Min mand og jeg mødte hinanden helt tilfældigt, da vi blev smidt sammen som roommates på kollegiet under studietiden. Efterhånden som vi tilbragte flere lange nætter med kaffe og dårlig humor, blev venskabet til noget mere og til sidst gik vi all-in på kærligheden. Selvom vi syntes, at kollegielivet var charmerende (hvis man ikke havde noget imod mug på væggen og fællesbad), vidste vi, det var på tide at tage voksenlivet alvorligt og skabe vores egen lille familie.
Efterhånden som lønnen voksede (og SUen blev et fjernt minde), besluttede vi at investere i en lejlighed i København, hvilket betød, at vi solgte vores to kollegieværelser for en pæn sum danske kroner.
Vores plan var hemmelig vi ville renovere lejligheden og overraske familien med en festlig housewarming, hvor der selvfølgelig blev serveret sild og snaps. Men min mands bror havde lugtet lunten og kom pludselig med følgende forslag:
“Kunne I ikke sælge værelserne til mig for lidt færre kroner? Vi er jo familie,” sagde han med et lidt bedrøvet udtryk og forklarede, at to børn gør, at man altid har en regning eller to. Han fortsatte endda: “Værelserne er jo ikke engang noget værd! Det er nærmest bare en gestus.” Han havde dog ingen idé om, at værelserne var blevet solgt for længst, og at vi allerede havde købt en lejlighed for pengene.
Uheldigvis fik han afsløret hemmeligheden til hele familien han gik lige til vores mor og fortalte om vores nye lejlighed. I stedet for at lykønske os blev min bror (den store, kærlige bluffmaster) så fornærmet, at han gik sin vej uden at sige et ord.
Det er rimelig tydeligt, at han havde håbet at gøre en god handel på familiens regning, men heldigvis var vores taktiske evner lidt skarpere end hans list og så måtte han nøjes med at drømme om de gamle, mugne værelser.
