Kære dagbog,
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg mødte min mand. Det skete nærmest tilfældigt, da vi begge fik tildelt værelser på kollegiet under studierne på Aarhus Universitet. Vores venskab voksede langsomt, og til sidst blev det til noget dybere. Selvom vi nød livet i kollegiet, vidste vi hurtigt, at tiden var inde til at komme videre og skabe vores egen familie. Da vores løn voksede, besluttede vi os for at investere i en lejlighed, hvilket betød, at vi måtte sælge de to kollegieværelser, vi havde.
Vi holdt det hele hemmeligt, og ville gerne overraske familien med en hyggelig indflytterfest, når lejligheden var blevet renoveret. Men min mands bror, Mads, havde hørt om vores beslutning om at sælge, og nærmede sig os med et forslag:
“Kunne I ikke sælge mig værelserne til en lidt lavere pris? Vi er trods alt familie,” sagde han, og prøvede at få lidt medfølelse, fordi han havde to børn derhjemme. Han sagde også, at værelserne ikke var meget værd, og mente, det var svært at retfærdiggøre en høj pris. Han var slet ikke klar over, at vi allerede for længe siden havde solgt værelserne og brugt pengene, cirka 400.000 kroner, på vores nye lejlighed.
Mads afslørede hele vores hemmelige plan ved at fortælle om lejligheden til resten af familien. I stedet for at være glad på vores vegne, blev han tydeligt fornærmet og gik uden at sige farvel. Jeg kunne godt mærke, at han egentlig håbede at få en god handel ud af situationen, men vores snarrådighed viste sig at være stærkere end hans smålige forsøg på at udnytte os.
Alt i alt tænker jeg tilbage med en blandet følelse skuffelse over Mads reaktion, men samtidig stolthed over, at vi sammen tog skridtet og skabte et nyt kapitel i vores liv. Det er typisk dansk at gå egne veje, og nu glæder jeg mig bare til at fylde vores nye hjem med hygge, god mad og masser af kærlighed.
