Kære, jeg bliver nødt til at fortælle dig, hvad der skete, for jeg kan stadig mærke det helt inde i knoglerne.
Min mand, Henrik, havde i flere uger fortalt mig, at hans forældre var syge, og at han derfor skulle tage til Odense for at tage sig af dem. Hver fredag pakkede han sportstasken, blinkede til mig og sagde:
Mor og far har det ikke godt, jeg tager afsted et par dage.
Første gang tænkte jeg selvfølgelig, hans mor Kirsten havde lige fået en operation, og hans far Søren havde problemer med blodtrykket. De er jo oppe i alderen, det kan ske for alle.
Gå bare, Henrik, hil dem fra mig og sig, at jeg tænker på dem, svarede jeg.
Henrik tog afsted fredag, kom hjem mandag morgen, træt og stille, næsten som om han havde været på havet i stormvejr. Når jeg spurgte til hans forældre, svarede han kort:
Det går bedre, men de er stadig svage.
Hvad fejler din mor da? spurgte jeg.
Alt, det er alderen, sagde han bare og viftede det væk.
Sådan gentog det sig uge efter uge. Mor er faldet, far er nervøs, sagde han, mens han pakkede skjorter ned. Jeg tilbød at tage med og hjælpe, men han blev ved med at sige:
Nej, det er bedst, at du bliver hjemme. Der er ikke plads, og du har selv meget at se til.
Jeg har altid holdt lidt afstand til hans forældre vi hilser pænt, men vi spiller ikke kort sammen og deler ikke hemmeligheder. Kirsten er en meget reserveret type, Søren er mere jovial, men heller ikke nem at komme tæt på.
Efter tredje weekend forsvinder Henrik med sportstasken igen. Jeg spurgte, om de havde haft en læge på besøg.
Jo, men distriktslæger i dag… Han skrev bare noget medicin ud, sagde Henrik uden nogen særlig følelse i stemmen.
Noget føltes mærkeligt han snakkede nærmest som om han havde øvet sig på replikkerne. Ingen varme, ingen ægte bekymring.
Jeg begyndte selv at lægge mærke til, at hans mor ikke havde ringet normalt ville hun kontakte mig, især hvis hun eller Søren var på skideren. Men denne gang var der helt stille.
Fjerde gang manden trak afsted, foreslog jeg igen at tage med, nu hvor hans mor angiveligt havde feber.
Hvorfor vil du have flere problemer? Du har nok om ørerne, svarede Henrik ret hurtigt og let irriteret.
Jeg spurgte, om jeg skulle følge ham til banegården.
Nej, jeg klarer det selv.
Han kyssede mig hurtigt og gik. Jeg stod der alene i lejligheden, hovedet fuldt af bekymringer. Jeg begyndte at tænke: Er jeg en mistroisk kone? Måske er de virkelig syge, og jeg overreagerer…
Men jeg besluttede mig til sidst for at besøge dem, gøre dem en glædelig overraskelse. Jeg bagte min mors legendariske æblekage, pakkede lidt frugt og juice, tog min bedste kjole på og gjorde mig klar til turen til Odense.
På toget forestillede jeg mig, hvordan Henrik ville blive overrasket han ville åbne døren, se mig med en kurv i hånden og måske først blive lettere forvirret, men så glad.
Jeg kom frem til deres hus, en klassisk dansk villa med have. Kirsten åbnede døren, og jeg tror aldrig, jeg har set hende friskere. Røde kinder, klaret stemme, ingen tegn på sygdom. Hun var i joggingtøj, håret sat op.
Anna? Hvad laver du her? sagde hun forbavset og grinede.
Henrik sagde, I var syge, så jeg ville lave en lille overraskelse og passe jer.
Syge? Hvor i alverden har han fået det fra? Vi har det jo fint, sagde Kirsten og grinede.
Søren kom ud til gangen, han så robust ud og var lige kommet op fra kælderen, tror jeg.
Anna! Det var længe siden hvad bringer dig her, spurgte han glad.
Henrik skulle jo tage sig af jer, I var syge, sagde jeg.
De så på hinanden, som om jeg havde fortalt dem, at jeg havde mødt julemanden.
Vi har ikke set Henrik, sagde Søren. Sidst var til Sankt Hans han kom til min fødselsdag. Siden har vi hverken set eller hørt fra ham.
Der gik et sus gennem mig. Hver eneste forklaring, hver tur til sjovt nok altid syge forældre det var løgn. Ren løgn.
Anna, hvad er der? Du ser helt bleg ud, sagde Kirsten.
Det går nok, jeg kan ikke blive her er min kage og disse frugter til jer. Hyggelig aften til jer.
De fulgte mig til døren, kiggede undrende efter mig, mens jeg gik til busstoppet og knap kunne mærke mine ben.
På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvor har Henrik egentlig været? Med hvem? Hvorfor bruge sine forældre som dække?
Jeg ville ringe til ham, men blev enig med mig selv om at vente til jeg kom hjem. Det var bedst at se ham i øjnene og høre ham forklare endnu en løgn.
Da jeg kom hjem, var lejligheden tom og stille. Jeg satte mig på sofaen og ventede.
Mandag morgen kom Henrik hjem med tasken, træt og lettere sammenbidt. Han sagde:
Hej, hvordan var weekenden?
Fin, og din? spurgte jeg.
Hårdt, forældrene har det meget skidt…
Hvad fejler de nu præcis?
Mor har feber, far har målt blodtryk hele natten…
Jeg kiggede på ham der var ingen ægte bekymring. Da han begyndte at lægge tøj på plads, sagde jeg roligt:
Henrik, se på mig.
Han så på mig, og jeg spurgte direkte:
Hvor har du egentlig været?
Hos mine forældre. Du ved det jo…
Dine forældre har ikke set dig. Jeg var der selv i går.
Han blev helt bleg, stod med skjorten i hånden.
Hvorfor tog du derhen? spurgte han, næsten forarget.
Fordi jeg troede på dig, og ville hjælpe.
Det kan jeg forklare…
Kan du det? Hvem har du været sammen med i weekenden?
Han vendte sig mod vinduet.
Jeg kan ikke sige det lige nu…
Vil ikke eller kan ikke?
Anna, tro mig, det er ikke som du tror.
Hvad er det så? Har du en anden?
Længere tavshed så sagde han stille:
Ja.
Jeg nikkede. Det var mærkværdigt ingen vrede, bare tomhed.
Så du har haft en affære?
Det er ikke alvorligt, bare… det skete.
For en måned siden?
Nej, før det. Jeg kunne ikke fortælle dig det.
Derfor løj du om dine forældre?
Jeg skulle prøve at finde ud af mig selv.
Har du fundet ud af det?
Jeg ved det ikke.
Det gør jeg. Jeg har brug for en, der ikke lyver, ikke bruger sine forældre som dække.
Jeg begyndte at pakke ting; han så forskrækket ud.
Hvad laver du?
Jeg flytter ind hos en veninde indtil vi får styr på det her.
Skal vi ikke snakke om det?
Om hvad? Om hvordan du løj for mig, mens jeg troede dine forældre lå på hospitalet?
Jeg ville ikke såre dig…
Men det gjorde du.
Jeg tog dokumenterne, min telefon, oplader, lidt tøj og mit pas.
Hvis du får lyst til at forklare dig, så ring. Men jeg tvivler på, at du kan forklare en måned med løgne.
Hvad med vores hjem, vores familie?
Familie handler om tillid. Og hjem kan vi dele med hjælp fra en advokat.
Må vi ikke prøve igen? Jeg stopper med det hele, vi starter på ny…
Starter med hvad? Endnu en løgn?
Jeg lover, jeg vil ikke lyve.
Henrik… du lovede at være tro mod mig… Se, hvordan det gik.
Jeg gik ud af lejligheden, regnen stod stille udenfor, sådan som den gjorde for en måned siden da det hele begyndte.
Mit telefon ringede, Henriks navn blinkede, men jeg tog den ikke.
Jeg havde taget beslutningen. Jeg kan ikke leve med en mand, der bruger sine forældres helbred som alibi for hans affære. Tilliden er væk, familien er væk.
Nu er det advokater, boligdeling, en ny begyndelse i det mindste ærlig. Uden løgne om syge forældre og hemmelige weekendture.
Toget til København tog mig væk fra fortiden, mod ukendt men ærlig fremtid.
Min mand tog til sine “syge” forældre, så jeg besluttede at lave en overraskelse og dukkede op uden at advare…