Min mand tænker kun på sig selv. Han spiser alt op ikke engang vores barn får lov at smage.
Mads, hvor er bananerne blevet af? spørger jeg min mand.
Jeg spiste dem, jeg havde virkelig lyst til dem.
Kunne du så ikke have efterladt bare én til eftermiddagsmad til vores søn?
Åh slap dog af, det er jo bare bananer. Der er masser nede i Netto.
Fint, så gå ned og køb nogle.
Ej, jeg skal se fodboldkamp nu. Hvordan skulle jeg kunne nå det?
Sådan er det hele tiden herhjemme: hytteost, småkager, æbler jeg må nærmest gemme maden, for med sådan en far kan vores søn ende med at gå sulten i seng.
Vi har været gift i fem år. Vores søn fylder snart to. Vi har selvfølgelig boliglån, så økonomien er lidt stram. Mads mener selv, at han er familiens forsørger, bare fordi han har sørget for tag over hovedet. I virkeligheden solgte han sin gamle étværelses lejlighed og brugte det som udbetaling, men mine forældre hjalp altså også til. Min mor påstår, at Mads er den fødte egoist og jeg er begyndt at give hende ret.
En dag gjorde vi klar til fødselsdagsfest. Jeg kokkerer lystigt for at trylle noget lækkert frem til gæsterne, mens han konstant render bag mig og gør kål på alting. Det værste var dog, at han også kastede sig over lagkagen! Jeg havde sat den ud på altanen, for vi havde ikke plads i køleskabet. Da jeg hentede den ind for at skære stykker, kunne jeg så stå der med et forsørget blik kun et lille pyntet stykke chokolade var tilbage. Gæt lige om jeg var pinligt berørt.
Sådan går det bare hele tiden. Ja, han tjener penge, men det er altså muligt at planlægge lidt, tænke på andre end sig selv. Han siger altid: Vi køber bare mere, slap nu af. Ja ja, han er ligeglad med mig, men hvordan kan man være så ligeglad med sit eget barn? Især når vi altså virkelig er nødt til at spare. Vi spiser os næsten igennem et månedsforbrug på en uge.
Hvorfor hakker du sådan på ham? Han er jo et menneske, lad ham da spise. Han skaffer jo pengene. Du må bare lave noget mere mad, siger min svigermor, som altid tager hans parti.
Men ærlig talt, du kan lave mad til en hel landsby, og han ville stadig rydde det hele. Og der er altså ikke råd til mere, vi har stadig huslån og skal købe tøj og alt det praktiske.
Til sidst sagde jeg til ham, at gør han det her én gang til så bliver det skilsmisse. Så må vi dele boligen, og hver leve for sig selv. Han blev fornærmet og løb fluks til sin mor og sladrede. Nu vil min svigermor knap nok tale til mig. Men jeg synes altså selv, jeg har ret. Hvad synes du?
