Min mand og jeg har været sammen i ti år nu, og vi har været gift i seks af dem. I løbet af den tid er vi blevet forældre til to vores ældste søn, Mads, er 9 år, og lillebror Lasse er kun 5 måneder gammel.
Vi bor i en toværelses lejlighed i Valby, som jeg har arvet fra min mormor. Den er lidt slidt og har set bedre dage, men den er trods alt min egen.
Nu nærmer Mads fødselsdag sig, og vi har besluttet at holde festen hjemme, fordi bankkontoen råber hjælp denne måned. Her opstod så konflikten. Min familie kan ikke komme, men hele min svigerfamilie alle sammen! har straks meldt deres ankomst, og de har tilmed planer om at overnatte. Hvor dælen skal jeg placere alle de mennesker?
Sådan plejer man altså ikke at gøre i min familie. Man kommer forbi til en fødselsdag, spiser lagkage, og så tager man hjem til sig selv igen. Det er ikke ligefrem et hostel, vel? Vil de absolut blive i København natten over, så findes der jo hoteller, der aldrig lukker.
Det udviklede sig til en heftig diskussion, og vi endte faktisk med at aftale en lille pause fra hinanden. Hvorfor står jeg så stejlt? Jo, for nu at sige det, som det er: Mine svigerforældre er ikke ligefrem bekendte med vands heldige egenskaber de går i bad cirka én gang om ugen. Forestil dig duften, hvis de allesammen slår sig ned i min stue for natten. Og hallo, jeg har altså små børn! Derudover bor de nærmest lige om hjørnet, så hvorfor i alverden er det nødvendigt at sove hos os? Er det mig, der er urimelig?
Min mand er overbevist om, at jeg ikke kan klare mig selv uden ham. Nå, men det bliver spændende at seMen da fødselsdagen oprandt, blev det hele alligevel lidt anderledes, end jeg havde frygtet. Mads øjne strålede, da han åbnede døren og fandt hele sin familie både hans far og mor, fjollede onkler, og et par spraglede tanter stimle sammen i den overfyldte stue. Selv Lasse pludrede tilfreds fra sin kravlegård og lod sig ikke mærke med, at gulvpladsen var proppet med madrasser og tasker.
Svigerfamilien ankom med armene fulde af hjemmebagte boller og deres sædvanlige overvældende latter. Og selvom jeg på et tidspunkt måtte snige mig ud på altanen for at trække vejret dybt, indså jeg, at jeg faktisk nød øjeblikket. For midt i alle mine bekymringer om sovesituationer, blomstrede en slags uventet lettelse ingen så ud til at bemærke, hvor slidt tapetet var, eller om der var vinglas nok til alle.
Selv badet blev der plads til grin over de første om morgenen stod faktisk i kø ved det lille badeværelse med shampoo og håndklæde i hænderne som var det et spaophold. Og da solen gik ned, faldt der alligevel ro over det hele; og for første gang længe følte jeg, at mit hjem bar lyden af liv ikke bare fra mine egne børn, men fra hele den skæve, larmende flok vi følger med, når vi siger ja til familien.
Min mand så på mig, med det der skæve, taknemmelige smil, jeg blev forelsket i, og han hviskede Du klarede det jo alligevel. Og der, midt i konfettien og halvspiste lagkagestykker, gik det op for mig, at nogle gange kan man godt savne stilheden, men endnu mere kan man faktisk savne kaosset, når det ikke er der.
Og jeg følte mig overrumplende heldig, midt i det hele: ligesom man kan arve en slidt lejlighed, kan man også arve en familie, med alt hvad dertil hører kærligheden, uroen, latteren og, ja, selv de sjældne bade.
