Rune, vi er løbet tør for rapsolie, og der er kun vaskepulver nok til én vask mere, sagde Astrid, mens hun stod i døråbningen og tørrede hænderne i sit forklæde. Vi burde tage en tur i Føtex, jeg har skrevet en hel liste.
Rune trak bare utilfreds på skuldrene uden at løfte blikket fra fjernsynet, hvor Brøndby netop kæmpede i en hæsblæsende kamp.
Astrid, du kender jo situationen, sukkede han uden at tage øjnene fra skærmen. Der er igen problemer med udbetalingen på værftet. Værkfører sagde, at der ikke er nogen bonus denne måned. Jeg gav dig jo de sidste 400 kroner i forgårs. Prøv at strække dem lidt ud.
Astrid sukkede tungt. Det der med at strække pengene, havde hun hørt til hudløshed de sidste seks måneder. Det er, som om husholdningsbudgettet var lavet af gummi, der bare kunne trækkes længere og længere. Hun gik tavst ud i køkkenet, åbnede køleskabet og så trist på et ensomt glas syltede agurker og en gryde med rester fra gårsdagens suppe. Suppen var kogt på kyllingelår, for rigtigt kød havde de ikke købt i flere uger.
Astrid arbejdede som oversygeplejerske på kommunehospitalet. Lønnen var stabil, men ikke prangende. Tidligere, da Rune fik en ordentlig løn hjem, var der råd til det meste: en årlig tur til Sydeuropa, nyt tøj og et køleskab, der bugnede. Men så, ifølge Rune, gik virksomheden i stå. Lønnen skrumpede, ingen bonusser, og nu kom han kun hjem med små beløb, der knap nok dækkede elregning og diesel til bilen.
Alt der hed mad og husholdning faldt nu på Astrid. Hun tog ekstravagter, havde weekendansvar, bare for at få enderne til at mødes. Og Rune… han kom hjem træt, smed sig på sofaen og beklagede verdens uretfærdighed, mens han krævede tre retter mad til aftensmaden.
Stræk nu lidt, mumlede Astrid med blikket på den tomme smørbøtte. Kan ikke trække mere, det springer snart.
Næste dag, efter arbejde, gik Astrid som vanligt i Brugsen. Hun stod længe og kiggede på de flotte bøffer, men endte med en bakke kyllingehjerter. Billigt og mættende, og hvis det blev tilberedt længe i fløde, blev det acceptabelt. Ved kassen tømte hun pungen. Der var tre dage til lønudbetaling, og pungen var tom.
Om aftenen, mens hjerterne simrede på komfuret, gik Astrid i gang med oprydning i entréen. Rune sov allerede, tilfreds med sin fyldige aftensmad og de par flasker Tuborg-øl, som han, ifølge sig selv, havde købt for småpenge, han havde fundet.
Hun tog hans jakke for at hænge den op, og mærkede noget i inderlommen. Hun vidste, man ikke burde rode i andres lommer, men da hun plejer at tjekke tøjet inden vask, lod hun hånden glide ned i lommen og trak en sammenfoldet kvittering op.
Det var ikke fra Netto, men fra hæveautomaten. Trykt samme aften, kvart i syv. Astrids ben blev bløde.
Saldo: 34.500 kroner.
Hun blinkede, tjekkede endnu en gang, men tallene stod helt tydeligt. For oven stod endda en indbetaling: Lønindbetaling: 7.800 kroner.
Syv tusinde otte hundrede. Hjem havde han afleveret to hundrede og sagt, at der ikke var mere. Pludselig begyndte hun igen at tænke på den kolde vinter, hvor hun gik i sine utætte støvler, fordi Rune havde sagt: “Astrid, du må vente, vi har ingen penge.” Hvordan hun måtte droppe tandlægen og slukke tandpinen med piller. På de evige kyllingelår og indmad.
Vreden, bitter og brandvarm, bredte sig. Det var ikke bare skuffelse det var forræderi. Mens hun sparede på både hygiejnebind og te, sparede han til sig selv. Hvorfor? Bil? Ny kæreste? Eller bare grådighed?
Astrid lagde kvitteringen tilbage. Hun havde lyst til at flå døren op til soveværelset og stikke ham sedlen op i hovedet. Råbe, smadre noget, smide ham ud. Men hun lod være. Ballade løser intet; han ville bare snakke udenom, lyve »det er til en overraskelse«, »det er en fejl i banken«.
Nej, nu måtte hun tænke sig om.
I køkkenet slukkede hun for komfuret, lagde de færdige hjerter i en bøtte men tog dem med i sin taske, ikke i fælles-køleskabet.
Hvis der ikke er penge, så er der ingen penge, tænkte hun skævt smilende.
Næste morgen gik hun tidligt ingen morgenmad til Rune. På bordet lagde hun en seddel: Undskyld, vi har ikke flere varer. Ingen penge. Drik lidt vand.
På hospitalet passede arbejdet sig selv, men tankerne sværmede om aftenen. I frokostpausen forkælede hun sig selv for første gang i evigheder med en stor portion frikadeller med kartoffelsalat og en kanelsnegl til kaffen.
Om aftenen gik hun hjem uden poser. Ingen net, ingen tunge varer. Rak ryggen, trådte indenfor.
Rune stod i gangen han så utålmodig ud.
Astrid, hvorfor er du så sen? Jeg er sulten! Der er ingenting i køleskabet, ikke engang et æg. Gik du ikke i butikken?
Nej, Rune, det gjorde jeg ikke.
Hvad mener du, du ikke gjorde? Hvad skal vi spise?
Ingenting, svarede hun roligt og satte sig med en bog. Jeg sagde jo forleden, der ikke var penge. Løn kommer først på torsdag. Jeg drak lunken te på arbejdet, så jeg må bare vente. Det må du også.
Rune kiggede vantro på hende.
Mener du det? Hvor er suppen? Du plejer jo altid at finde på noget!
Min fantasi er brugt op. Man kan ikke lave frikadeller af ingenting. Du sagde, der ikke var flere penge, og mine gik til regninger.
Rune stod stille som et rådyr fanget i områdelyset. Han havde ventet, at Astrid som altid ville trylle låne af veninder, hente fra en hemmelig kagedåse, eller mirakuløst trylle mad frem fra gemmerne.
Hvad skal jeg gøre nu?
Drik lidt vand. Eller gå tidligt i seng, man mærker ikke sulten, når man sover.
Rune blev gal, smækkede døren og svingede med gryderne i køkkenet. Kort efter duftede der af kogte pastaskruer det var vel, hvad der var tilbage. Astrid trak på smilebåndet. Tørre pasta uden smør og pølser perfekt for en mand med treogtredstusinde på kontoen.
Dagen efter gik det på samme måde. Astrid spiste på arbejdet, købte endda sig selv en cappuccino og en jordbærtærte, som hun nød på en bænk i parken. Hjemme var hun mæt og afslappet.
Rune mødte hende nu med raseri.
Nu må det stoppe, Astrid! Jeg har spist tør pasta to dage i træk! Er du ikke husets frue eller hvad?
Jeg er din kone, ikke en troldkvinde. Jeg kan ikke købe mad uden penge. Giv mig penge, så handler jeg og laver karbonader. Hvorfor er det så svært?
Jeg HAR ikke flere penge! råbte han, men øjnene flakkede. Det er forsinket!
Jamen, så har jeg heller ingen. Vi må på slankekur. Det er jo sundt.
Han gik vredt, kom tilbage med duften af shawarma en times tid efter. Hun bemærkede tørt, at penge til fastfood kunne han altid finde. Med hjem havde han intet.
Sådan gik en uge. Stemningen i huset blev kold og gennemsigtig som nyvasket vindue. Astrid stoppede helt med at lave mad, vaskede ikke længere op efter ham (hans tallerkener blev stående), stoppede endda med at vaske hans tøj.
Der er ikke mere vaskemiddel, sagde hun bare, når han brokkede sig over krøllede skjorter. Der er ikke penge til nyt.
Rune frøs til is, forsøgte at give hende dårlig samvittighed.
Du er blevet kold! brølede han fredag aften. Jeg knokler, kommer hjem, og her ligner en svinesti! Der er intet at spise, skjorterne krøller! Hvad skal jeg med sådan en kone?
Og hvad skal jeg med sådan en mand? svarede Astrid roligt og mødte hans blik. En, der ikke engang kan sørge for brød og vaskepulver? Jeg arbejder også, Rune. Men alt hvad der hedder hjem og mad, er åbenbart mit problem.
Fordi du er kvinde! Det er din pligt!
Min pligt er at elske og tage mig af den, der tager sig af mig. Jeg gider ikke mere envejstrafik.
Lørdag morgen vågnede Astrid til duften af ristet pølse og røræg. Hun gik ud i køkkenet. Rune sad og spiste glad, foran ham en kop kaffe og ostemadder.
Da han så Astrid, blev han forlegen, men rettede sig hurtigt.
Nå, du er vågen. Hvis du vil have noget, har jeg fundet lidt mønter i vinterjakken og købt ind.
Astrid satte sig. På bordet lå dyre pølser, god ost, et dusin flotte æg. Mønter, tænkte hun sarkastisk.
Nej tak, jeg er ikke sulten, svarede hun og fulgte hans reaktion.
Rune undveg hendes blik og begyndte at snakke.
Hør nu Astrid, kan vi ikke stoppe det her. Jeg har lånt fem tusind af Søren. Tag dem, gå i supermarkedet, lav suppe, jeg kan ikke holde det ud mere.
Han lagde en 500-kroneseddel på bordet. Astrid kiggede på både penge og Rune.
Lånt af Søren? Imponerende. Hvordan betaler du ham tilbage, når der ikke er løn?
Det finder jeg ud af, snerrede han. Hvad rager det dig? Gå nu i Føtex.
Hun tog pengene, vendte dem.
Fint. Jeg handler for dem. Men kun til mig selv. Hvis Søren er så gavmild, så kan du også spise hos ham.
Hvad snakker du om?! Rune væltede næsten stolen i sin vrede. Det er fælles penge! Til familien!
Til familien? Astrid rejste sig også. Stemmen var skarp som stål. Da du fik dine 7.800 for tre dage siden, var det så dine personlige penge? Og 34.500 i banken er det nødfonden for sultende ægtemænd?
Rune blev først hvid, så rød.
Du har rodet i mine lommer? hvæsede han.
Skyld ikke skylden på mig. Jeg fandt kvitteringen ved et tilfælde, da jeg lagde din jakke på plads. Og ved du hvad? Det værste er ikke, at du skjulte penge. Det er, at du har set mig tælle ører, stå i hullede støvler, afvise tandlægen og bare spiste den aftensmad, jeg havde købt for mine penge! Skammer du dig ikke?
Jeg sparede sammen! brølede Rune og slog næven i bordet. Jeg sparede op til en bil! Min gamle er færdig! Jeg ville overraske dig! Men alt du tænker på er penge!
Overraskelse? Astrid lo bittert. En overraskelse er at købe bil, uden at gøre sin hustru sulten. En overraskelse er, hvis man sammen aftaler at spare. Det her er bare lusket. Du levede på mine penge, mens du holdt din løn ren. Du har snyltet, Rune.
Du forstår ingenting! Jeg er mand, jeg SKAL have en bil, ellers taber jeg ansigt! Du skal ikke gøre et stort nummer ud af lidt kyllingeindmad. Hvem har taget skade?
Ikke død, nej. Men noget i mig døde. Respekten. Tilliden.
Astrid lagde sedlen tilbage på bordet.
Tag dine penge. Køb dig en billet.
Til hvad? Rune forstod ikke.
Til Lykkeland. Til din mor. Eller til et værelse et andet sted. Det rager mig egentlig ikke. Jeg vil ikke leve med en mand, der ser mig som husholderske og idiot.
Du smider mig ud? Over penge?!
Nej, fordi du svigtede mig. Pak dine ting.
Rune flyttede ikke straks. Der var råb, beskyldninger, forsøg på forsoning, endda løfter om en pels af de sparede penge, før han råbte igen. For Astrid var han nu helt igennem fremmed og lille.
Først om aftenen gik han med sportstasken over skulderen.
Du vil fortryde! Hvem gider have dig? Du ender alene med dine katte! Jeg finder en kvinde, der sætter pris på en mand!
Held og lykke, sagde Astrid og lukkede døren.
Hun gled ned af døren, udmattet ikke grædefærdig, bare tom.
I køkkenet lå den dyre pølse, Rune havde købt. Hun smed den i skraldespanden. Åbnede køleskabet, kun hendes beholdere med kyllingehjerter var tilbage.
Nu ved jeg i det mindste, hvor mine penge går hen, sagde hun lavmælt.
En måned gik.
Det var forår i København. Syrenerne var snart i blomst, luften boblende frisk. Astrid gik forbi sit yndlingssupermarked, lagde lækker røget laks, grøn ost, en god flaske Sauvignon Blanc, friske jordbær og entrecôte i kurven.
I kassen svejede hun kortet der var altid penge nu. At bo alene var pludselig billigt. Regningerne faldt drastisk, mindre el og vand, kun lidt mad skulle købes. Ud af budgettet forsvandt øl, smøger og evige spørgsmål: Har du til diesel?, Mangler du småpenge til reparation?
Hjemme satte hun musik på, lavede mad, hældte vin op og nød udsigten over byen.
SMSen fra Rune kom: Hej Astrid. Har du det godt? Kan vi mødes og snakke? Jeg var en idiot. Bilen blev aldrig købt. Pengene er der endnu. Skal vi prøve igen? Jeg savner dig.
Astrid læste, tog en slurk vin og så sit spejlbillede i det mørke vindue. Mindedes hans råben om kyllingeindmad og sit eget ydmygende trygleri for vaskepulver.
Hun slettede beskeden, blokerede nummeret.
Jeg har også savnet, sagde hun til sig selv. Men mest mig selv. Og den frihed giver jeg aldrig væk igen.
Dagen efter købte hun dyre læderstøvler og bestilte to ugers wellnessophold i Skagen for de penge, hun havde lagt til side.
Ja, livet stopper ikke med en skilsmisse. Det starter faktisk. Det smager endda bedre og det er meget ærligere.
Min lektie blev, at man ikke skal glemme sig selv for andres skyld. Jeg fortjener også at leve på mine egne betingelser.
