Du, jeg har virkelig noget på hjerte omkring familien til min kæreste de er altså lidt specielle. Jeg må dog give dem, at de aldrig har blandet sig i vores privatliv, og de behandler mig faktisk som en af deres egne, hvilket jeg virkelig sætter pris på. Men der er også ting, der frustrerer mig, især deres stærke tro på, at man skal klare alting selv. Det kan jeg sådan set godt forstå, men nu har de jo en pæn formue og har arvet en del fra deres egne forældre, så jeg synes faktisk, de kunne give en hånd, især nu hvor vi nærmest er én stor familie.
Det, der virkelig tærer på mig, er, at de har to ekstra lejligheder i København, som står tomme efter nogle omfattende renoveringer. Vi har diskret hintet, at vi ville elske at bo der, men de ignorerer det bare totalt. Det betyder, at vi er nødt til hele tiden at flytte fra den ene lejede lejlighed til den anden, hvilket virkelig slider på børnene. Og mine egne forældre bor jo ude på landet, langt fra byen, og har ikke ret meget på kistebunden, så vi får ikke nogen støtte derfra.
Det føles lidt som om vi aldrig kan spare op til vores eget sted vi kan kun lige akkurat betale husleje og de mest nødvendige ting med de penge, vi har. Resten af budgettet er så stramt, at der nærmest ikke er plads til engang at tage i Tivoli med ungerne.
Vi har prøvet at tale med min svigermor om, hvor usikkert det er for børnene, og hvor økonomisk presset vi er, og vi har både hintet og direkte fortalt om vores bekymringer. Desværre endte det bare med, at hun kritiserede os for at have fået børn for tidligt og sagde, at ansvarlige mennesker altid sætter ejendom før familie. Det gjorde virkelig ondt. Det var ligesom hun bare viftede vores bekymringer væk og pegede fingre i stedet for at lytte.
Jeg står altså midt mellem ønsket om ikke at ødelægge forholdet til dem og erkendelsen af, at de åbenbart vægter deres egne ejendele højere end deres børnebørns trivsel. De hjælper da lidt engang imellem tager børnene, hvis vi virkelig er pressede men jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal skabe et godt forhold til dem i fremtiden. Det virker som om de bare prioriterer deres egen komfort og livsstil over alt andet.
Samtidig har jeg jo også respekt for, at de er ved at komme op i alderen, og der kan sagtens komme en dag, hvor de selv har brug for hjælp. Måske vil de så se tingene anderledes og forstå de udfordringer, vi står med. Indtil da står jeg bare her og prøver at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere det uden at miste mig selv, mens jeg alligevel stadig forsøger at holde fast i relationen selvom jeg gang på gang bliver skuffet over deres mangel på forståelse for børnene.
