Jeg og min mand havde efterladt vores lejlighed til vores søn og var flyttet ud til landet. Han flyttede ind til sin svigermor og lejede vores gamles lejlighed ud.
Mig og min mand blev gift som 23-årige. Faktisk var jeg allerede gravid, da vi stod på rådhuset i Odense, hvor vi begge havde læst pædagogik. Vores familier var helt almindelige ingen rige onkler, ingen arv, kun slid og arbejde.
Vi tog arbejde straks. Næsten fra begyndelsen blev vores søn madet med modermælkserstatning. Enten var det stressen eller de mange rugbrødsmadder, der gjorde at jeg, som ung kvinde, ikke havde mælk nok. Allerede da han var 11 måneder, kom han i vuggestue, hvor han lærte at spise med ske, bruge potte og sove uden at blive vugget. Vi skulle jo passe vores jobs.
I første omgang boede vi til leje, så i en lille etværelses på Vesterbro, og senere sparede vi sammen til en toværelses. Fordi vi begge kommer fra landet vestjyder af hjertet havde vi et brændende ønske om jord under neglene, så for nogle år siden købte vi en lille grund på Fyn. Min mand byggede et rødstenshus med to værelser, sten for sten, egenhændigt. Vi fik installeret ovn og plantet et æbletræ. Vi købte møbler brugt.
Alt var godt. Livet begyndte først rigtigt for os, nu hvor vi var 46. Vi kunne endelig leve for os selv. Men blodet løber i årerne, uanset hvad man gør. Vores søn valgte, nøjagtigt som vi, at gifte sig som 23-årig. Svigerdatteren hedder Alvilda og kommer fra rig baggrund hendes forældre har advokatfirma og vinmark ved Roskilde. Vores søn og hun havde begge læst jura.
Og så kom det: han ville have bryllup på luksusrestaurant i København, køre limousine ved søerne, på bryllupsrejse til Rom, og selvfølgelig et eget hjem.
Siden han blev født, har jeg ofte haft fornemmelsen af, at vi ikke gav ham kærlighed nok alt for tidligt i institution, første dag i skole imens vi var optaget af andres børn. Vi underviste jo, var folkeskolelærere. Hans bedsteforældre boede i Nakskov, så kontakt var sjælden. Vi forsøgte at gøre det godt igen ved at give ham alt materielt: dyre Legosæt, lænestole, mærketøj, privatundervisning, og så en brugt Peugeot, da han fyldte 18.
Nu følte vi også pligt til at forsørge ham i voksent livet. Hele opsparingen røg på brylluppet. Efter lange drøftelser besluttede vi at give ham vores lejlighed som gave han skulle ikke slås, som vi gjorde. Hendes forældre kom også med penge og overdådigheder: cashmerefrakker, smykker. Samtidig blev alle møbler i lejligheden skiftet ud. Hans svigerforældre har et palæ på Sjælland, fyldt med Bøhmiske glaskroner og Volvos i indkørslen.
Lidt efter lidt blev sønnen fremmed. Til sidst kom han knap hjem én gang om måneden, og ringede aldrig. Hans svoger fandt ham et job i et advokatfirma.
En dag mødte vi, nærmest drømmende, en gammel nabo på torvet ved Torvehallerne. Hun sagde, at vores søn for længst var flyttet ud af vores lejlighed i stedet boede de hos svigermoren. Og vores lejlighed? Udlejet til fremmede. Min mand begyndte at ryste. Jeg prøvede at berolige ham, ringede straks til sønnen. Han svarede uforskammet, sagde at det vel var vores eget valg at give dem den, og at vi alligevel aldrig havde haft penge. Han råbte, at han altid havde haft det dårligst. Han bebrejdede os, at vi gav ham og Alvilda et bedre liv end vi selv kunne få. Han sagde, at det var pinligt at han nasser hos sin svigermor, imens hans egne forældre kun var lærere.
Mig og min mand besluttede i drømmen at gøre oprør mod uretfærdigheden. Vi kontaktede en advokat i Århus. Fordi vi aldrig havde overdraget lejligheden officielt, sagde han at det, vores søn havde gjort, var ulovligt kun ejeren kan fremleje.
Vi sagsøgte ikke vores søn, men lod lejerne blive en måned forklarede dem alt. De var forstående, pakkede roligt og forsvandt. Vi flyttede tilbage i lejligheden, på trods af at tågerne mellem os og sønnen blev tykkere. Min mand er bitter, jeg er bitter. Måske, en dag, svæver vi hen til forsoning.
I det underlige, tågede drømmelandskab, balancerer alt mellem kartoffelrækker, gamle stole og et hjerte, der banker mellem Odense og Roskilde, evigt hjemsøgt af alt det vi ikke fik sagt.
