Min mand, Allan, er 45 år og har den sære evne at kunne huske præcis, hvornår bilen skal have skiftet olie, hvornår vennerne tager på fisketur, og hvornår aborrerne bider bedst. Men familiens mærkedage glider tilsyneladende altid lige så stille ud af hukommelsen.
Normalt plejer jeg at redde situationen i forvejen. Jeg antyder, lader små sedler ligge rundt omkring og spørger direkte. Men mit 45-års fødselsdag ville jeg have, skulle fejres anderledes. Uden påmindelser eller bønner. Jeg bildte mig naivt ind, at 25 år som ægtefolk havde lært ham noget.
Fredag morgen drønede Allan rundt i lejligheden, mens han pakkede fiskestænger og rygsæk.
Anna, har du set min termokande? Drengene venter allerede! Vi smutter til Gudenåen, lige nu bider de allerbedst. Jeg er hjemme søndag, der er nok ikke ordentlig mobildækning.
Han gav mig et hurtigt kys på kinden uden at kigge på mig.
Lad nu være med at kede dig. Køb dig noget lækkert.
Døren smækkede bag ham. Jeg gik hen til kalenderen. Datoen var tydeligt markeret med rød. Min runde fødselsdag. Han havde ikke bare glemt det. Han havde valgt at tage på fisketur netop på denne dag.
Først blev jeg såret. Så blev jeg helt kølig og rolig indeni. Jeg fik en idé: nu skulle han lære, at fisketure og kammerater ikke kommer før ens kone. Så jeg begyndte at føre planen ud i livet, og da han vendte hjem igen om søndagen, stod der en overraskelse klar. Herefter ville han aldrig glemme datoen igen.
Hvis du vil vide, hvad jeg gjorde, må du høre efter:
Allan havde en hemmelighed en opsparing, han møjsommeligt har samlet sammen til en ny bådmotor. Pengene næsten 300.000 kroner lå i vores lille pengeskab. Koden kendte jeg godt, for hans fabelagtige hukommelse svigtede tit.
Jeg åbnede pengeskabet og traf en beslutning.
Denne weekend gjorde jeg noget, jeg aldrig før havde tilladt mig selv. Jeg bestilte madudbringning og inviterede veninderne. Hjemmet blev pyntet med blomster, der var musik, latter og champagne i glasene. Dagen efter spiste vi middag på restaurant med udsigt over Aarhus. Søndag gav jeg mig selv en spadag på et lækkert wellness-center.
Som prikken over iet købte jeg en broche, jeg længe havde ønsket mig, men altid havde sparet væk for vores fælles fremtids skyld.
Søndag aften gik døren op. Allan kom glad ind med en spand fisk i hånden.
Se hvad jeg har fanget! Sikke en vidunderlig tur!
Han trådte ind i stuen og standsede brat. Tomme flasker stod på bordet, der var blomsterkurve i hjørnet og indkøbsposer fra de dyreste butikker på sofaen.
Hvad pokker er der sket? Har vi haft gæster?
Ja, svarede jeg roligt. Jeg havde fødselsdag. 45 år. Kan du huske det?
Han blev stående, pustede irriteret ud.
For pokker, Anna, jeg glemte det virkelig helt. Det hele gik så stærkt Du må forstå mig.
Jeg forstår, sagde jeg. Derfor valgte jeg ikke at blive ked af det. Jeg har sørget for festen selv og gaven fandt jeg også uden din hjælp.
Hans blik fór straks over mod kontoret. Skabet stod på klem. Han blev bleg og spurtede derud. Efter et minut vendte han tilbage. Øjnene helt tomme.
Hvor er pengene? Der er ikke noget tilbage! Hvad har du gjort med min opsparing?
Den er her, sagde jeg og rakte armene ud mod stuen.
Du har brugt alt? Det var til en motor! Jeg har sparet op i to år!
Jeg har holdt ud i femogtyve, hviskede jeg fast. Du glemte min runde fødselsdag. Nu skal du aldrig glemme den mere.
Han sank ned i sofaen og kiggede både på spanden med fisk, det tomme pengeskab og på mig. Det var svært at brokke sig, for pengene var teknisk set fælles midler.
Fiskene rensede han uden et ord.
Nu er der gået et halvt år. Allan sparer sammen til motor igen. Men nu har han tre påmindelser på sin telefon en måned før, en uge før og selve dagen til alle vigtige datoer. Nogle lektioner er dyre, men han har i hvert fald lært denne her for livet.
