Dagbog,
Jeg har lyst til at sætte nogle tanker på papir. Det føles mærkeligt, men jeg håber det vil give lidt ro. Børge og jeg har forladt vores lejlighed i Odense til fordel for livet ude på landet vi videregav nøglerne til vores søn, Magnus, som nu bor sammen med svigermor, mens vores lejlighed udlejes.
Jeg var bare 23, da Børge og jeg blev gift, og jeg ventede allerede Magnus. Vi læste begge på Læreruddannelsen, og ingen af os kom fra velhavende hjem. Far eller onkel med store formuer fandtes ikke. Nej, vi er opdraget til at klare os selv med flid og hænderne skruet godt på.
Jeg gik tidligt på arbejde. Måske derfor blev Magnus hurtigt vænnet til modermælkserstatning det var, som om jeg, som ung mor, ikke havde mælk nok, måske på grund af stress eller den monotone mad. Allerede som næsten 11 måneder gammel begyndte han i vuggestue. Her lærte han at spise med ske, bruge potten, og falde i søvn uden at blive vugget, alt imens Børge og jeg arbejdede.
Først boede vi til leje, derefter i en etværelses, og siden fik vi sparet op til en toværelses. Men fordi vi begge kommer ude fra landet, længtes vi efter noget jord under neglene, så for et par år siden fandt vi en lille grund tæt på Faaborg. Børge byggede selv et lille rødstenshus med to værelser, sten for sten. Der kom brændeovn ind, vi fik jævnet haven og købt møbler. Endelig kunne vi bare leve. Vi er kun 46 år skulle lige til at starte for os selv, uden at bekymre os om andre.
Men åbenbart går generne i arv. Magnus, nu 23, besluttede sig også for at gifte sig. Hans kæreste, Freja, stammer fra en velhavende familie. De læste begge jura. De ville giftes, og familien begyndte straks at ønske sig dyre restauranter, limousine, bryllupsrejse, og selvfølgelig en lejlighed for dem selv.
Lige siden Magnus blev født, har jeg frygtet, om vi virkelig gav ham kærlighed nok. Han kom tidligt i institution, begyndte tidligt i skole, og Børge og jeg var konstant optaget af arbejdet som lærere tager man sig altid mest af andres børn. Hans egne bedsteforældre boede langt væk. Vi forsøgte dog at kompensere dyre legetøj, tøj, betaling for undervisning, og han fik sågar en bil, da han blev 18.
Da det så blev deres tur, gav vi de penge, vi havde spinket sammen, til brylluppet. Efter megen snakken frem og tilbage, besluttede vi at give Magnus og Freja lejligheden i Odense i bryllupsgave, så de ikke skulle starte på bar bund. Frejas forældre bidrog selvfølgelig også, men de brugte langt flere penge på pels, smykker og deres store landsted, fyldt med designermøbler og dyre biler.
Langsomt gled Magnus væk fra os. Først kom han kun forbi én gang om måneden, nu ringer han ikke længere. Frejas far fik ham et job i et advokatfirma.
Forleden mødte vi en gammel nabo på torvet, som i forbifarten nævnte, at vores lejlighed vist blev udlejet, og at Magnus ikke boede der mere han og Freja bor nu hos hendes mor. Det slog Børge helt ud, han blev dårlig, så jeg måtte berolige ham.
Jeg ringede straks til Magnus, og han var utroligt kort for hovedet. Han sagde hårdt, at vi jo havde givet ham lejligheden, og at vi aldrig havde haft penge i overskud. Han råbte, at han altid har været den, der fik mindst, at vi gav ham og Freja mulighed for et bedre liv, som vi selv aldrig fik. Og nu skammede han sig over at være afhængig af sin svigermor, mens vi ‘bare’ er lærere.
Børge og jeg følte os magtesløse over al den uretfærdighed. Vi tog til en advokat i Odense, som hurtigt kunne berolige os da vi aldrig havde givet lejligheden væk juridisk, stod den stadig i vores navn, så udlejningen var ikke i orden.
Vi besluttede dog ikke at gå rettens vej imod Magnus, men forklarede i stedet tingene roligt for lejerne. De forstod med det samme og flyttede ud som aftalt uden ballade. Vi flyttede tilbage i lejligheden. Men kontakten til Magnus er helt væk. Børge er fuld af bitterhed, jeg ligeså. Måske bløder tiden op engang, så vi kan tale igen.
Alt dette tærer på sjælen, men jeg håber stadig, at vi en dag kan sidde ved det gamle køkkenbord sammen igen.
