Min kone befalede: “Ikke diskuter”. Så jeg diskuterede ikke jeg holdt bare op med at være enig. Og så begyndte det hele.
Mads trådte ind i køkkenet, som om han lige havde underskrevet en fredsaftale mellem to fjendtlige fynske klaner, selvom han bare havde købt et franskbrød og en liter mælk. Hans holdning var pludselig blevet monumental, nærmest statelig. Siden han for en uge siden var blevet udnævnt til “konstitueret viceafdelingsleder”, var Mads gang ikke længere en almindelig trav han skridtede.
Rikke, sagde han, mens han kiggede kritisk på min aftensmad (indbagt ørred) med et blik, som en fødevarekontrolchef.
Jeg er træt i dag. Har truffet strategiske beslutninger. Så lad os aftale: Derhjemme vil jeg have ro og fuld opbakning. Jeg vil ikke diskutere. Jeg vil bare have, at du er enig med mig. Mit hoved har brug for en pause fra modstand.
Jeg stivnede med gaflen i hånden. Det var friskt og frækt. Især taget i betragtning af, at vi bor i min lejlighed, og min løn som finansanalytiker betyder, at vi ikke mærker meget til inflationen. Mads’ udmelding lød lidt som om et hamster krævede eget værelse af katten.
Så du vil bare have mig til at gentage alt, du siger? spurgte jeg, mens jeg mærkede, hvordan den ædle vilje, mine kollegaer sætter pris på og min svigermor frygter, vågnede i mig.
Jeg vil have, du anerkender min autoritet, svarede Mads højtideligt og rettede på slipset, som han arbitrært havde taget på til aftensmaden. Mænd er retningen. Kvinder er miljøet. Du må ikke afbøje mit mål, Rikke.
Jeg så på ham. I hans øjne brændte den slags duperende selvtillid, som kun folk, der vover sig ud på motorvejen ved Rødovre, har.
Naturligvis, skat, sagde jeg og skar et stykke fisk. Ingen diskussion. Kun accept.
Så begyndte mit yndlingsspil: Pas på, hvad du ønsker dig du risikerer, at det bliver opfyldt fuldstændigt bogstaveligt.
Første akt af denne komedie udspillede sig lørdag. Mads skulle til firmaets teambuilding noget, han kaldte “ledertopmøde”, men jeg tænkte på som “udflugt for kontornussere”.
Han stod og beundrede sig i spejlet i sine nye bukser, som han selv havde købt uden mit kendskab. Bukserne var i den farve, han mente var smart sennepsgul men de sad som om de var syet til en kænguru i lykkelige omstændigheder. Stoffet bøjede ud om hofterne, og på skinnebenene strammede de så meget, at han lignede en grillpølse i plastik.
Hvad siger du? spurgte han, struttende med brystet. Seje? Signalerer de lederstatus?
Normalt ville jeg have antydet, at de bukser fik ham til at ligne klovnen i et cirkus. Men jeg havde jo lovet ikke at diskutere.
Helt sikkert, Mads, sagde jeg og kiggede ikke op fra min bog. Utroligt dristigt valg. Alle vil straks se, hvem alfahannen er. Farven og snittet de råber individuel stil”.
Mads blomstrede op.
Se, det var det, jeg mente! Du plejede altid at sige: “Tag dem dog af, du gør dig til grin Nu lærer du det!
Han gik ud ad døren med samme stolthed som en påfugl. Han kom hjem om aftenen, rødglødende og iført kollegaens jeans. Under den “dynamiske” gren af aktivitetsløbet, Slaget om Succesen, rev den sennepsgule triumf sig op med en lyd, der kunne forveksles med sejl, der rives op i en storm.
Hvorfor sagde du ikke, at de var for små på vigtige områder?! råbte han og smed resterne i hjørnet.
Men skat, du sagde jo selv, at de understregede din status. Jeg diskuterede ikke. Det lader til, at din status var lidt for stor til stoffet.
Den sande udfordring kom, da tunge skyts trådte ind Kirsten, retningens mor. Hun dukkede op til familieinspektion, og Mads, styrket af min føjelighed, mente, han nu kunne bestemme alt.
Vi sad samlet om spisebordet. Kirsten, en kvinde med frisuren fra mine forældres puddel og et blik som dommeren fra Lykkehjulet, studerede min stue.
Rikke, gardinerne er lidt dystre, sagde hun, mens hun gumlede på min tærte. Og der ligger støv på karmen. En god husmor lader ikke støv ligge det tør ikke at sætte sig! Mads har brug for hygge, men her ligner det et kontor.
Mads, nu bakket op af sin mor, istemte:
Ja, Rikke. Mor har ret. Du arbejder for meget, hjemmet trænger. Tag og sæt arbejdstiden ned. Mine ekstra lederpenge rækker, nu hvor jeg har fået mere ansvar.
At hans lederekstra kun lige dækkede hans brændstof og frokoster var til at grine af. Men jeg huskede ingen diskussion.
Helt enig, Kirsten, svarede jeg stille. Og du har også ret, Mads. Jeg bruger virkelig for meget tid på karrieren. Gardiner er kvindens ansigt udadtil.
Godt, udbrød svigermor. Du bliver klogere hele tiden.
Derfor, fortsatte jeg, har jeg besluttet at opsige rengøringshjælpen.
Stilheden sænkede sig. Kirsten stoppede midt i en bid.
Hvilken rengøringshjælp? knurrede Mads.
Den dame, der ellers kommer to gange om ugen og ordner det hele mens vi arbejder. Du sagde jo, vi skulle spare for at leve op til dit image som rationel mand. Og din mor siger, hjemmets hygge skal en kvinde selv ordne. Jeg er enig. Jeg siger hende op og gør rent i weekenderne.
Og på hverdage? spurgte han forsigtigt.
Der, kære, kommer vi til at opleve naturlig entropi. Du vil jo ikke have, jeg bliver udmattet efter arbejde.
De næste to uger blev et helvede i realisme for Mads. Jeg læste, smilede og lod opvasken stå. Støv, der tidligere blev tryllet væk, lå nu tykt på fladerne som sne over Limfjorden. Hans skjorter, der var nystrøgne før, hang i klædeskabet som triste spøgelser.
Rikke, jeg har ingen rene skjorter, klynkede han en tirsdag morgen.
Jeg ved det, skat. Men i går kiggede jeg på gardiner, ligesom din mor sagde. Det tog alt min energi. Men du er jo leder nu du kan delegere strygning til dig selv!
Han greb jern, brændte fingeren, lavede hul i ærmet og trak til sidst en sweater over hovedet. Han lignede en mand, der havde kæmpet mod systemet, og systemet havde panser på.
Klimakset kom, da Mads ville have forfremmelsen bekræftet på hjemmebane. Afdelingschefen, Torben, og et par vigtige kolleger kom til middag.
Rikke, det her er min mulighed, render han rundt i køkkenet. Jeg skal vise, at jeg har fast grund herhjemme at jeg er en respekteret familiefar. Vores bord skal være overdådigt, men traditionelt. Ikke noget sushi eller carpaccio. Mænd vil have kød. Og du holder dig udenfor samtalen, ikke? Bare servér, smil og vær tavs. Dit input om logistik gider ingen at høre. Forstået?
Forstået. Overdådigt, traditionelt, tavshed.
Og tag nu noget på kvindeligt.
Javel, sagde jeg roligt.
Til aften var jeg klar. Jeg hoppede i en farverig slåbrok med flæser fra Kirsten, gemt til en dag med fastelavn. På hovedet satte jeg det, der bedst kan beskrives som en blanding af fuglerede og Babylon-tårn.
Bordet var dækket op med sylte fra slagteren, dampende kartofler og et kæmpe ovnstegt svineskank, der lignede, den havde levet Kvickly tynd for foder. Ingen dikkedarer. Ingen servietringe. “Traditionelt”, som bestilt.
Gæsterne kom. Torben, en kultiveret herre med briller, kastede et blik på min morgenkåbe og sagde intet. Mads blev så rød, han næsten var usynlig mod de bordeaux vægge.
Velbekomme, hvilde jeg med landbysangerinde-intonation.
Middagen begyndte. Mads forsøgte sig med småsnak, men spændingen lå i luften som et klæde. Han snakkede løs om optimering gennem mennesketimer, med ord, han tydeligvis ikke forstod.
Mads, undskyld, sagde Torben roligt. Men hvis vi omrokerer som du foreslår, mister vi vores kontrakt med kineserne. Rikke, hvad tænker du? Jeg har hørt, du er førende analytiker i Nordic Finans?
Nu kom øjeblikket. Mads stivnede. Hans øjne sagde: “Stil dig tavs!”
Jeg smilede bredt og så hengivent på ham.
Ej, Torben, hvor skulle jeg dog vide noget om det! viftede jeg med armene, armbåndene klirrede. Herhjemme er det Mads, der tænker kloge tanker. Han er retningen! Jeg er bare miljøet. Mit ansvar er, at kartoflerne koger og jeg hører efter. Han har forbudt mig at tænke for meget det ødelægger huden, siger han.
Torben satte kartoflen i den gale hals. Kollegaerne så på hinanden.
Mads blev hvid. Sved perlede ned ad hans pande.
Nej, men virkelig, fortsatte jeg, nu i hopla. Mads siger jo selv, at hans beslutninger er tidoblet profit. Hvorfor skulle jeg blande mig med mine små rapporter? Og Mads, fortæl lige Torben om den gang, du foreslog at udskifte software med hvad kaldte du det? Excel i skyen?
Det var nådestødet. Idéen om Excel havde været firmaets stående vittighed, men hjemme blev det solgt som et geni-træk.
Mads? sagde Torben, tog brillerne af og stirrede på min mand som på en sjælden, men ubrugelig bille. Mente du det seriøst?
Jeg det var bare en hypotese mumlede Mads. Han kravlede næsten ned i syltefadet. Rikke har vist misforstået
Hov, hvordan det? sagde jeg undrende. Du brugte jo en time i går på at forklare, at cheferne bare er gammeldags, og du er fremtidens mand. Jeg diskuterede ikke. Jeg nikkede!
Mads rystede, væltede sovseskålen, og den fedtede plet begyndte stille at brede sig mod hans bukseknæ. Han lignede kaptajnen på Titanic med egenhændigt hugget hul i skroget.
Gæsterne var ude af døren tyve minutter senere, med masser af undskyldninger om arbejde. Torben gav mig hånden og sagde:
Rikke Madsen, hvis du får nok af kartoflerne, har jeg en ledig stilling som strategisk souschef du sætter tingene rigtigt på plads.
Da døren lukkede, stod Mads rystende tilbage.
Du du ødelagde mig! Med vilje! Du gjorde mig til grin!
Mig? svarede jeg forbløffet og smed slåbrokken. Mads, jeg gjorde nøjagtigt, hvad du bad om. Jeg diskuterede ikke. Jeg sagde ingenting. Jeg skabte din baggrund. Hvis du fremstod som en idiot, er det måske ikke baggrundens skyld, men hovedpersonens?
Han åbnede munden for at gå i gang med en svada, men jeg rakte hånden op.
Nu er det min tur, og du må ikke diskutere. Mit hoved trænger til pause fra dine tåbeligheder. Dine ting er pakket. Kufferten står i gangen. Din retning peger nu mod din mors lejlighed i Hvidovre. Der er gardinerne rigtige, og ingen siger dig imod.
Du tør ikke Jeg er din mand!
Du VAR min mand, så længe du var min partner. Da du begyndte at ville være herre, glemte du, hvem der ejer tronen.
Jeg stod i vinduet og så ham læsse kufferten i taxaen. Jeg følte ingen sorg. Kun lettelse. Der duftede af frihed i lejligheden og en smule svinekød, men det kunne luftes ud.
Husk det, piger: Diskutér aldrig med en mand, der tror, han er klogere end dig. Træk dig bare til side, og lad ham løbe panden mod virkeligheden. Lyden, når kronen falder, er dulmende musik for kvindens øre.
