Min mands elskerinde var fantastisk smuk. Ærligt talt, hvis jeg var mand, havde jeg nok selv valgt hende.
Kender du de der kvinder der udstråler selvsikkerhed og værdighed. De bevæger sig roligt og værdigt, ser folk lige i øjnene, lytter med oprigtig opmærksomhed. Ingen hektiske bevægelser, de behøver ikke at flashe hverken barm eller ryg for at blive set, de hviler bare i sig selv og mister aldrig fatningen.
Jeg ville helt sikkert have valgt hende, især som direkte modsætning til mig selv.
For hvem var jeg? Evigt småstresset, råbende ad børnene og min mand, altid kludrende rundt med alt, og alt falder ud af hænderne på mig. Jeg når ikke det, jeg skal, køkkenbordet flyder, arbejdet vokser mig over hovedet, og chefen sukker konstant tungt. Jeg lever i de samme slidte jeans og sweater eller T-shirt, for hvem har tid til at stryge kjole eller bluse? Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst strøg flæser og pufærmer. Heldigvis har vi tørretumbler med dampfunktion, så den tager det meste, og strygejernet behøver jeg sjældent finde frem.
Men elskerinden hun var gennemført. Den krop, den holdning, de lange ben, håret, øjnene, ansigtet man kunne næsten miste pusten!
Jeg har egentlig været uden luft siden jeg opdagede det. Altså, først så jeg dem. Det skete helt tilfældigt jeg havde været på job ude i et fjernt hjørne af København, og jeg smed mig ind på første og bedste café for at få lidt frokost. Sagen var klaret, og sulten kan jo ikke vente. Der var ikke meget plads, men jeg fandt et hjørne, satte mig ned, lod blikket vandre op over menukortet og der Ingen tvivl. Jeg genkendte min mands ryg med det samme. Og så var hun der også.
Han holdt hendes hænder i sine og kyssede hendes fingre. Føj, tænkte jeg, lidt kvalmt direkte som i Deres hænder dufter af røgelse. Men ingen tvivl, kvinden var virkelig flot. Objektivt flot.
Følelsen var sær som efter en forbrænding, hvor du ser huden blive rød og venter på den store smerte, men lige nu venter du bare, og prøver at puste kølende på det ømme sted, for måske er smerten så knapt så slem, hvis du puster nok.
Det burde gøre ondt. Men indeni var det tomt. Overhovedet ingen reaktion.
Manden landede hjemme som sædvanligt og var, som han altid er, i godt humør. Jeg er jo den, der farer rundt, skubber på, og mister overblikket. Han er så afslappet, jordbunden og velfunderet altid med et grin i baghånden.
Jeg ville virkelig godt have haft hans humor netop nu. Min egen rakte ikke til denne situation.
Hele aftenen havde jeg lyst til at spørge ham direkte køligt og roligt: Nå, hvordan går det så med din elskerinde? Jeg så jer i Café Norden her forleden, hun er godt nok flot det forstår jeg sørme godt. Jeg havde heller ikke kunnet modstå.
Så kunne jeg med velbehag se ham begynde at svede og rødme, mens han prøvede at bevare roen.
Og så fortsætte: Tja, hvad skal der så ske? Skal børnene møde deres nye mor? Hvor vil du egentlig gøre af mig? Har hun plads, eller flytter hun ind hos os?
Men jeg sagde overhovedet ikke noget. Han lagde som altid armen om mig i sengen, trak mig tæt og faldt hurtigt i søvn.
Måske har de faktisk ikke haft sex endnu, tænkte jeg og rullede om på min side. Jeg grinede tavst. Ja, nu tænker jeg som en forurettet kone, der lader som om intet er sket, mens beviserne ruller forbi for øjnene af én.
Måske er de kun lige begyndt, foreløbig er det bare tiltrækning og hjertesuk, ikke andet. Han kunne ikke være mere hemmelighedsfuld. Ikke én muskel rystede.
Jeg lå og vred mig længe den nat, sov uroligt, drømte om stærkt farvede blomster og fremmede kvinder i røde kjoler.
Om morgenen vågnede jeg tung i hovedet, rykkede mig gennem lejligheden langsommere end ellers, og fik alligevel børnene pænt i skole.
Hele tiden kørte spørgsmålet i hovedet: Hvad gør man egentlig? Hvad gør de danske kvinder, når de tager deres mænd på fersk gerning på denne måde? Skal jeg google det?
Google var ikke til hjælp. Jeg fandt heller ikke selv nogen brugbare svar. Skulle jeg bare forsøge at leve videre?
Ja, hvad skulle det ellers være? Jeg lever jo allerede videre. Alt er forsat som altid: Madpakker, manden hjemme til tiden uden læbestift på tøjet eller fremmede dufte, unger der drøner rundt, og bio-ture om søndagen. Samme to gange sex om ugen. En sjælden gang imellem tre, hvis vi går op i detaljerne.
Måske tog jeg fejl den dag på caféen?
Nej, jeg tog ikke fejl. Fik ikke fat på ham i frokostpausen. Tog en taxa tilbage til selvsamme café. Fortalte chaufføren, at jeg ventede på en arbejdsordre. Mands bil holdt lige der, hvor den ikke kunne undgås. Så kom de ud han og hun og satte sig ind sammen og kørte væk.
Jeg blev hvid i hovedet, bad taxa-chaufføren om et glas vand, lod frustrationen gå ud i telefonen, højlydt: Nå, men så må I altså selv hente jeres pakke, jeg gider ikke vente mere, jeg kører på arbejde!
Som om jeg gik op i, hvad en ukendt taxa-chauffør tænkte.
Det at vide besked om en elskerinde kan virkelig vende op og ned på tilværelsen. Skal jeg skilles? Måske hvordan skulle jeg ellers takle det? Bare finde mig i det? Hvorfor? For hvad?
Jeg kom til at tænke på dengang for nogle år siden, at en bekendt i vores omgangskreds fik en affære. Han benægtede alt, også da konen stod med tydelige beviser fra hans telefon. Påstod endda, at det bare var en misundelig kollega, der havde hacket ham.
Dengang sagde min mand så bestemt: Jeg ville aldrig lyve om sådan noget. Det ser bare ynkeligt ud. Hvis det skal være slut, så sig det ærligt og tag ansvar. Og lad familien få det de har brug for.”
Jeg var virkelig stolt af ham dengang. Sikke et dejligt ansvarligt menneske, tænkte jeg.
Men det er let nok at være klog på sidelinjen. Især når det ikke er én selv, der står midt i det hele.
Når man selv sidder i dramaet og kigger på både kone og elskerinde ja, så forsvinder både mod og selvsikker grammatisk korrekthed med ét.
Jeg gik resolut over til deres bord på caféen og satte mig. Elskerinden kiggede overrasket op. Min mand frøs på stedet. Han blev hurtigt urolig. Ingen sagde noget. Jeg betragtede dem med en sær ro. Elskerinden forstod med det samme, hvem jeg var eller også vidste hun det i forvejen.
Min mand prøvede at sige noget. Jeg afbrød ham med en løftet hånd: Det er vel ikke helt, hvad jeg tror, vel? Men ved du hvad der er egentlig intet særligt chokerende ved det her. Det sker. Men så tænker jeg, I må tage stilling nu vi har altså børn, fælles lejlighed og pensionister i familien. I er vel voksne nok til at løse det.
Så gik jeg roligt ud i forårssolen. Den nystrøgne kjole klædte mig, og jeg fortrød, at jeg ikke havde haft den på noget tiere.
