Morten, vi er løbet tør for solsikkeolie, og der er kun vaskemiddel nok til én vask endnu, sagde Line, mens hun stod i døråbningen med et fugtigt viskestykke i hånden. Vi burde handle ind, listen er blevet ret lang.
Morten trak på skuldrene uden at tage øjnene fra fodboldkampen på fjernsynet.
Du kender jo situationen, Line, mumlede han uden at kigge op. På fabrikken er der forsinkelser igen. Værkføreren sagde, der ikke bliver noget tillæg denne måned. Jeg gav dig de sidste 200 kroner for to dage siden. Prøv at få det til at række.
Line sukkede tungt. Det med at «få det til at række» havde hun hørt næsten dagligt det sidste halve år, som om husholdningsbudgettet var lavet af elastik, der bare kunne strækkes uden ende. Hun gik stille ud i køkkenet, åbnede køleskabet og så tomt på den ensomme sylteagurk og gryden med den kedelige suppe fra i går. Suppe lavet på kyllingeskrog, for almindeligt kød var ikke længere en fast del af menuen.
Line arbejdede som oversygeplejerske på byens lægecenter. Lønnen var stabil, men bestemt ikke høj. Tidligere, da Morten tjente godt, levede de tåleligt: ferier ved Vesterhavet, nyt tøj, fyldt køleskab. Men sådan var det ikke længere. Ifølge ham havde virksomheden haft krise, lønnen blev sat ned, bonusserne forsvandt, og nu kom han hjem med sølle beløb, knap nok nok til husleje og benzin.
Ansvar og indkøb var landet på Lines skuldre. Hun tog ekstra vagter, arbejdede weekender for at få enderne til at mødes. Og Morten han kom træt hjem, lagde sig på sofaen og var bitter over verdens uretfærdighed, samtidig med at han forventede aftensmad i flere retter.
Stræk det nu lidt, mumlede Line, mens hun betragtede den tomme smørskål. Der er snart ikke mere at strække.
Næste dag, efter arbejde, var Line igen en tur i Føtex. Hun blev længe stående ved køledisken og kiggede længselsfuldt på svinekammen, men endte med en bakke kyllingehjerter billige, mættende og til at spise, hvis man gav dem en time i cremefraiche. Ved kassen måtte hun skrabe de sidste mønter sammen. Der var tre dage til løn, og nu var pungen tom.
Om aftenen, mens hjerterne simrede, tørrede Line støv af i entreen. Morten var for længst faldet i søvn, mæt efter to øl, som han prale af kun havde råd til, fordi han havde fundet lidt løsøre.
Hun skulle hænge hans jakke op, da hun mærkede noget i inderlommen. Selvom det ikke var helt fint at rode i hans lommer, havde hun for vane at tjekke, inden tøjet skulle vaskes. Hånden fiskede en sammenfoldet kvittering op.
Det var ikke en bon fra Netto, men fra hæveautomaten udstedt klokken 18:45 samme aften. Da Line læste beløbet, svimlede det for hende.
«Saldo: 34.500 kroner».
Hun blinkede. Forstod først ikke om der stod et ekstra nul, men tallene var klare. Lidt længere oppe stod: Lønindbetaling: 7.800 kr.
Syv tusinde otte hundrede. Hjem havde han bragt to hundrede ifølge ham, alt hvad han havde fået.
Line satte sig stille ned på puffen i entreen. Tankerne væltede frem. Hun kom i tanke om, hvordan hun for nylig havde gået i gennemblødte vinterstøvler, fordi Morten sagde, at penge ikke var til mere. Husker hvordan hun udsatte tandlægebesøg og bed smerten ned med Panodil. Husker suppe på kyllingeskeletter.
Sorgen brændte i brystet det hele føltes som forræderi. Mens hun sparede på alt, gemte han titusinder væk. Var det til bil? En anden kvinde? Eller bare for at sikre sig på hendes bekostning?
Line lagde forsigtigt kvitteringen tilbage i lommen. Hun havde lyst til at fare ind i soveværelset og lave et kæmpe skænderi, men hun trak vejret dybt. Skænderier løser intet så hun handlede anderledes.
Hun gik ud i køkkenet, slukkede for gryden og lagde resten i sin arbejdstaske fremfor fælleskøleskabet.
«Hvis vi ikke har penge, så har vi ikke penge,» tænkte hun bittert.
Næste morgen tog hun tidligt af sted uden at lave morgenmad, lagde blot en tom tallerken og en seddel: Beklager, der er ingen mad penge rækker ikke. Drik et glas vand.
Hele dagen på lægecenteret gik hun på autopilot. Til frokost tog hun for første gang længe lidt mere end tomatsuppe fra kantinen; hun købte sig en stor portion gullasch med kartoffelmos og en bolle med kompot.
Da hun kom hjem, var hænderne tomme ingen tunge indkøbsposer. Morten stod i døren og var mærkbart irriteret.
Hvor har du været? Jeg er sulten som en ulv. Der er intet i køleskabet! Har du ikke handlet?
Line tog roligt støvlerne af.
Nej, Morten, det har jeg ikke.
Hvad skal vi så spise?!
Ingenting, hun satte sig med en bog. Der er ikke penge. Løn først om to dage. Jeg levede af te på arbejdet i dag. Du må også prøve. Det er jo krise, har du selv sagt.
Morten stod vantro midt i stuen. Han forventede, Line som altid tryllede eller lånte penge af en veninde. Men intet skete.
Hvad skal jeg så gøre?
Drik vand. Og gå tidligt i seng så mærker man ikke sult.
Han smækkede med døren og rumsterede i skuffer og skabe. Line smilede for sig selv. Tør pasta uden olie og pølser et måltid værdigt for en, der har titusindvis stående.
Næste dag gentog alt sig. Line spiste frokost i parken på vej hjem og var mæt og tilpas, da hun nåede lejligheden. Morten var mere vred.
Nu er det nok, Line! Jeg spiser tør pasta for anden dag! Er det sådan, du vil have det?
Jeg er kone, ikke tryllekunstner, svarede Line. Giv mig penge, så laver jeg mad. Det er så simpelt.
Jeg HAR ingen penge! løj han.
Nej, og det har jeg heller ikke. Så vi må leve sundt og spare kalorier.
Senere forsvandt Morten ud aftenen. Han gav sig til at dufte af shawarma, da han kom hjem penge på fastfood fandt han hurtigt. Ingenting havde han taget med hjem til hende.
Sådan forløb en hel uge. Stemningen var iskold. Line lavede ikke mere mad, vaskede ikke op efter ham, stoppede med at vaske hans tøj.
Jeg har ikke mere vaskepulver, svarede hun, når han brokkede sig. Der er ikke penge til nyt.
Morten blev frustreret, forsøgte at få ondt af sig selv, bebrejdede hende det hele.
Du er blevet kold! råbte han fredag aften. Jeg knokler, og så kommer jeg hjem til det her svineri! Hvorfor skulle jeg have en kone?
Hvorfor skulle jeg have en mand, der ikke kan bidrage med hverken rugbrød eller vaskepulver? Jeg arbejder også, Morten, hun kiggede ham i øjnene. Alligevel er det mig, der har alt ansvar herhjemme.
Fordi du er kvinde! Det er dit ansvar!
Mit ansvar er at elske og støtte, når jeg får støtte igen. Det andet stopper nu.
Lørdag morgen vågnede Line til liflig duft af stegte æg og pølser. Hun gik ud i køkkenet Morten sad og spiste morgenmad med dyr ost og pølser, kaffe og tomater.
Da han så Line, hostede han, men blev hurtigt kæphøj.
Der var lidt småpenge i vinterjakken, så jeg hentede ind, sagde han.
Tak, jeg er ikke sulten, løj Line.
Morten spiste og kiggede væk. Da han havde tygget af munden, rakte han hende en 500-kroneseddel.
Jeg lånte af Jacob, så gå nu ud og køb ind vi kan ikke leve sådan her!
Line kiggede på pengene, så på ham.
Lånte af Jacob? Hvad vil du betale tilbage med du får jo ingen løn?
Det finder jeg ud af! Bare køb ind.
Hun tog sedlen og vendte den i hånden.
Okay. Jeg går i SuperBrugsen og handler lidt til mig selv. Så kan du spise hos Jacob, hvis han er så gavmild.
Hvad er det for noget pjat? Det er penge til husholdningen!
Husholdningen? nu blev hendes stemme skarp. Var det også husholdningspenge, da du fik 7.800 kr. forleden? Eller da du har 34.500 kr. på kontoen? Var det familiens formue?
Morten stivnede og blev rød i hovedet.
Har du rodet i mine lommer?!
Stop. Jeg fandt en kvittering, fordi jeg skulle vaske dit tøj. Det værste er ikke, at du skjuler penge, men at du uden at blinke lader mig spare, mærke smerten ved sult og undvære mens du selv gemmer på det hele. Skammer du dig ikke?
Jeg har sparet op! råbte han og slog i bordet. Til en bil! Min gamle bil kan ikke mere! Jeg ville overraske dig! Men du kan kun tænke på penge!
Overraskelser er, når vi er fælles om målet! Det du gjorde, var nasseri. Du har levet på min bekostning og gemt på dine egne penge.
Jeg er manden. Jeg skal have en ordentlig bil! Slap nu af, det er bare én måned med stram økonomi!
Jeg døde ikke, nej. Men min respekt for dig døde.
Line lagde pengesedlen fra sig.
Tag dine penge. Køb dig en billet.
Til hvor?
Din nye fremtid uanset hvor den er. Jeg vil ikke bo med en, der ser mig som hushjælp og nar.
Smider du mig ud? Pga. penge?
Nej, på grund af din indstilling. Pak dine ting.
Morten blev, og der fulgte et langt, sejt opgør. Han råbte, skændtes, forsøgte at smigre hende, lovede både pels og nyt køkken, men intet hjalp. Hun så ham nu, som den han var egoistisk og nærig.
Sidst på dagen havde han pakket.
Du fortryder! sagde han i døren. Hvem vil have dig, når du er 45? Du ender alene med dine katte! Jeg finder en, der værdsætter en mand.
Held og lykke, sagde Line, og lukkede døren bag ham.
Hun gled ned ad døren, udmattet. Tårerne kom ikke kun en rungende tomhed.
I køkkenet lå stadig den dyre pølse, som Morten havde købt. Line smed den ud. Hun åbnede køleskabet det var næsten tomt, undtagen hendes bøtte med kyllingehjerter.
Nå, sagde hun højt. Men nu ved jeg i det mindste, hvor mine penge bliver af.
En måned gik.
Line gik langsomt hjem fra arbejde i det skønneste majvejr. Hun smuttede forbi sin yndlingssupermarked, og nede i indkøbskurven gled en bøtte lakserogn, lidt god dansk ost, en flaske hvidvin, friske grøntsager og en fersk laksefilet.
Hun betalte med sit Dankort. Nu var der altid penge på kontoen. Det var overraskende billigt at leve alene; regningerne var mindre, få dagligvarer, ingen ekstraudgifter til øl, cigaretter eller benzinpenge.
Vel hjemme satte hun musikken på, lavede laks og hældte vin op. Sad ved vinduet og kiggede på solnedgangen.
Telefonen summede. Det var en besked fra Morten.
Hej Line. Hvordan går det? Skal vi ikke mødes og snakke? Jeg har indset nogle ting. Den bil jeg købte den aldrig. Jeg savner dig.
Line kiggede på skærmen, tog en slurk vin. Hun huskede hans ansigt, da han råbte om kyllingehjerter og nægtede hende penge. Hun slettede beskeden og blokerede nummeret.
Jeg har også savnet dig, sagde hun til sit eget spejlbillede i ruden. Savnet mit rigtige liv. Det giver jeg aldrig mere fra mig.
Dagen efter købte hun de støvler, hun havde drømt om lækre, bløde og italienske. Og en billet til et wellnessophold på Nordsjælland. Hendes nysparede løn rakte lige akkurat.
Livet stoppede ikke efter skilsmissen. Det blev bare rarere og ærligere.
Moralen? Ægte respekt og kærlighed starter med ærlighed og slutter aldrig med bedrag.
