Altså, Christian, vær nu sød! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre vandet fosser ud, jeg oversvømmer snart underboen! Du kender jo godt den strigle nede fra første, hun tvinger mig ud af lejligheden! Mine hænder ryster, jeg kan ikke engang finde hovedhanen! Stemmen i røret lød så skinger og bævende, at man kunne høre den over hele spisebordet, selvom telefonen ikke var på højtaler.
Anne greb fat om gaflen, men lagde den langsomt tilbage på tallerkenen. Lyden af metal mod porcelæn var som et startsignal til endnu en runde i den evige kamp, hun havde kæmpet i tre år. Overfor sad hendes mand, Christian, og bed sig usikkert i læben blikket vandrede mellem den halvlunkne flæskesteg og den flimrende skærm.
Sabrina, rolig nu, mumlede han. Hvilken hane? Under køkkenvasken eller ude på badeværelset? Prøv at lukke for hovedhanen.
Jeg aner ikke, hvor fanden den er! Christian, du MÅ komme. Jeg er bange! Tænk, hvis det er varmt vand, og jeg brænder mig!
Christian mødte Annes blik den samme blanding af beklagelse og bøn havde Anne set alt for tit på det seneste.
Anne, du hører det jo Der er ved at blive en oversvømmelse. Sabrina fatter jo intet af noget teknisk. Jeg bliver nødt til at køre.
Selvfølgelig. Det er jo ikke, fordi det er vores bryllupsdag. Eller at vi allerede har planlagt denne aften i ugevis. Og det var ikke vigtigt for mig at stå i køkkenet i tre timer. Kør du bare, Christian. Red Sabrina. Hun klarer sig jo ikke uden dig.
Ej, det der, Anne Christian gik hurtigt efter bilnøglerne. Vi har været venner siden børnehaveklassen. Hun er i knibe. Jeg er hurtigt hjemme igen. Sæt bare flæskestegen i ovnen.
Yderdøren smækkede med et brag. Anne stod alene i lejligheden, som stadig var fyldt af duften fra det overdådige måltid nu blandet med smagen af skuffelse. Hun gik hen til vinduet og så Christians bil køre ud i den dunkle danske aften.
Sabrina. Navnet havde efterhånden fået sin helt egen plads i deres ægteskab. Barndomsveninden, klassekammeraten, én af gutterne Christian havde altid en forklaring. Hun var dukkede op igen lige efter sin skilsmisse, og siden da havde hendes tilstedeværelse sat dybe spor. Først var det småting: hjælp til at flytte kasser, ordne internet, hænge en hylde op. Christian, venligheden selv og altid hjælpsom, sagde ikke nej til noget.
Men snart blev det næsten komisk, hvor ofte uheldene ramte Sabrina: Punktering på motorvejen, brusehovedet der faldt ned, skabe der SKULLE samles straks, ellers kan jeg slet ikke være her! Og hver gang skete det præcis, når Anne og Christian havde egne planer.
Anne var ikke jaloux. Hun lod sig ikke rive med af alle mulige fantasier. Men dér, hvor kvindelig mavefornemmelse bor, hviskede noget hende til, at det her nok ikke handlede om hverken utætte armaturer eller løse hylder. Sabrina var nok så dygtig til at slå ud med håret hun lignede en, der havde øvet sig hele livet på at spille den lille hjælpeløse pige. Christians skuldre blev bredere, hans ryg rankere han levede op til rollen som dagens redningsmand med stolthed.
Anne satte resterne af middagen tilbage i køleskabet. Hun havde mistet enhver lyst til mad. Christian var først hjemme flere timer senere, olieret under neglene og tilfreds med sin egen indsats.
Pyha, det var tæt på en katastrofe! Sifonen havde sprunget. Jeg måtte en tur i Silvan efter pakninger. Hun var helt ude af den, Sabrina drak cabernet og alt muligt.
Fik hun budt redningsmanden på kaffe? spurgte Anne tørt, mens hun foregav at læse.
Jaja, og hun havde lige bagt æblekage. Hun hilste og sagde undskyld for at have ødelagt vores aften.
Æblekage, tænkte Anne. Mens hun altså stod og overfusede Christian i telefonen om, at hun intet kunne finde ud af, så havde hun alligevel sørget for hjemmebag? Forunderligt.
Anne holdt masken. Der var ikke noget at vinde ved at diskutere. Skænderier gjorde kun, at Christian straks gik i forsvarsposition og kaldte hende urimelig. Hun besluttede derfor: Næste gang tog hun med.
Det næste optrin kom forbløffende hurtigt. En solbeskinnet lørdag stod de klar til at køre på deres sommerhus på Lolland, bilen pakket med bøffer og grill, Annes drømme om at sidde på terrassen med Christian og et koldt glas sauvignon blanc næsten virkelig.
Christians mobil ringede, netop som han lagde de sidste poser i bagagerummet. Anne vidste præcis, hvem det var den særlige ringetone havde Sabrina fået.
Ja, Sabrin? Hvad? Gnister? Lugter det af røg? Rør ingenting! Slå strømmen fra ved hovedafbryderen!
Christian lagde på og så skævt på Anne, som stod med et trug petuniaer ved lågen.
Anne, der er et problem…
Stikkontakt?
Værre. Hovedtavlen gnistrer. Hun frygter, det bryder i brand. El-folkene fra boligselskabet arbejder ikke lørdag, og private elektrikere er dyre og altid forsinkede.
Så sommerhuset må vente?
Nej Vi kører lige forbi, jeg kigger på det. Hvis det er alvorligt, tilkalder vi en elektriker. Højst en time.
Godt, sagde Anne. Jeg tager med.
Christian så forbløffet ud.
Hvorfor? Du er ikke elektriker
Men vi skal på sommerhus. Sammen. Vi tager forbi Sabrina, du fikser, og så videre. Jeg gider ikke sidde hjemme og vente. Og jeg har faktisk ikke set Sabrina længe, så det passer mig udmærket.
Han fandt sig i det. Hele vejen trommede han med fingrene mod rattet, nervøs. Anne var helt rolig, men indvendigt var hun anspændt.
Sabrina åbnede døren iført silkekåbe forkortet så knæene var det første, man så og med perfekt makeup. Da hun så Anne stige ud, skød hendes mundvig sig nedad i et kort øjeblik, men så skinnede hun som solen.
Anne! Sikken en overraskelse! Og jeg står her i nattøj forskræmt og uglet! Kom ind, begge to. Christian, du er en helt, hele gangen brummer og klikker!
De gik indenfor. Der var faktisk en smule brændt lugt, men det var ikke alarmerende. Christian gik straks til el-skabet, trak sin skruetrækker og måler op af lommen.
Kom ind i køkkenet til lidt kaffe, Anne, mens mændene arbejder, kvidrede Sabrina.
Nej tak, jeg bliver her. Måske skal jeg holde noget eller lyse med mobilens lygte.
Lyse? Christian kan ordne det her med lukkede øjne, fniste Sabrina. Ikke, Christian?
Lyt, Sabrina, hvorfor ringede du ikke bare til boligselskabets vagt? De har døgnservice på el, det ved du.
De er tobakshoveder! Kommer ind med snavsede sko og har ikke pænt sprog. Christian er jo vores egen. Hans hænder kan jeg stole på.
Ja, min mands hænder skulle egentlig have grillet oksesteaks lige nu. Vi skulle i sommerhus.
Åh, undskyld! Jeg ødelægger altid alting! Men det er hårdt at være alene, Anne du aner ikke, hvor meget jeg misunder dig dit sikre hjem.
Christian var færdig efter et kvarter.
Afslidt ledning og dårlig forbindelse. Jeg har fixet det, men, Sabrina, få nu en elektriker til at skifte din eltavle. Den holder ikke længe endnu.
Kunne du gøre det? Du er jo så handy. Køb, hvad du skal bruge, og jeg betaler dig!
Christian kan ikke gøre det vi skal på sommerhus, og næste weekend har vi teaterbilletter. Brug nu en professionel, Sabrina. Christian kan skrive modellen ned til dig.
Sabrina brød sig tydeligvis ikke om Annes fasthed. Hun forsøgte alligevel at charmere videre:
Kom nu ind til kaffe! Jeg har lige købt dine yndlingskager, Christian, de der wienerbrød!
Nej tak, vi har ikke tid, lød det skarpt fra Anne. Kom, Christian.
Da de var ude af opgangen igen, sukkede Christian, men begyndte straks at forsvare veninden:
Anne, behøver du være så kold? Hun mente det jo kun godt.
Sabrina lapper sig i din opmærksomhed. Ser du det virkelig ikke? Kjolen, de store øjne, evigt hjælpeløs. Hun søger ikke hjælp hun vil have dig til at redde hende hele tiden.
Hold nu, vi er bare venner fra gamle dage!
Netop. Venner, der kan fikse alt og stryge hendes ego, mens hun selv slipper for besværet. Meget belejligt.
De kørte til sommerhuset, men stemningen var trykket. Anne vidste det ikke var slut. Sabrina havde ikke haft held denne gang, men hun ville prøve igen hun nød magten og det drama, det tilbød.
Og ganske rigtigt to uger senere. Christian var på kursus, skulle først hjem sent fredag. Anne var ved at dække op til middag, glædede sig til gensynet, da telefonen ringede.
Anne, jeg bliver forsinket. Er lige kommet forbi byporten. Sabrina har ringet nu har hun klemt foden under et tungt gardinstang. Hun kan ikke gå. Stangen ligger midt i stuen og spærrer. Hun beder om hjælp.
Anne tog en dyb indånding.
Christian, kør hjem. Jeg tager over hos Sabrina.
Dig? Hvorfor?
Jeg har bedre styr på, hvilken salve der skal bruges. Og jeg kan hjælpe hende med foden. Du er træt. Kør bare hjem. Jeg er der om en halv time.
Okay. Ikke skændes med hende, vel? Hun har det ikke nemt.
Anne lagde på og handlede hurtigt. Hun kontaktede Handymanden en lokal service og bookede den mest kompetente og pålidelige montør. Hun bestilte også en medicin-pakke til Sabrinas adresse.
Da Anne ankom, var apoteksbudet allerede hos Sabrina. Anne tog pakken og gik op ad trapperne. Døren var ulåst Sabrina ventede tydeligvis, at det var Christian, der skulle komme hende til undsætning.
Forsigtigt trådte Anne ind i lejligheden.
Der brændte stearinlys og på klinkebordet ventede en flaske vin og to glas. Sabrina lå draperet på sofaen i silkekåben, foden strakt dramatisk ud. Gardinstangen lå på gulvet, men det lignede mest en rekvisit.
Da hun hørte skridt, sagde Sabrina med svag stemme:
Christian? Er det dig? Har du min medicin?
Anne tændte det store loftlys, så hele scenariet stod i et grelt lys.
Sabrina fór op, glemte helt at halte.
ANNE?! Hvorfor er du her? Hvor er Christian?
Christian spiser aftensmad hjemme. Her er din medicin og om lidt får du professionel hjælp.
Professionel…?
Det ringede på døren. Anne gik ud og åbnede for handymanden med værktøjstaske.
Hej, jeg skal sætte en gardinstang op?
Ja, værsgo ind. Ejeren viser hvor.
Sabrina stirrede på Anne med et hidsigt blik.
Hvorfor gør du det her mod mig?
Jeg hjælper dig. Gardinstangen skal op, og din fod kan du bedre tage dig af selv. Christian er træt og skal være hjemme. Og nu har du alt, du skal bruge.
Du tror, du er så hellig, hvæsede Sabrina. Christian vil snart have nok af dig han ku bruge en fest, et grin, noget let, ikke en løftestang til nag.
Han har valgt mig, Sabrina. Hvis du skal bruge hjælp, find dig en, der kan gøre det lovligt. Stop med at løbe efter mænd, der er andres.
Gå ud, skreg Sabrina.
Håndværkeren er færdig om et kvarter. Alt er betalt. God bedring med foden.
Anne gik derfra med fornyet ro. Ingen skandale, ingen råben bare en klar linje.
Derhjemme sad Christian, spændt.
Hvad så? Er hun slemt såret? Hun har ikke svaret mine beskeder.
Hendes fod har det udmærket. Gardinstangen bliver hængt op af en håndværker, jeg har betalt for det.
En håndværker? Hvorfor det?
Sæt dig, Christian.
Han gjorde, som han fik besked på.
Forstod du virkelig ikke, hvad du blev brugt til? Stearinlysene, vinen, de søde ord Hun kaldte altid på dig, når vi havde planer eller jeg ikke var hjemme.
Christian kiggede ned, tavs. Han brækkede brødet småt ud.
Jeg havde måske anet noget Men hun var jo ensom. Det føltes skidt at sige nej.
Ensom? Hun manipulerede dig let som ingenting. Du var altid på hendes tov men du stjal tid fra din egen familie. Hun havde gjort det hele klart for mig i dag; hun ventede ikke nogen håndværker. Hun ventede dig.
Christian sukkede dybt. Undskyld, jeg var dum.
Du er godtroende, Christian. Og jeg elsker dig for det. Men fra i dag ringer Sabrina til håndværkerservice, hvis der er noget galt. Hun ringer ikke mere efter dig. Er du med?
Ja, det lover jeg. Tak fordi du tog kampen. Jeg havde ikke håndteret det pænt.
Sabrina ringede ikke igen. Hverken efter en uge eller måned. Måske var det stolthed eller hvad der var tilbage af den.
Et halvt år senere mødte Anne hende i Magasin. Sabrina gik arm i arm med en velklædt mand, poserne fyldt med dyrt tøj og et fornøjet smil. Et hurtigt blik, et løftet hage, et fnys. Anne smilede for sig selv. Endelig havde Sabrina fundet én, der kan hænge hendes gardinstænger uden dårlig samvittighed for nogen.
Hjemme hos Anne og Christian faldt der ro på. De drak aftente sammen, planlagde ferier og vidste nu: Når de besluttede at tage i sommerhuset, så kom de faktisk frem for grænserne for familien skulle værnes, også selvom dem der træder dem prøver at se aldrig-så-hjælpeløse ud.
Og om nogen skulle spørge jo, venskaber er fine, men familielivet har førsteprioritet. Hver gang.
