Kærlighedens familie er lidt besynderlig. Jeg kan prale overfor andre med, at de aldrig blander sig i vores familieliv, og de har altid behandlet mig som et selvstændigt menneske, hvilket jeg virkelig sætter pris på. Men alligevel har jeg også en klage, for de har den faste overbevisning, at man skal klare alting alene, selvom de er velstående og har arvet betydelige værdier fra deres slægt.
Selv om jeg forstår styrken ved selvstændighed, kan jeg ikke lade være med at føle, at de burde give en hjælpende hånd, især nu hvor vi er en familie. De har yderligere to lejligheder, som de ikke bruger, fordi de lige har sat dem i stand, men da vi antydede, hvor meget vi kunne tænke os at bo der, blev vi blot ignoreret. Derfor er vi nødt til at flytte rundt fra det ene lejede sted til det andet hele tiden. Min egen familie, med forældre bosat på landet, har ikke mulighed for at hjælpe os økonomisk, da de har meget få midler.
Det føles til tider helt umuligt for os at spare op til en lejlighed. Vores indtægter rækker kun akkurat til huslejen og de mest basale behov der er intet til overs for opsparing eller lidt fritid. I desperation har jeg forsøgt at formidle vores situation til min svigermor, hintet og beklaget mig over, at børnene lider under ustabilt hjem og økonomiske vanskeligheder. Men hendes reaktion var dybt skuffende. Hun beskyldte os for at have fået børn for tidligt og mente, at ansvarlige mennesker altid prioriterer ejendom først.
Det gjorde ondt at høre, hvordan hun afviste vores bekymringer og gav os skylden for vores trange kår. Jeg står splittet jeg ønsker ikke at ødelægge vores forhold, men må erkende, at de synes at værdsætte deres ejendele højere end deres egne børnebørns trivsel. Skønt de nogle gange hjælper med at passe børnene, aner jeg ikke, hvordan jeg skal opretholde et sundt forhold fremover. De foretrækker tydeligvis deres egen komfort frem for familiens behov.
Samtidig må jeg erkende, at de er oppe i alderen og måske får brug for vores hjælp om nogle år måske vil de da se, hvilke udfordringer vi kæmper med og søge vores støtte. Indtil da ved jeg ikke, hvordan jeg skal tackle denne skrøbelige situation, fanget mellem ønsket om at bevare relationen og skuffelsen over deres ligegyldighed for børnebørnenes velfærd.
