Jeg tager afsted, så du kan finde ud af, hvad du har mistet! Lev en uge alene, hyl mod månen uden en mand i huset, så kan det være, du lærer at sætte pris på omsorg! Jens dramatiserede sætningen mens han svingede en bunke sokker ned i sin gamle sportstaske, og var tæt på at vælte min yndlingsvase fra hylden.
Jeg lænede mig mod dørkarmen og var helt stille, mens jeg betragtede det absurde scenarie jeg var nærmest i en tåge af forurettet latter. Min mand, min 30-årige “dreng”, stod midt i min min egen, købt før vi blev gift! étværelseslejlighed og truede mig med sit fravær. Som om han virkelig troede, at væggene ville falde sammen, og jeg visne hen som en stuebirk, bare fordi han ikke var der.
Og det startede, som det altid gjorde, efter et søndagsbesøg hos svigermor, Birthe. Hun var virkelig noget for sig selv: hendes komplimenter lød altid som fornærmelser, og hendes råd fløj ud som skarpe befalinger fra en general under inspektion.
Jens kom hjem fra sin mor med den dér farlige energi. Man kunne altid mærke det på hans smalle læber, blikket der ransagede rummet, næseborene der testede for nullermænd.
Ingrid, hvorfor hænger håndklæderne i badeværelset igen hulter til bulter? sagde han fra dørmåtten, uden at tage skoene af. Mor siger, at det skaber visuel støj og ødelægger chiens harmoni i lejligheden.
Jeg sukkede dybt.
Jens, din mor har kun set chi-harmoni i gamle søndagsmagasiner, og håndklæderne hænger, hvor det er lettest at tørre hænderne, svarede jeg roligt og rørte i gryderetten.
Jens brummede, gik ud i køkkenet og pegede på grydelåget.
Igen grove grøntsagsstykker? Mor mener, at en rigtig hustru pureer det hele, så mandens krop kan optage vitaminerne ordentligt. Du er bare doven!
Jens, jeg lagde skeen fra mig. Din mor har ikke flere tænder, fordi hun sparede pengene op til at købe et Royal Copenhagen stel. Du har tænder. Brug dem.
Han blev rød i hovedet og åbnede munden for endnu en omgang “mor-kloge råd”, men ordene druknede.
Du du er bare utaknemmelig! stønnede han. Mor, hun har jo læst husførelse på aftenskole, det ved du godt!
Jens, hun arbejdede som pedel på et kollegium og kaldte sig ekspert i huslighed, kun fordi det lyder flot, svarede jeg og smilede koldt.
Han stod med åben mund og ledte efter argumenter, men hans hjerne kørte i tomgang. Han så ud som en forvirret pingvin.
Det var vist her, han tog beslutningen om at “opdrage” mig.
Nok! Nu vil jeg ikke finde mig i din frækhed! Jej tager hjem til mor! En uge, mindst. Og når jeg er tilbage, forventer jeg orden og en håndskrevet undskyldning!
Døren smækkede. Stilheden trillede hen over trægulvet.
En mærkelig tomhed, iblandet lettelse, bredte sig. Selvom jeg var såret, føltes det nærmest som om han havde givet mig en gave: fred og ro i min egen lejlighed.
Men skæbnen havde større overraskelser end Jens små fornærmelser.
Mandag morgen blev jeg kaldt ind til chefen.
Ingrid Mathiasdatter, der er brug for dig i afdelingen i Aalborg. Du skal tage afsted i morgen det varer tre måneder. Dobbelt dagpenge og bonus nok til en ny bil. Kan jeg regne med dig? Ingen andre kan tage den.
Jeg mærkede vingerne gro ud af ryggen. Tre måneder! Uden Jens, ingen af Birthes bemærkninger, ved Limfjordens bred (selvom det blæser), og lønnen var fantastisk.
Jeg siger ja! næsten råbte jeg.
På vej ud kom jeg i tanke om, at lejligheden ville stå tom i tre måneder. Husleje og fællesudgifter er ikke gratis. Så ringede min veninde Lone.
Ingrid, krise! Lillesøster med familie er hjemvendt fra det sydlige Norge, deres lejlighed er under renovering, og hotel er for dyrt. De larmer, ja, men de betaler god husleje for hele perioden!
En djævelsk plan samlede sig i mit hoved.
Lone, de må gerne bo der. Nøglen lægger jeg hos viceværten. Men hvis der kommer en mand og brokker sig, så send ham på porten!
Samme aften pakkede jeg mine ejendele, samlede det værdifulde i én boks og afleverede den hos min mor. Jens svarede naturligvis ikke på mine opkald han var jo i gang med sit opdragelseseksperiment.
Næste morgen var jeg i toget mod Nordjylland. I min lejlighed flyttede familien Rasmussen ind: far Hans, mor Annemette, tre højlydte unger og deres kæmpestore bjæffende labrador, Albert.
Efter en uge.
Jens holdt kun ud i syv nætter hos Birthe. Hun var bedre på afstand. Hjemme kvalte hendes omsorg ham som en stram snor.
Jeppe, tyg ikke så højt, kommanderede hun.
Jens, hvorfor starter du cisternen to gange? Vandregningen!
Søn, hvis du sidder sådan, får du skæv ryg ligesom onkel Poul.
Til sidst skreg Jens indvendigt. Han forestillede sig, at jeg derhjemme var knust af savn. Triumferende købte han en buket lidt for trætte tulipaner for at symbolisere tilgivelse, og tog hjem.
Han stak nøglen i døren og forberedte sig på min panik over at se ham igen. Men nøglen drejede ikke. Han trykkede på ringeklokken.
Inde fra hørtes lyden af galopperende børn og hundegøen, som vækkede hele opgangen.
Hvem der? lød Hans dybe stemme.
Jens trådte baglæns.
Øhm Jeg er Jens. Mand. Luk mig ind!
Døren gik op. Der stod Hans bred som en massiv eg, i undertrøje og med en grilltang i hånden (de grillede lige frikadeller på altanen). Ved siden af ham sad Albert og logrede.
Mand? Hvem mand? Annemarie er her ikke. Hun er ude at rejse. Vi lejer her. Har kontrakt og har betalt hele perioden. Og hvem er du egentlig?
Jeg… jeg bor her! sagde Jens fortvivlet. Det er min lejlighed! Nå, altså, min kones Vi bor her sammen!
Kammerat, Hans klappede ham venskabeligt på skulderen med grilltangen og efterlod et fedtet mærke på skjorten. Ingrid sagde: “manden er væk, han bor hos moren”. Lejligheden er ledig. Gå hjem til din mor, ja? Astrid, giv lige mere remoulade!
Døren smækkede i for næsen af min forbløffede mand.
Telefonen rystede i lommen efter et minut. Jeg sad på en café ved Limfjorden, nød muslinger og et glas hvidvin.
Hallo? svarede jeg drømmende.
Hvad har du gjort?! råbte Jens så højt, jeg måtte holde mobilen væk fra øret. Hvem er de mennesker i VORES hjem? Hvorfor kan jeg ikke komme ind?!
Jens, råb nu ikke, sagde jeg iskoldt. Du var jo gået din vej. Du ville have, jeg skulle forstå noget det har jeg. Det er hverken sjovere eller billigere at bo alene. Så jeg lejede lejligheden ud. Kontrakt på tre måneder.
Tre måneder?! hylede Jens. Hvor skal jeg bo så?
Jamen, du er jo hos din mor. Der er orden, mosede kartofler og perfekte håndklæder. Nyd det. Jeg er i Jylland. Kommer ikke hjem lige foreløbig.
Så sku du satme skilles! Jeg kontakter politiet! råbte han op.
Gør det bare. Lejligheden er min, jeg har tinglysningen, lejekontrakten er i orden, skatten er betalt. Er du registreret her? Nej. Du er bare en gæst, Jens.
Jeg lagde på.
Ti minutter efter ringede Birthe. Jeg tog den kun for underholdningens skyld.
Ingrid! lød hendes stemme som spåner i øret. Har du smidt Jens på gaden?! Det er inhumant! Familieloven siger, at konen skal sørge for sin mand og en varm middag!
Birthe, sagde jeg roligt, i ægteskabsloven står der ligestilling. Og på skødet står kun mit navn. Din søn ville opdrage mig. Eksperimentet lykkedes. Eleven er overgået læreren.
Du er grisk! fnes hun. En mand skal have sit frirum! Du ødelægger familien! Jeg melder dig til beboerforeningen!
Gør du bare det eller skriv til Spildevandsforsyningen, lo jeg. Du har jo altid sagt, at Jens er din skat. Nu kan du beholde ham. Og husk at mose kartoflerne, for han gider ikke tygge.
Birthe spruttede inde i røret, og hendes opsvulmede vrede døde hen som faxen, vi havde på arbejde engang, der gik i stå midt i et vigtigt dokument.
Tre måneder forsvandt som dug for solen. Jeg kom hjem med nye sko, bedre hår og ingen lyst til min gamle tilværelse.
Lejligheden skinnede Hans og Annemette havde vasket alt ned og fikset den dryppende hane, som Jens havde brokket sig over i et år uden at gøre noget.
To timer efter stod Jens der. Han var bleg, mager, skjorterne sad skævt. Tre måneder hos moren havde forvandlet ham til en gammel mand.
Ingrid, sagde han med blikket i gulvet. Lad os lige prøve igen. Mor var også overdreven. Kan vi ikke begynde forfra? Jeg har endda taget mine ting tilbage.
Han gjorde mine til at træde ind.
Jeg blokerede døren med min kuffert.
Jens, der er ikke noget at begynde på. Du ville lære mig at sætte pris på en mand i huset. Det har jeg lært. Hans fikset hanen på en halv time. Du har i et år kun brokket dig over tid til at købe en pakning.
Men jeg er jo din mand! hviskede han og lignede en dreng, der bliver smidt ud af sandkassen.
Du VAR min mand, nu er du bare bagage, sagde jeg. Dine ting ligger hos viceværten, nøglen skal du aflevere.
Du kan ikke være det bekendt! Jeg vil kræve halvdelen af forbedringen!
Jens, det var min far, der stod for alt, bonerne har jeg endnu. Du har kun hjulpet med at tape væggene ind i dine klager. Jeg smilede direkte til ham. Nu er forestillingen slut. Publikum er gået hjem.
Han stod der og blinkede, uforstående over at hele hans storslåede opdragelsesplan for konen blev hans eget forlis.
Døren smækkede. Klikket fra låsen lød som et startskud til mit nye liv.
Man siger, at Jens stadig bor hos Birthe. Venner fortæller, at Birthe nu overvåger både hans måltider og (med en oldemors myndighed) hans godnattid og hvem han må tale med. Jens lister rundt med blikket i gulvet, som om han hele tiden frygter en af mors usynlige miner.
