Hvor har du lagt servietterne? Jeg bad dig jo tage dem med sølvbroderi frem, de passer bedre til dugen, sagde Mette uden at se op, mens hun snittede citron i helt tynde, gennemsigtige skiver.
Normalt ville hendes mand, Henrik, allerede sidde foran fjernsynet nu og vente på årets nytårskoncert, men i dag var han stadig ikke kommet hjem. Mette talte med sig selv hun var vant til det, det fyldte den lune køkkenstilhed. Der var kun tre timer til midnat. I ovnen stod hendes stolte juleret: andesteg med danske æbler, en opskrift, der havde fulgt kvindelinjen i hendes familie så langt tilbage, hun kunne huske. Lejligheden skinnede, juletræet blinkede blidt, og Mette havde den der særlige, varme fornemmelse af forventning, som ikke forsvinder selv ikke i en alder af halvtreds.
Hun tørrede hænderne i viskestykket og så på klokken. Henrik var forsinket. Han havde sagt, han skulle forbi kontoret og hente hendes gave, og siden havde hun intet hørt. Mette smilede for sig selv. Han fandt sikkert på noget særligt i år deres sølvbryllup, femogtyve år sammen, og denne nytårsaften havde de besluttet at fejre alene, romantisk, uden børnebørn og venner, som for længst var blevet voksne og var fløjet fra reden.
I entreen hørtes endelig nøglen dreje. Mette strøg håret på plads, smed forklædet og rettede på sin fløjlsgrønne kjole, inden hun gik ud for at tage imod ham.
Henrik, hvor blev du af? Anden er snart klar…
Hun frøs i døren. Henrik stod ikke alene. Ved hans side stod en yngre kvinde og børstede sneen af sin korte, lyseblå pels. Hun havde ildrødt hår, markante røde læber, og duften af dyre parfumer fulgte hende som en sky. I hånden havde hun en pose clementiner, og Henrik bar en dyr flaske champagne med et lidt for anstrengt, entusiastisk smil over læberne.
Mette, nu skal du høre vi har gæst! brød Henrik alt for højt til deres lille entre. Dette er Fredrikke vores nye regnskabschef.
Mette blev kold indeni. Øjnene gled fra manden til kvinden og tilbage igen.
Godaften, sagde hun stift. Forventede vi nogen?
Fredrikke tog straks Mette i hånden med sine spinkle, læderhandskeklædte fingre.
Åh, Mette! Hej! Du aner ikke, hvilken aften jeg har haft det er næsten filmagtigt. Henrik har virkelig reddet mig. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige tak!
Henrik bøjede sig hurtigt for at få skoene af og undgik Mettes blik.
Jeg… Altså, jeg kørte forbi kontoret, og der sad hun, helt opløst, græd som pisket. Der var gået hul på rørene, hele lejligheden oversvømmet, strømmen væk. Og her til nytår! Hun kender ikke nogen i byen, har ingen familie. Jeg kunne ikke lade hende sidde alene, Mette, du ved jo, du har hjerte på rette sted. Jeg sagde bare: “Kom med hjem, Mette siger aldrig nej til den slags.”
Mettes verden begyndte at smuldre. Femogtyve år. En romantisk aften. Stearinlys, som allerede stod på bordet. Og nu det her en fremmed kvinde i pelskåbe.
Kom indenfor, sagde hun tørt, med en stemme der lød fremmed.
Fredrikke gled ind, hendes parfume lagde sig som et låg over duften af and og gran.
Hvor er her bare hyggeligt! kvitrede hun og lod blikket glide over møblerne. Så… retro. Min mormor havde også sådan et vitrineskab. Det er helt som et museum fra gamle dage.
Mette bed tænderne sammen. Skabet var købt på auktion i Odense, ægte eg og meget dyrt men det behøvede hun ikke forklare en, der kunne være hendes datter.
Henrik, hjælp gæsten med overtøjet, sagde hun og gik ind i køkkenet. Hænderne rystede.
Henrik kom ud efter hende et øjeblik senere med et halvt famlende blik.
Mette, tag det nu roligt, ikke? Hun havde virkelig ikke noget sted at gå hen, vær nu sød. Det er nytår, ved du vi skal gøre godt! Hun spiser lidt med os, og bagefter ringer jeg efter en taxa, eller hun sover på sofaen…
På sofaen? Mette drejede sig mod ham, klemte suppeskeens skaft så knoerne blev hvide. Er du rigtig klog, Henrik? Vi skulle være alene, og nu slæber du en uindbudt gæst med, som ovenikøbet fornærmer vores hjem?
Hun mente det jo ikke sådan! Hun er bare ung, ligefrem… kom nu, ikke blamér mig foran kollegerne hun vil fortælle alle, hvis jeg smider hende ud.
Mette så på ham, som hun ikke havde gjort i mange år. Hvem var denne mand, der engang havde været hendes livs kærlighed?
Fint hun kan blive. Men hvis hun fornærmer mit hjem én gang til…
Det gør hun ikke! Jeg lover! sagde Henrik og prøvede at kysse hende, men Mette gik udenom ham.
Gå ind og underhold hende. Jeg dækker til tre.
Aftensmaden var gennemsyret af trykket tavshed. Mette stillede tallerkener frem. Fredrikke, nu i en tætsiddende kjole med dyb udskæring, sad nonchalant og kørte et champagneglas mellem fingrene.
Henrik, kan vi ikke åbne champagnen nu? Bare for at sige farvel til året… Jeg er så tørstig.
Mette placerede storslået en skål sildesalat på bordet.
Vi åbner først klokken tolv. Indtil da jeg har hjemmelavet tranebærsaft.
Fredrikke rynkede på næsen.
Saft? Det er da virkelig sødt. Har I ikke lidt brut? Halvsød champagne er jo for dem, der ikke har nogen smag.
Henrik skyndte sig.
Jeg har god cognac i barskabet! Vil du have et lille glas?
Bare en dråbe her er lidt køligt… Sparer I på varmen?
Mette satte sig tavst over for parret. Henrik strålede for gæsten, fyldte hendes glas, gav hende kaviar, lo af hendes vittigheder og fortalte gamle anekdoter, mens Fredrikke lo alt for højt.
Mette, arbejder du egentlig? spurgte Fredrikke midt i et smørrebrød.
Jeg arbejder, svarede Mette roligt. Jeg er konditormester på karamelfabrikken.
Virkelig? Fredrikke hævede sine tegnede bryn. Du ser så… hjemmevant ud. Sådan lidt husmor-agtig, du ved, bare mad og manden venter. Henrik har sagt, du har hænderne skruet rigtigt på, men at hverdagen er blevet meget ja, rutine.
En isnende stilhed lagde sig. Kun uret og fjernsynet brummede i baggrunden. Henrik satte cognacen i halsen og hostede, hans ansigt blev rødt.
Det har jeg aldrig sagt! Du må tage fejl, Fredrikke!
Langsomt satte Mette gaflen fra sig. Små usynlige tråde knækkede indeni hende. Ikke noget at tale om?
Fortæl endelig mere, Fredrikke. Hvad har Henrik ellers sagt? Det lyder spændende.
Fredrikke så, hun var gået for langt.
Ej, du må ikke misforstå! Mænd… de savner altid spænding og følelser. Henrik var bare så sjov til julefrokosten, du skulle have set ham danse! Hele afdelingen klappede. Han sagde: Hjemme får vi aldrig danset Mette er træt, hendes ben gør ondt.
Mette så ned på sine virkelig ikke-ømme fødder. Hun tænkte kun på, hvordan hun havde stået to dage ved komfuret for aftenens menu.
Henrik vidste, katastrofen var uundgåelig.
Lad os skåle! foreslog han desperat.
Nej, vent fortal nu om de vandrør, Fredrikke. Hvad skete der egentlig?
Øh… Ja, altså rørskade, kogende vand ud over det hele. Jeg blev bange og ringede til Henrik jeg mener, hr. Andersen! Han var simpelthen så hjælpsom. I modsætning til min eks.
Interessant, sagde Mette lavmælt. I nat er det minus femten grader udenfor. Hvis du havde haft burst med varmt vand og ingen strøm, sad du næppe her med så perfekt manicure og mønstret hår. Du lugter kun af frisør og nogen, der vil stjæle andres mand.
Fredrikke rødmede.
Hvordan vover du?! Jeg er gæst! Henrik, sig noget!
Henrik trak sig tilbage i stolen.
Vel… Måske har hun haft tid til at ordne sig.
Hold mund, Henrik, sagde Mette dæmpet. Hun rejste sig op. I femogtyve år har jeg set gennem fingre med dine små sidespring, dine “overarbejdsdage”. Jeg troede, du satte familien højt. Jeg troede, du holdt af mig. Men tilsyneladende er jeg bare husalfen, der står for maden og intet andet.
Hun trak gardinet fra og lod byens mørke flyde ind gennem vinduet.
Sådan her bliver det: Gæstebuddet er ovre. Fredrikke, tag dine clementiner og forsvind.
Fredrikke åbnede munden, men Mettes iskolde blik lukkede den igen.
Henrik! Skal du virkelig lade hende smide mig på gaden nytårsaften?
Henrik, opblæst af cognac eller ren dumhed, slog hånden hårdt i bordet.
Mette! Stop! Det er OGSÅ mit hjem. Jeg inviterede gæsten. Fredrikke bliver, vi fejrer nytår, og så…
Og hvad så? Sig det nu. Mettes stemme var blid, næsten lokkende.
Så… så slipper vi for kællinger, råbte han.
Mette nikkede. Roligt. Uden tud og drama. Hun gik hen til vitrineskabet, tog rejsetasken frem, som hun havde gjort klar med julegaver. Dumpede konfektæsken ud.
Dit hjem, siger du? Ud af mit hjem. Lejligheden er fra min mor. Fra nu af er vi alene, Henrik. Jeg skal nok sørge for, du bliver skrevet ud og får din adresse skiftet. Og nu… I går begge to.
Hvad?! Henrik blev grå i ansigtet. Mette, du kan ikke mene det?
Ud til hvor du vil, sagde hun stille. Ud til Fredrikkes hjem, hvor rørene angiveligt er sprunget. Du er jo en rigtig mand, så du finder vel på noget.
Mette, nu må du ikke… det var bare… det betyder ikke noget!
Mette så på ham med afsky. Én time tidligere ville han have forsvaret Frederikke, og nu, hvor det brænder, var han klar til straks at ofre hende.
Nej, Henrik. Oliviersalatet er sur, ligesom vores forhold. Skrid. Fem minutter.
Fredrikke, der for længst havde opgivet sejren, smed sin pels over skulderen.
Hun er jo sindssyg, mumlede hun og gik mod døren. Henrik, jeg tager en taxa selv, klar dig selv. Jeg skal ikke have besvær.
Hoveddøren smækkede. Kun duften af parfume og spor af foragt blev tilbage.
Henrik blev stående midt i stuen med en tom taske.
Mette… pivlede han. Hun er gået nu. Kan vi glemme det? Anden bliver kold.
Mette tog anden ud af ovnen, duften af æbler og kanel bredte sig. Normalt elskede hun den nu blev hun utilpas.
Glemme? gentog hun. Du tog din flirt hjem til vores sølvbryllup. Du bagtalte mig foran hende. Du lod hende gøre grin med mig i mit eget køkken.
Hun greb det tunge keramikfad.
Gå, Henrik. Hvis du ikke gør det straks, ringer jeg til politiet og siger, du er beruset og truende. Tro mig, de vil lytte.
Henrik så på hende og mærkede, hun mente det. Han famlede gennem soveværelset, larmede med skabsdørene og kastede tøj i tasken. Han gik med hængende hoved og overtøj i hånden; skjorteærmet stak ud.
Du kommer til at fortryde det, Mette! råbte han i døren. Du ender alene! Hvem vil have dig nu?
Mig selv, sagde hun og lukkede døren. Låste to gange.
Stilheden sænkede sig i lejligheden. Mette satte sig på gulvet, ryglænnet mod døren. Hun troede, hun ville græde men der kom ingen tårer. Kun følelsen af pludselig luft, som når gammel, tung møbler er båret ud.
Hun rejste sig, gik i det smukt dækkede køkken, hvor der stadig var dækket til tre. Alt så ud som kulisser til en aflyst forestilling.
Hun greb Frederikkes tallerken med resterne af brødet og et aftryk af rød læbestift og smed den i skraldespanden. Den knustes i et lyst klir.
Så tog hun Henriks tallerken. Samme tur. Klonk!
Hun pakkede tredje sæt væk. Kun sin yndlingstallerken med guldkant lod hun stå. Hun hældte sig selv et glas iskold champagne.
På tv begyndte Dronningens nytårstale. Klokken nærmede sig midnat. Det år, der havde taget hendes illusioner men givet hende sin selvrespekt tilbage, gled ud.
Godt nytår, Mette, sagde hun til sit eget spejlbillede i ruden.
Hun skar sig selv det bedste stykke af anden låret med sprød skind. Tog en stor portion salat, som, tvært imod alt, stadig var frisk og velsmagende.
Telefonen blinkede: en besked fra datteren, Frederikke: “Mor, glædeligt nytår! Vi elsker dig! Vi kommer forbi med børnebørnene i næste uge!”
Mette smilede. Livet var der stadig. Børn, børnebørn, arbejde, det elskede hjem. Det, der var faldet væk, havde kun været overflødigt, råddent.
Hun tog en tår champagne, boblerne dansede i næsen, løftede hende. For første gang i årevis sad hun stille, nød sin mad, behøvede ikke betjene nogen. Hun nød nuet.
Udenfor råbte naboerne Skål! og sendte fyrværkeri over tagene. Verden fejrede og Mette fejrede sin egen frihed.
En time senere samlede hun al maden, pakkede den pænt i beholdere. I morgen ville hun bringe resten ned til Fru Jensen og viceværten det var gode mennesker, de fortjente lidt ekstra.
Anden den ville hun spise selv. Den havde hun fortjent.
Før hun gik i seng vaskede hun makeup af. I spejlet så hun en smuk, stærk kvinde med et træt men levende blik. Ikke nogen hushjælp med papillotter.
Spænding manglede han lo hun lavmælt. Nå Henrik, nu skal du få spænding, så det rækker. Find dig et sted, del boet, forklar det for børnene.
Hun lagde sig i den brede seng, spredte sig godt ud, optog hele pladsen hun før delte med en snorkende mand. Linnedet duftede friskt af lavendel og frihed.
Hun blev vækket af solen næste morgen. Første tanke: Ikke jeg skal lave morgenmad til ham, men jeg vil have kaffe med kage på caféen nede på hjørnet. Og det var en vidunderlig tanke.
Hun vidste ikke, hvad der nu ventede: Skilsmisse, deling, svære samtaler. Alt det måtte komme. Men for nu havde hun en hel dag med ro, god mad og fred. Hendes hjem var hendes igen og ingen skulle nogensinde mere kalde det kedeligt.
Godt nytår.
