Min mands elskerinde var fantastisk – jeg ville selv have valgt hende, hvis jeg var mand. Du kender sikkert den slags kvinder – de kender deres værdi, bærer sig med værdighed, ser dig direkte i øjnene og lytter altid opmærksomt. Ingen hektiske bevægelser, ingen behov for at vise bar ryg eller bryst for at blive set; de har en kongelig ro og går aldrig i panik. Jeg ville også have valgt hende – netop fordi hun var så anderledes end mig. For hvordan er jeg selv? Altid på vej, råber efter børnene og min mand, taber ting ud af hænderne, rekker ingenting, travlt på jobbet, utilfreds chef. Jeg går konstant i bukser og T-shirt eller en striktrøje – at stryge kjole eller bluse virker som et kæmpe projekt. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst strøg flæser eller blonder. Heldigvis glatter tørretumbleren vores tøj, så jeg sjældent behøver strygejern. Men elskerinden, hun var virkelig noget særligt. Holdning, figur, ben, hår, øjne, ansigt – man skulle næsten glemme at trække vejret! Og siden jeg opdagede hende, har jeg selv ikke trukket vejret rigtigt. Det var faktisk et tilfælde. Jeg havnede i et afsides kvarter i Aarhus gennem arbejdet, og gik ind på det første, det bedste café for en hurtig sandwich. Arbejdet var klaret, og sulten skulledes væk. Til alt held fandt jeg en ledig plads i det fyldte lokale, satte mig og kiggede kort på menukortet. Og så kiggede jeg op. Nej, jeg tog ikke fejl. Jeg genkendte straks min mand. På ryggen. Og jeg så hende. Han holdt hendes hænder, kyssede hendes fingre. Føj, hvor teatralsk, tænkte jeg. Men hun var smuk. Objektivt set. En mærkelig tilstand ramte mig – som efter en forbrænding, hvor man ser mærket og venter på smerten. Men der var kun tomhed indeni. Min mand kom hjem som han plejer, i godt humør. Det er altid mig, der hidser mig op, skynder på alle. Han er den rolige, joviale type med god humor – netop dét humor kunne jeg godt have brugt nu. Hele aftenen kløede det i mig for at spørge: Nå, hvordan går det med din elskerinde? Så jer på Café Enghave i dag – hun er flot, jeg forstår dig, jeg ville heller ikke kunne holde mig tilbage. Jeg kunne næsten se ham begynde at svede og rødme. Så ville jeg fortsætte: Hvad så nu – skal børnene møde den nye “mor”, og hvor skal jeg så bo? Har hun egen lejlighed eller flytter hun ind? Men jeg sagde ingenting. Han krammede mig, som han plejer, faldt hurtigt i søvn. Måske har de ikke engang sex – tænkte jeg og rullede om på min side. Og grinede stille. Nu tænker jeg som sådan en kvinde, der bliver bedraget direkte for øjnene af sig selv, men alligevel bilder sig ind, at hun har misforstået det hele. Måske er det bare første fase – forelskelse, tanker og blikke, men ingen handling. Han er god – en hemmelig elsker, der ikke røber sig med et eneste ord eller bevægelse. Jeg lå vågen, drømte underlige drømme, vågnede med tungt hoved og gik i gang med morgenen, som om intet var hændt. Hvad gør man egentlig, når man griber sin mand med en elskerinde? Skal man google det? Google var ikke til meget hjælp. Havde ingen svar selv. Måske skal jeg bare leve videre? Det gør jeg jo uanset – alt er som det plejer. Hverdagen kører, manden kommer hjem til tiden, ingen læbestift på skjorten, ungerne buldrer rundt og søndag går vi i biografen. Ingen ændring overhovedet. Måske tog jeg fejl i caféen? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg ringede til ham ved frokosttid, men han tog ikke telefonen. Tog en taxa til selvsamme café, havde en nødløgn klar til chaufføren, “venter på en pakke fra en kollega”. Hans bil stod lige udenfor. Manden og elskerinden kom ud, satte sig ind i bilen og kørte væk sammen. Jeg blev kridhvid, bad om vand. Tændte for mobilen, råbte i den: Nå, skidt med pakken, jeg kan ikke vente mere – jeg kører på arbejde! Det betød alligevel noget, hvad taxamanden tænkte om mig. Det at vide, der ER en elskerinde, vender op og ned på alt. Skal jeg skilles? Nok. Hvordan lever man ellers? Bare finde sig i det? Hvorfor egentlig? For hvad? For nogle år siden var det vennernes ægteskab, der blev ramt – hans utroskab, hun opdagede det. Skænderier, beviser, fornægtelse til det sidste. Min mand sagde dengang, at hvis han nogensinde gjorde sådan noget, ville han have modet til at indrømme det: “Man skal stå ved sine handlinger – gå, hvis du vil væk, men sørg for din familie.” Jeg blev stolt af ham. Ansvarlig, tænkte jeg. Letttere at være klog på afstand. Men når du sidder selv i dramaet, er det svært at være modig eller selvsikker. Jeg gik over til deres bord på caféen, satte mig ned. Elskerinden så overrasket ud. Manden frøs. Så begyndte han at rode rundt på stolen. Ingen sagde noget. Jeg syntes, det var lidt morsomt. Elskerinden forstod straks, hvem jeg var. Måske vidste hun det allerede. Manden ville sige noget, jeg stoppede ham med hånden: “Det er ikke, hvad jeg tror, vel? Ved du hvad, det her er ikke unormalt. Sådan sker det. Tænk nu over, hvordan I vil løse det her – vi har børn, fælles hjem, gamle forældre. I er kloge nok – det skal I nok finde ud af.” Og så gik jeg roligt derfra. Kjolen, jeg havde på, sad pænt, synd jeg ikke havde taget den på noget oftere.

Elskerinden til min mand var virkelig smuk. Hvis jeg selv var mand, havde jeg også valgt sådan én. Der er kvinder, som kender deres værd. De går rank, ser én lige i øjnene, lytter oprigtigt og responderer roligt. Ingen skødesløse bevægelser, ingen behov for at blotte skuldre eller vise ben for at få opmærksomhed de er kongeligt rolige, behøver aldrig at panikke.

Jeg havde også valgt hende måske som en modpol til mig selv.

For hvad er jeg? Evigt travl, råber af ungerne og af Kristian, vælter med tingene, har aldrig tiden bøvler på jobbet, chefen brokker sig. Jeg render rundt i slidte jeans og forvaskede trøjer, for at stryge kjoler og skjorter føles som et helt bjerg. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst havde et stykke tøj på med flæser heldigvis har vi den nye tørretumbler, som næsten klarer det samme som et strygejern, ellers havde det aldrig gået.

Elskerinden Hun var en klasse for sig. Figur, holdning, ben, hår, øjne, ansigt man glemte rent at trække vejret!

Og siden jeg opdagede det rettere sagt: så det… har jeg knap nok trukket vejret rigtigt. Det skete ved et tilfælde, den dag da jeg skulle til møde i den anden ende af København. Jeg trængte til en pause og gik ind på den nærmeste café for at få en kop kaffe. Stedet var stopfyldt, men der var et ledigt hjørne. Da jeg satte mig, åbnede jeg menukortet og løftede blikket. Det var ikke en fejl jeg kendte straks Kristians ryg. Og så så jeg hende.

Han holdt hendes hænder i sine og kyssede hendes fingre. Pyha, hvor plat, tænkte jeg nærmest som noget fra et halvdårligt romantisk drama. Men hun var virkelig flot. Objektivt set.

Det føltes mærkeligt. Lidt som at brænde sig man ser rødmende hud og ved, at om lidt vil smerten slå til, men endnu har man bare et par sekunders stilhed, hvor man venter. For at dæmpe smerten, puster man målrettet på huden.

Jeg skulle føle smerte. Men jeg var tom. Ingenting.

Kristian kom hjem til tiden, som han plejede. Han har altid et jævnt og godt humør. Det er mig, der stresser, skælder ud. Han er den fødte optimist, grundig, rolig spøgefuld. Jeg kunne egentlig godt bruge hans lune nu. Mit eget rakte ikke langt.

Jeg havde lyst til at spørge ham direkte, uden følelser i stemmen: Nå, hvordan står det til med elskerinden? Jeg mødte jer tilfældigt på Café Sommerfuglen hun er saftsuseme flot, der kan jeg godt følge dig. Jeg ville sikkert fryde mig over at se svedperlerne pible frem på hans pande, mens han forsøgte at bevare roen.

Eller jeg kunne have fortsat: Hvad så nu? Skal ungerne møde hende den nye mor? Hvor skal jeg så bo? Vil du have hende med ind i vores lejlighed har hun mon egen bolig?

Men jeg sagde ikke noget. Kristian holdt mig som han plejer og faldt hurtigt i søvn.

Måske har de slet ikke haft sex endnu, tænkte jeg, mens jeg lagde mig længst muligt væk på madrassen. Så lo jeg indvendigt. Sådan tænker man jo, når man lige har set sin mand med en anden: Benægter og overbeviser sig selv om, at man har set forkert.

Måske er de slet ikke gået i seng sammen. Måske forelskelse, begyndende sympati det der, hvor tankerne og åndedragene følger hinanden. Han er i hvert fald dygtig til at skjule ting ikke med ét ord, ikke ét tegn røber han sig!

Jeg tossedede rundt i sengen, sov uroligt, drømte om vilde blomster og fremmede kvinder i røde kjoler.

Næste morgen var jeg helt tung i hovedet, bevægede mig langsomt gennem lejligheden, fik børnene afsted til skole uden så mange ord.

Hvad gør man, tænkte jeg igen og igen hvad gør danske kvinder, når de fanger deres mand i utroskab? Skal jeg google det?

Google hjalp ikke. Jeg havde ingen svar selv. Prøve at fortsætte som før?

Det var vel egentlig også dét, jeg allerede gjorde. Rutinerne kørte jo. Kristian kom hjem som han plejede, uden læbestift på skjorten eller duft af andres parfume. Børnene løb rundt, vi gik stadig i biografen om søndagen. Intet havde ændret sig. Samme sexliv som altid: to gange om ugen, nogle gange tre hvis jeg skal være grundig.

Var det mon ikke ham, jeg havde set på caféen?

Det var det. For jeg ringede til ham i frokostpausen dagen efter; han tog ikke telefonen. Jeg tog en taxa tilbage til den samme café og sad og lavede en forklaring om, at jeg ventede på en arbejdsrelateret pakke. Hans bil holdt lige overfor. Kristian og elskerinden kom ud sammen, satte sig ind og kørte væk.

Mine kinder blev hvide, jeg bad chaufføren om et glas vand. Jeg ringede til nogen eller rettere lod som om og lod det lyde opgivende i mobilen: Ved du hvad, skidt pyt med pakken, jeg må bare videre på arbejde nu!

Det var, som om det stadig var vigtigt, hvad en fremmed taxachauffør tænkte om mig.

Viden om at der er en elskerinde forandrer alt. Skal jeg skilles? Måske burde jeg. Hvordan skulle jeg ellers kunne leve? Skal jeg bare tage det? Hvorfor så? For hvad?

Jeg kom til at tænke på dengang for et par år siden, hvor min venindes mand også havde en affære. Han løj og dækkede over det men hun opdagede det alligevel, der blev ballade; han nægtede alt, selv da beskederne lå lige foran ham. Han sagde, han var blevet hacket at det var onde kolleger.

Dengang udtalte Kristian fast: Jeg kunne aldrig finde på at lyve det ser så sølle ud. Hvis man kvajer sig, må man stå ved det. Enten vælger man familien, eller også må man forlade dem men sørg for at tage ansvar.

Jeg blev stolt af ham den gang. Tænk, så ansvarlig han virkede.

Det er nemt at være klog på andres problemer. Især på afstand, og når man ikke selv står midt i det.

Når man selv sidder derinde i orkanens øje, mellem hustru og elskerinde, så forsvinder mod og flotte ord.

Jeg gik over til deres bord i caféen og satte mig. Elskerinden løftede øjenbrynene, overrasket. Kristian blev stiv i blikket, begyndte at rode med servietten. Alle var tavse. Det var næsten sjovt at se på. Elskerinden forstod straks, hvem jeg var. Måske vidste hun allerede alt.

Kristian ville til at sige et eller andet, men jeg holdt en hånd op: Det er vel ikke sådan, som jeg tror vel? Men ved du hvad, sagde jeg der er ikke noget overraskende i det her. Sådan sker, også i gode familier. Nu må I så finde ud af, hvad I vil gøre ved det hele børnene, vores fælles lejlighed, vores forældre der er ved at blive gamle. I skal nok finde ud af det.

Jeg gik roligt mod døren. Kjolen, jeg havde strøget samme morgen, klædte mig faktisk godt skørt, at jeg havde haft den gemt væk så længe.

Den dag lærte jeg, at man kan stå meget mere igennem, end man tror, og at værdighed ikke begynder eller slutter med nogen andens valg.