Denne situation er ret almindelig, synes jeg. Jeg blev gift, da jeg var 25 år. Et år senere fik jeg en datter. Alt var egentligt godt mellem os i starten. Men efter noget tid begyndte min mand at kalde mig doven. Under min barsel syntes han ikke, jeg gjorde nok, og da jeg senere fik job igen, syntes han min løn var for lav, selvom forskellen ikke var så stor han tjente bare lidt mere end mig.
Det siges jo, at man først kan mærke svigermors indflydelse på sønnen efter brylluppet. Jeg burde måske have set tegnene fra starten men jeg var naiv og valgte ikke at høre efter.
Min mand sammenlignede mig hele tiden med sin mor, som for ham var det store forbillede: Hun arbejdede i haven, klarede regnskaberne, havde to børn hun kunne det hele, mente han. Men jeg? Jeg arbejdede både på skift og fuld tid.
Jeg forsøgte virkelig at gøre som min svigermor. Hjælp med daglige gøremål, gjorde rent i huset, hjalp til med drivhuset. Da min datter begyndte i skole, hjalp jeg hende med lektierne. Men det blev bare til endnu flere bekymringer. På arbejdet var der masser af opgaver, og lønnen var lav. Jeg tog ekstra vagter, måtte bide tænderne sammen. Jeg var stadig økonomisk afhængig af ham. Han kom med spydigheder, og jeg lod som om jeg ikke hørte det. Jeg ville ikke skilles og lade mit barn vokse op uden sin far.
Alle ved jo, at jo mere man finder sig i, jo mere bliver der forventet af én det er nærmest et dansk ordsprog. Jeg prøvede at fortælle ham, hvor udmattet jeg var, men hvis jeg takkede nej til endnu et ekstrajob, sagde han bare, at han fremover ville lægge lige så mange penge til husholdningen, som jeg bidrog med resten ville han beholde selv. Det syntes han var mest retfærdigt. Vores forhold hang kun i en tynd tråd, og så… så brast det.
Jeg kunne mærke, jeg ikke kunne sådan mere. Jeg havde fået nok af alle hans moralprædikener, af at alt blev målt ud fra hans mor. Den sidste dråbe var, da han sagde, at hvis ikke jeg snart fik et rigtigt job, ville han flytte hjem til sin mor. Måske var det netop det, jeg havde ventet på. Men det tog mig tre år at tage mig sammen og sige farvel sende ham tilbage til svigermor. Jeg fandt via en ven et andet, langt bedre betalt job. Hvad jeg gik igennem i den periode, har jeg ikke lyst til at dvæle ved. Vi blev skilt. Vi delte vores ejendele op, byttede lejligheder, skændtes.
Nu bor jeg roligt med min datter, og vi har fundet en balance. Jeg er lettet og glad, selv uden ham.
Jeg har min egen lejlighed og et job, jeg virkelig holder af. Det er ikke den vilde drøm, men det giver mig alt det, jeg har brug for. Familien prøver stadig at matche mig med nogen flere mener, jeg må være ulykkelig, fordi jeg er fraskilt. De tror, at en ny mand automatisk giver lykke. Men hvorfor skulle jeg ønske det? Jeg har jo prøvet at have en mand… Måske burde jeg sætte et skilt i panden: Ung, køn, ikke-interesseret i dates. Er lykkelig med min datter. Jeg har ingen lyst til at ødelægge freden med et nyt ægteskab. Min eksmand er sikkert lige så lykkelig derhjemme hos sin mor.
