os?
Peter rejste sig op.
Prøv lige at tænke dig om, dame! Vi besøger jo Morten ikke dig.
Peter, stop! afbrød Morten endelig og trådte hen foran Sofie. Sådan taler du ikke til Sofie herhjemme.
Herhjemme? fnøs Katrine. Hvem er du så? Har du intet at skulle have sagt? Er du ikke rigtigt mand? Sig til den dér, at hun skal gå ud og lave mad til familien!
Morten så på sin søster og pludselig var hun ikke længere den stakkels familie, men en frek og krævende gæst, der havde skidt på både ham og Sofie og deres hjem. Han rødmede.
Min kone skylder jer intet, Katrine, sagde han så, med en hårdere stemme end Sofie før havde hørt fra ham. Hun render ikke og serverer for jer mere. Du har aldrig spurgt om vi havde brug for hjælp, aldrig haft noget med, ikke engang en pakke kiks til kaffen.
Sådan! Katrine lavede store armbevægelser. Du har skiftet mig ud med den bogholder der! Dig kommer jeg aldrig hjem til mere! Jeg fortæller mor alt!
Gør som du vil, sagde Sofie tørt. Udgangen er der. Tag et smut forbi Netto og køb Emil nogle pølser det sparer I vel også penge på.
Hun fór ud af døren, råbte at hun blev hadet efterfulgt af både Peter og Emil. De smækkede døren så hårdt, at det klirrede i nøgleknagen.
Der var stille. Meget stille. Sofie udåndede dybt, mærkede spændingen slippe og selvom hendes hænder rystede, føltes det som at sparke et par for små sko endelig af.
Morten stod lidt. Han gik hen til hende, lagde forsigtigt hånden på hendes skuldre.
Undskyld, Sofie. Jeg var sgu nok lidt naiv. Jeg troede bare det var familiehygge Men nu kan jeg godt se det. De har bare udnyttet dig og os.
Hun så kærligt på ham. Han havde taget det rigtige valg.
Det vigtigste er, at du har forstået det nu. Jeg vil ikke forbyde dig at se din familie. Men jeg forlanger, at vores hjem og jeg bliver respekteret. Har de lyst til at besøge, så er det velkomment hvis de har lagkage og godt humør med, og undskylder. Ellers lukket sag.
Lukket, nikkede Morten. Så smilede han lidt. Øhh Skal vi så bestille pizza? Eller måske sushi? Du vælger, og jeg betaler. Ikke en eneste opvask!
Sofie lo sådan virkelig lo for første gang længe.
Lad os tage pizza. Og se den Netflix-film vi har snakket om.
Mens Morten bestilte, åbnede Sofie køleskabet, fandt halvdelen af chokoladekagen, skar sig et stort stykke, lavede kaffe og satte sig ved det rene bord. Nu ventede der endelig en rolig weekend kun til dem.
Husk at trykke “føl” på kanalen, smid et like og skriv en kommentar.
