Mine svigerforældre vil bare ikke slippe det de prøver stadig at få min mand til at forsone sig med sin ekskone. Kan du virkelig ikke forstå det? De har jo en søn sammen! sukker min svigermor.
Jeg er gift med en mand, hvis forældre stadig, efter alle disse år, nægter at indse, at deres søn er skilt. Mere end fire år er gået, men alligevel forsøger de hele tiden at få dem genforenet. Han og jeg blev gift for tre år siden, og vi lever et godt og lykkeligt liv sammen.
Min svigermor mener, at hendes søn handlede forhastet og ubetænksomt. Hun mener, at han skal gøre alt for at genopbygge forholdet til den tidligere familieslægtskreds. For deres søn bor jo stadig hos ekskonen.
Da jeg mødte Anders, var han allerede skilt. Ifølge ham havde de besluttet sig i fællesskab, og ekskonen var hurtigt blevet gift igen. Jeg har altid haft en mistanke om, at der nok var en ny mand i billedet, som var grunden til deres skilsmisse.
Måske blev det et fejltrin, at vi overhovedet blev gift, Anders og jeg. Jeg gjorde det, fordi min egen mor pressede på. Hans ekskone var blevet gravid, og han var faktisk aldrig forelsket i hende. Ellers havde jeg aldrig giftet mig med hende, hvis hun ikke havde ventet barn sådan forklarede han det selv.
Jeg følte mig aldrig truet af hans ekskone. Da vi havde mødt hinanden, ville jeg gerne se ham an. Det gik hurtigt op for mig, at han hverken savnede hende eller det gamle familieliv. Der var slet ingen gnist mellem dem. Ekskonen havde fundet en anden, og de talte kun om sønnen.
Det var kun hans mor og til dels hans far der ikke kunne forlige sig med, at alt var forbi. Særligt dårligt tog de imod vores forhold.
I er jo stadig unge, hvorfor vil du blande dig ind i en andens familie? spurgte hun mig en dag, da vi sad alene.
Jeg svarede, at hvis Anders var gift, ville jeg selvfølgelig ikke indlade mig med ham. Men han var fri, og det var jeg også. Svigermor ville sige mere, men så kom Anders ind, og hun blev stille. Jeg vidste, vi næppe ville blive tætte. Det slog mig ikke ud.
Vi blev gift og flyttede sammen, og jeg mødte min svigermor kun til familiearrangementer. Til disse begivenheder brokkede hun sig altid over ekskonen og hendes familie. Anders prøvede at tysse på hende, uden den store succes, og snart gentog det hele sig igen.
Vi har ikke haft travlt med at få børn. Jeg har aldrig set mig selv som mor, og Anders har allerede sin søn, hvilket hans mor til gengæld sætter stor pris på.
Efter skilsmissen kastede svigermor sig for alvor ud i det. Hun begyndte at invitere ekskonen til jul og påske. Hun sukkede ved mindet om dem som par og fandt altid noget at rose hende for.
Eksen virkede dog helt upåvirket hun dukkede bare op uden at engagere sig, holdt sig i baggrunden.
Svigermor prøvede endda at gøre Anders jaloux på ekskonen, og mig jaloux på Anders. Hun ringede og spurgte, hvor han var. Vidste jeg det ikke, antog hun straks, at han var ved eksen. Andre gange sendte hun ham nærmest derhen. Hun kunne finde på alle mulige ting.
Jeg føler ingen jalousi, men alt det her siger mig virkelig imod. Ser man bare på Anders og hans ekskone, er det tydeligt, at der ikke er noget imellem dem, og aldrig bliver det. Det fælles barn hjælper dog ikke på sagen. Anders betaler fast børnebidrag. Han taler med sin søn, og har ham ofte hjemme. Eksen er ikke problematisk, hun kræver aldrig penge eller laver besvær. Hun virker faktisk bare normal. De opfører sig begge civiliseret. Det gik ikke mellem dem, men nu har de begge fået deres eget liv. Og de behandler hinanden med respekt.
Det kan min svigermor bare ikke acceptere. Hun bliver ved med at lægge intriger og konspirere. Hvornår holder det op? Hvornår får hun forståelse? Min mand håber, at hun falder til ro, hvis jeg en dag føder hende endnu et barnebarn. Men det tror jeg ikke helt påMen jeg tror ikke længere, det er et barn, der kan ændre noget. For første gang mærker jeg, at svigermors drømme ikke er vores ansvar og at hendes sorg ikke skyldes, at hun har mistet en svigerdatter, men at hun ikke kan give slip på forestillingen om, hvordan hendes familieskab burde være.
Den erkendelse gør det lettere. Jeg smiler til Anders, når hans mor ringer. Han rækker mig hånden over bordet, når vi sidder til endnu en højtid i hendes stue, og jeg mærker, at vi hører sammen i alt det, der er vores liv ikke det, hun prøver at genskabe.
Den dag foråret endelig bryder ud, og vi sidder under de blomstrende træer, siger Anders pludselig: Lad os holde op med at vente på, at hun ændrer sig. Lad os bare leve vores eget liv. Jeg nikker, smiler og mærker en befrielse skylle igennem mig. Længere væk lyder latteren fra hans søn, der løber hen over græsset.
Måske er det ikke forsoning, hun skal lære. Måske er det bare at give slip. Og imens hun kæmper med sin fortid, vælger vi hinanden igen og igen hver dag, hvert blik, hvert forår.
