12. december 2025
Kære dagbog,
Jeg skrev under på en vielsesattest i København, da jeg kun var atten år gammel. Min brud, Kirsten, var tyve år ældre end mig, og hendes modenhed trak mig som en magnet. Inden længe kom vores lille pige, Freja, på verden, og kort tid efter blev vi velsignet med drengen Mikkel.
Kirsten var min klippe hun støttede mig i alt, og med hendes hjælp kunne jeg færdiggøre min uddannelse på Københavns Universitet og stå på egne ben. Men da Mikkel fyldte tre år, pakkede hun sine tasker og forsvandt for altid fra vores liv.
Jeg stod tilbage med to små mennesker, ingen familie at lægge dem i pasning hos, og ingen mulighed for at gå på arbejde. Børnebidraget var knap, kun et par hundrede kroner om måneden, så jeg måtte kæmpe hårdt for at få enderne til at mødes. Da Mikkel endelig fik en plads i børnehave, begyndte jeg at arbejde som lagerarbejder i en virksomhed i Aarhus.
Pludselig dukkede Kirsten op igen. Hun knællet foran mig, bad om tilgivelse og ville have sin plads i familien tilbage. Jeg sagde tydeligt:
Vi har lært at klare os uden dig. Du tænkte aldrig på vores børn, og nu kommer du med undskyldninger? Gå din vej og kom ikke tilbage.
En måned senere indleverede hun en retssag i håbet om at vinde forældremyndigheden. Domstolen blev min arena, men børnene forblev hos mig.
Et halvt år senere opdagede jeg, hvorfor hun havde forsøgt at genforenes: hendes far, Henrik, havde oprettet et testamente, der skulle sikre vores børns fremtid. Desværre døde han, før testamentet kunne træde i kraft, og alt gik tabt.
Det har været en hård kamp at dele brød med mine børn, nogle dage gik vi sultne igennem flere timer, men vi holdt sammen. Jeg har lært, at selv når livet kaster dig ud i stormen, er det styrken i de små øjeblikke et smil fra Freja, et grin fra Mikkel der holder dig oprejst.
Personlig lektion: Man kan ikke styre andres handlinger, men man kan altid vælge, hvordan man responderer på dem.
Jens.
