Jeg tror allerede, denne situation vil få mine følgere til at slubre kaffen op i et sæt. Ja, jeg skammer mig lidt over, hvor mine tanker havner, men sådan er det altså. Lige så snart jeg overvejer, hvad der snart venter vores lille familie, får jeg næsten tårer i øjnene. Jeg er nok på nippet til at falde i en god, gammeldags depression. Vi har været gift i over tolv år, begge har fast arbejde, og vi har to børn løbende gennem rækkehuset på Amager.
Min svigermor har været syg i evigheder. Hun kæmper med gigt og diabetes, og er desværre ret overvægtig, hvilket gør det næste umuligt for hende at komme nogen vegne i hendes lejlighed. Hun bor alene, så hverdagen er mildest talt besværlig. Det er ikke småting at ordne mad og rengøring, eller bare få et langt bad. Hver uge bakser min mand og jeg ind med indkøbsposer, jeg gør rent under lidt højlydt brok, laver mad for en uge og hjælper hende i bad. Det er nærmest blevet et nyt familie-ritual. Vi springer kun en søndag over hist og her, når arbejdet trækker tænder ud.
Jeg elsker virkelig min svigermor. Hun har opfostret min mand helt alene, og har virkelig knoklet for hans skyld hun ofrede sit eget privatliv (var alene fra hun var 45 år og giftede sig aldrig igen). Hun hjalp os også økonomisk. Vi fik faktisk bare lukket det sidste lån på vores andelsbolig af takket være hendes hjælp. Jeg nægter at svigte hende eller hendes behov, færdig basta. Men nu har min mand så lige nævnt helt casual at når vi når forbi nytår, så flytter hans mor ind hos os. Så kan vi bare lade være med at cykle Amager tværs og i stedet gøre det hele hjemme. Det var åbenbart mere afslappende, mente han.
Jeg forstår udmærket min mand. Han prøver bare at gøre alt lidt nemmere for alle. Men jeg kan ikke lade være med at regne på, hvordan hverdagen kommer til at se ud. Vi har tre værelser et til os begge, og så har ungerne hvert deres. Hvis svigermor flytter ind, skal hun jo have sit eget værelse, så børnene skal til at deles. Jeg forudser ballade for begge elsker jo deres plads. Det lyder frygteligt at indrømme, men jeg ser ærlig talt lidt på hende som en byrde, måske endda lidt mere, end jeg burde. Tør man overhovedet nævne dét i andelsforenings-gruppen? Hvad pokker ville I gøre, hvis I stod i mine (tårevædede) træsko? Skriv endelig jeres bedste Aarhus-anekdoter eller blide svigermorsråd jeg er åben for det hele.
