Min mand på 45 år glemte min fødselsdag den 27. februar og valgte endda samme dag at tage på fisketur med vennerne. I hans fravær havde jeg forberedt en overraskelse, så han ville være sikker på aldrig at glemme datoen igen.
Henimod de halvtreds år havde min mand udviklet nogle ejendommelige vaner. Han kunne huske præcis, hvornår bilen skulle have nyt olie, hvornår gutterne skulle mødes til fiskeri, og præcis hvornår silden gik til. Men de vigtige familiedatoer gled åbenbart i baggrunden.
Normalt prøvede jeg at redde situationen. Små hentydninger, post-its på spejlet, direkte spørgsmål. Men mit 45-års fødselsdag ville jeg fejre anderledes. Uden påmindelser, uden at tigge om opmærksomhed. Trodset mere end 25 års ægteskab havde lært ham noget.
Fredag morgen fór Jesper rastløst rundt i lejligheden, pakkede grej og rygsæk.
Karen, har du set min termokande? Drengene venter allerede. Vi tager til Mølleåen nu bider de. Jeg er hjemme søndag, men der er nok ikke signal ude ved søen.
Et hurtigt kys på kinden uden at møde mit blik.
Hyg dig nu. Køb noget lækkert til dig selv.
Døren smækkede. Jeg gik hen til kalenderen. Datoen var markeret med rødt. Mit jubilæum. Han havde ikke bare glemt det han havde decideret valgt denne dag at tage af sted på.
Først stak det dybt. Så kom kulden og en søgende ro. Jeg begyndte at lægge planen: Nu skulle Jesper for alvor huske, at fisketure ikke går forud for ens hustru. Jeg gik i gang, og da han vendte hjem, ventede der ham en overraskelse, han sent ville glemme.
Jesper havde sin hemmelige opsparing. Han havde nøje lagt penge til side til en ny påhængsmotor pengene gemt i pengeskabet. Jeg kendte koden, eftersom hans ellers “fejlfri” hukommelse kunne svigte.
Beløbet var betragteligt. Næsten 300.000 kroner. Jeg åbnede pengeskabet og traf min beslutning.
Jeg holdt en weekend for livet for første gang tillod jeg mig selv det. Jeg bestilte catering, inviterede veninderne på besøg, og pyntede lejligheden med blomster. Musik, latter, bobler. Næste dag en middag på en restaurant med udsigt over København. bagefter wellness på spa.
Kronen på værket? En broche jeg længe havde ønsket mig, men aldrig havde unnet mig selv, fordi vi altid skulle tænke på “vores fælles fremtid”.
Søndag aften gik døren op. Jesper kom ind smilende, med en spand fisk.
Så er der fangst! Det har været fantastisk!
Han tog ét skridt ind i stuen og stivnede. Tomme flasker på bordet, blomsterbuketter i hjørnet, poser fra de dyreste butikker spredt ud over sofaen.
Hvad er der dog sket her? Har vi haft gæster?
Ja, sagde jeg roligt. Jeg har haft fødselsdag. 45 år. Kan du huske det?
Hans ansigt faldt, og han sukkede dybt.
For pokker, Karen, jeg glemte det helt… Det kørte bare af sporet, du må forstå
Det gør jeg, sagde jeg tørt. Derfor sørgede jeg for festen selv. Og jeg valgte også min egen gave.
Han kiggede hurtigt mod kontoret. Døren til pengeskabet stod på klem. Han blev bleg og løb derind. Et øjeblik efter kom han til mig, tom i blikket.
Hvor er pengene? Der er ingenting tilbage! Hvor er min opsparing?
Den er lige her, svarede jeg og bredte armene ud i stuen.
Du brugte det hele? Det var jo motoren! Jeg har sparet op i to år
Og jeg har ventet i femogtyve, svarede jeg lavmælt. Du glemte min runde dag. Det her skulle du ikke glemme foreløbigt.
Han sø sank ned på sofaen og kiggede skiftevis på fiske-spanden, det tomme pengeskab og på mig. Svært at skændes når alt kom til alt var pengene fælles.
Han rensede fisken i tavshed.
Der er nu gået et halvt år. Han sparer stadig op til motoren. Men nu pinger kalenderen i hans telefon både en måned før, en uge før og dagen før hver vigtig dato. Nogen lærepenge er dyre. Denne blev uforglemmelig.
